Bindende mindstemål for kvalitet

Højst 10 børn i en vuggestuegruppe, 20 børn i en børnehavegruppe og 15 børn i en 0-6 års gruppe.

Mindst tre ansatte i vuggestue- og børnehavegrupper i tidsrummet klokken 9-15, og én ansat pr. 10 børn i fritidshjem og skolefritidsordninger i tidsrummet klokken 12-16.30.

Særskilt tid til ledelse, øvrige opgaver og forberedelse.

Det er hjørnestenene i en såkaldt grundnormeringsmodel, som BUPL nu lægger frem. Den skal sikre, at institutionerne har en chance for at leve op til de krav, Serviceloven stiller til dem.

Grundnormeringsmodellen står dog ikke alene. Fordi der er brug for en styrkelse af daginstitutionernes forebyggende indsats, foreslår BUPL, at personalenormeringen i højere grad end i dag kommer til at afspejle, om der er få eller mange socialt udsatte børn i en institution. Belastede institutioner skal desuden sikres økonomi til blandt andet øget forældreinddragelse og opsøgende arbejde.

Da daginstitutionsområdet i 1976 gik fra statsligt til kommunalt regi, bortfaldt alle bindende regler om blandt andet børnegruppestørrelse og bemanding. Det har i de mellemliggende 36 år ført til meget store kvalitetsforskelle fra kommune til kommune. Grundnormerings-modellen indebærer, at kommunerne atter forpligtes til at overholde nogle kvalitetsmæssige mindstemål.



Ret og pligt. Indtil et møde i BUPL's hovedbestyrelse i slutningen af oktober var forslaget om de 3-9-åriges ret til en daginstitutionsplads forbundet med en pligt for samfundet til at stille pladsen til rådighed og en pligt for forældrene til at benytte sig af den.

Denne sidste forpligtelse fandt et flertal i hovedbestyrelsen - 22 mod 16 - imidlertid ikke rimelig. Et enkelt medlem mente, at der var tale om stalinisme, mens andre frygtede, at al debat i offentligheden ville komme til at dreje sig om, at BUPL nu går ind for daginstitutions-tvang.

Hovedbestyrelsen valgte derfor at droppe

forældre-pligten og de dertil knyttede sanktioner.

Indholdet af forslaget er derfor blevet, at 3-9-årige børn har ret til et pædagogisk tilbud, og at samfundet har en forpligtelse til at stille det til rådighed. BUPL's vurdering er, at der på den konto skal skaffes plads til 50.000 børn flere, hvoraf hovedparten vedrører 6-9-årige i fritidsinstitutioner.



De multinationale gratister. Som tilfældet var, da BUPL i 1999 første gang lancerede forslaget om gratis daginstitutioner og forbedret kvalitet, er der også denne gang givet bud på finansieringen.

Løsningen knytter ikke i samme grad som sidst an til en inddragelse af børnechecken. Det påpeges dog, at der er noget Ebberød Bank over det, når forældrene betaler fire milliarder for deres 3-9-årige børns institutionspladser med den ene hånd, mens de i den anden modtager fem milliarder i børnefamilieydelse. Her ligger, som det siges, et betydeligt økonomisk råderum.

Det er BUPL's grundopfattelse, at daginstitutioner skal være skattefinansierede. Man noterer i den forbindelse, at en nylig Gallup-undersøgelse har vist, at forældrene, hvad enten de bruger daginstitution eller ej, er villige til at betale mere i skat, hvis provenuet går til forbedringer for børnene. Om de store multinationale selskaber også er det, er mere usikkert, men en kendsgerning er det, at mange af dem i dag slet ikke bidrager til samfundshusholdningen. Her er der virkelig noget at komme efter, påpeger BUPL.



"Daginstitutioner til alle - en velfærdsredegørelse fra BUPL" kan i sin helhed ses på http://www.bupl.dk og kan bestilles i BUPL's forsendelse på 3546 5106 mellem 10-15. Prisen er 50 kroner.