Barn bider barn

Bideriet blev for alvor sat på dagsordenen i Smykkeskrinet, da en lille gut på halvandet år holdt sit bidske indtog i den integrerede institution på Frederiksberg.

Vi kan kalde ham Hans. En storcharmerende fyr, som man ikke kunne andet end at elske. Altså undtagen når han bed, og det gjorde han tit. Og værre endnu - hans opførsel inspirerede de andre børn på stuen til at gøre det samme.

»Det fik en smittende effekt på de andre børn. At bide blev en acceptabel adfærd. En måde at klare sig på,« fortæller Birthe Christensen, der er leder af Smykkeskrinet.

Når Hans bed, var det ikke kærlige nap med tænderne. Han bed til. Til stor frustration og afmagt for pædagogerne.

»I starten blev vi meget ærgerlige, når han bed. Det var voldsomt og gav store mærker. Det var grimt at se på, og det gjorde meget ondt - konsekvenser, som han dog ikke anede noget om. Bideriet gav dog også anledning til stor selvransagelse. Vi bebrejdede os selv, at vi ikke havde været opmærksomme nok. Men bidet kom i det splitsekund, vi kiggede væk. Sådan føltes det i hvert fald,« siger Birthe Christensen.

Hans adfærd fik gang i snakken om, hvad pædagoger egentlig stiller op, når børn bider vedvarende. For det viste sig hurtigt, at så godt som alle havde haft problemet med bidebørn på en af de mange stuer i institutionen, der tæller 72 vuggestuebørn.

»Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op og følte os på herrens mark. Hvorfor gør børn sådan noget, og hvordan skal vi reagere på det? Så vi begyndte at researche for at se, hvad andre gør,« fortæller Birthe Christensen, der blandt andet tog kontakt til Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR) for at få hjælp. Ingen af anstrengelserne gav dog noget resultat, og i desperation indrykkede institutionen til sidst en annonce i Børn&Unge, hvor den efterlyste gode råd.

Det gav mange henvendelser. Men overvejende fra institutioner, der selv havde bidebørn og også meget gerne ville have inspiration til, hvordan de kunne løse problemerne.



Handlingsplan. Der dukkede dog også løsningsforslag op. Et af dem kom fra Vuggestuen v/Åen i Kolding, der med 40 børn også jævnligt har problemer med lidt for aktive bisser. Her dukker bid op i perioder og fylder meget, mens det står på.

»Vi har ofte været i tvivl, om vi handler rigtigt i situationerne. Vi kan meget hurtigt blive nogle, der bare skælder ud,« fortæller leder Eva Balleby, der sammen med sit personale satte bid på dagsordenen til et møde. Det kom der en handlingsplan ud af.

»Vi havde brug for at få noget på skrift og få snakket om, hvordan vi tackler det. Vi følte, at vi svigtede, at vi ikke gjorde vores arbejde godt nok. I dag vender vi det ikke længere ind mod os selv. Det er et problem, vi ikke kan komme uden om. Børn slår og bider,« fastslår Eva Balleby.

Handlingsplanen beskriver de observationer, pædagogerne har gjort sig, når børnene bider. Jo større forståelse de har for handlingen, des bedre kan de reagere.

»Vi snakker om hvert barn, der bider, og forsøger at finde forklaringer på, hvornår det bider. Det er meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn bider de nye børn, fordi de tager for meget opmærksomhed. Andre børn reagerer, hvis bølgerne går lidt højt derhjemme. Der er måske meget stress på, og børnene bliver frustrerede over, at de ikke kan udtrykke deres følelser med ord. Derfor siger vi også ofte til forældrene, at de skal fortælle os, hvis det går lidt stærkt derhjemme. Vi opfordrer til et åbent samarbejde,« siger Eva Balleby.

Personalet har også lagt retningslinjer for, hvornår og hvordan forældrene skal inddrages.

»Vi fortæller selvfølgelig forældrene, at deres barn er blevet bidt, og tit kan det også tydeligt ses. Men vi siger ikke, hvem der har bidt. Det er underordnet, selvom nogle forældre går meget op i det. Det er også vigtigt, at vi fortæller forældrene, at deres barn bider. Men ikke hver gang. De er typisk meget ulykkelige over det, så vi snakker med dem og holder dem orienteret. Men vi dunker dem ikke i hovedet med, at nu har barnet bidt igen,« siger Eva Balleby.



Stor forældreinteresse. I vuggestuen Hobitten på Frederiksberg er bid heller ikke et ukendt fænomen.

Men her har personalet en lidt anden holdning til, hvor hyppigt forældrene skal orienteres.

»Forældrene får altid at vide, hvis deres barn har bidt igen. Det er ubehageligt for dem at høre, men hvis det eskalerer, er det rart, at de kender omfanget. Når et barn for eksempel har bidt fem dage i træk, tager vi en samtale med forældrene for at skabe os et billede af barnets situation. Ligger dets frustrationer i vuggestuen, eller er det noget derhjemme? Det er vigtigt at vide, når vi handler på bideriet. Det er vores fornemmelse, at forældrene er glade for den samtale. De bekymrer sig jo også om adfærden og er glade for, at vi tager deres bekymringer alvorligt,« fortæller Pia Rasmussen. Hun er leder af Hobitten, der har 21 børn.

Forældre til "ofrene" bliver også orienteret. Men ikke om, hvem gerningsbarnet er.

»Vi vil ikke have, at forældrene selv tager affære. Det er vores opgave, og vi stoler på hinanden.«

I Hobitten fyldte problemer med bidebørn en overgang så meget, at det var det eneste emne på det halvårlige forældremøde.

»Nogle få børn begyndte med at bide, og det smittede. Vi var klar over, at det skulle stoppes, ellers ville det blive en del af en adfærd, og det kunne vi ikke acceptere,« siger Pia Rasmussen.

Personalet studerede blandt andet "synderne."

»Vi kiggede på, hvad det var, børnene forsøgte at udtrykke ved bid. Var det en kærlighedserklæring? Eller en frustration over ikke at blive forstået? Vi gik tæt på børnene for at observere, hvilken sammenhæng de bed i, og om det var bestemte børn, det gik ud over,« forklarer Pia Rasmussen.

Næste skridt var at forsøge at ændre børnenes adfærd.

»Vi prøvede på at give de bidende børn andre værktøjer. Vi sagde til dem, at det var forkert at bide og viste, hvad de i stedet kunne gøre. For eksempel at slå i en pude, stampe i gulvet eller slå i døren. Vi hjalp dem også med at sætte ord på, så de følte sig forstået. Samtidig var det også vigtigt at lære de børn, der blev bidt, at sige fra.«



Impulsive bid. I Smykkeskrinet på Frederiksberg har leder Birthe Christensen lyttet interesseret til de gode råd og erfaringer, annoncen i Børn&Unge bragte med sig.

Og det har hjulpet - sammen med de ekstra støttetimer, institutionen fik tildelt, da problemet var på sit højeste.

Også her er bidebørnene blevet grundigt studeret, og personalet har konstateret, at der ikke altid er en forklaring på, hvorfor ungerne bider. Hans for eksempel har det tilsyneladende som en ren impuls.

»Han bider ikke, fordi han er aggressiv. Selv når humøret er højt, og han leger på rutsjebanen, kan han finde på at bide - helt uden grund. Det er ulogisk og har været meget mystisk for os. Det eneste, vi kan gøre, er at være opmærksomme og så sige til ham, at den impuls må han forsøge at undertrykke,« fortæller Birthe Christensen, der har samarbejdet tæt sammen med forældrene til Hans.

Smykkeskrinet har også haft succes med at dele børnene ind i mindre grupper.

»Vi har arbejdet meget bevidst med at give dem positive oplevelser. Vi har stimuleret deres sprog, gået små ture og hygget med dem. Det kan man gøre mere koncentreret, når der kun er tre-fire børn i en gruppe. Det har givet et godt resultat, og lige for tiden har vi faktisk ingen børn, der bider,« siger Birthe Christensen.



En plan mod bid

Uddrag fra handlingsplan fra Vuggestuen v/Åen:

Hvad gør vi helt konkret, når et barn har bidt et andet: Det optimale er, hvis der er en voksen til hvert barn, det bidte og bideren.



Handleplan over for det bidte barn:

Der ydes den omsorg, der er relevant for barnets alder. Trøst, snak for eksempel: "Det må hun bestemt ikke." "Det vil du ikke have, at han gør." Barnet skal føle sig forstået i sin smerte. Optræd roligt og undgå sensationsstemning og forargelse.

Køl det bidte sted med koldt vand. Det bedøver lidt, og barnet føler, at der bliver gjort noget for at formindske smerten.

Smør eventuelt huden med desinficerende creme (Helosan).



Handleplan over for det barn, der bider (afhænger af biderens motiver)

Udtryk klart, at du ikke vil have, at barnet bider. Du må godt vise barnet, hvis du er vred, men overfus ikke barnet - undgå den store skideballe. Husk at også dette barn har brug for omsorg.

Konfronter barnet med det bidemærke, det har lavet og med det andet barns smerte og gråd. Adfærden over for barnet reguleres efter alder og udvikling.

Konsekvenser. Tag eventuelt barnet ud af legen: "Når du bider, kan du ikke være med i legen."

Anvis barnet anden adfærd: "Du skal ikke bide, du skal spørge, om du må være med til at lege."

Vis lidt ekstra omsorg og bær aldrig nag til barnet. Det vil være optimalt at iagttage barnet dybere for at finde ud af, hvornår biddet er på vej igen (finde barnets motiver).



Handleplan over for det bidte barns forældre

Fortæl forældrene, at deres barn er blevet bidt, udvis deltagelse. Beklag, at du ikke har været i stand til at forhindre det skete, men hændelsesforløbet skal ikke udpensles.

Fortæl, at det ikke er en ualmindelig adfærd hos små børn, at de bider.

Fortæl aldrig, hvem der har bidt.



Handleplan over for forældre til et barn, der bider

Fortæl forældrene, at deres barn bider. Undgå anklage og sensation og fortæl det eventuelt i sammenhæng med andet.

Fortæl, at det ikke er ualmindeligt, at et lille barn bider, og om de årsager, der kan være til det.

Fortæl, hvad der er gjort, og at episoden er færdig. Forældrene skal ikke konfrontere barnet, når de kommer hjem.

Vis, at du har forståelse for barnet, selvom dets adfærd ikke er acceptabel. Vis, at dit gode forhold til barnet ikke er ændret.

Forældre til et barn, der bider ofte, skal ikke hver dag de kommer have at vide, at deres barn har bidt i dag. Bevar en god dialog og tal om det en gang imellem sammen med en snak om anden udvikling.