Babysprog

Babyen ser opfordrende på dig, man kan tydeligt se, at han vil et eller andet - men hvad? Hvad mon han vil sige? Hvad foregår der inde i hovedet på ham? Frustrationen over ikke at blive forstået kan være stor og føre til mange skrigeture hos barnet. Det kan både forældre og pædagoger tale med om. For man kan jo se, at der er masser af vilje og udtryk bag den endnu ordløse facade. Perioden indtil sproget virkelig bryder frem kan være svær for begge parter. Men den rummer også skjulte muligheder. For det viser sig nemlig, at selvom babyen endnu ikke kan tale, kan han eller hun sagtens kommunikere ved hjælp af tegn og fagter.

Det satte to amerikanske forskere, der også er mødre, sig for at gøre noget ved for nu snart ti år siden. Linda Acredolo og Susan Goodwyn, der begge er psykologer og forsker i børns udvikling, erfarede både gennem deres arbejde og spontant gennem samværet med deres egne børn, at tegn i høj grad kunne både understøtte og stimulere sproget.

Samtidig gjorde det tilværelsen lettere og behageligere for både babyerne og deres forældre og styrkede de følelsesmæssige bånd imellem dem. I stedet for at spilde en masse krudt på at regne ud, hvad babyens behov nu er, er det jo selvsagt lettere, hvis hun for eksempel kan føre en tommelfinger til munden som tegn på, at hun gerne vil have noget at drikke. Eller kan banke sig hurtigt på brystet for at fortælle, at hun blev meget bange. Og nogle ting kan babyer faktisk godt lære at udtrykke, allerede fra omkring otte måneders alderen.

»Egentlig er det jo så oplagt,« siger børn- og ungelæge Vibeke Manniche, der har taget initiativ til den danske oversættelse.

»Da jeg første gang fik kendskab til forskningen i babytegn, tænkte jeg straks: Selvfølgelig Hvorfor har jeg ikke selv tænkt på det noget før? Det er jo omtrent ligeså indlysende som opfindelsen af hjulet. Når først man har set det, er det umuligt ikke straks at tage det i brug.«

»Samtidig ærgrede jeg mig faktisk over, at jeg ikke kendte til babytegn - eller rettere sagt ikke var bevidst om det - da min egne børn var små,« siger hun.

»Det havde jo været sjovt og lærerigt for både børnene og vi voksne.«



Spontane tegn. Både de amerikanske forfattere og Vibeke Manniche understreger, at babytegn ikke er en kompliceret øvelse, man skal gå på kursus i. Tværtimod handler det mest af alt om at få øje på og udnytte en form for kommunikation, der allerede er meget almindelig mellem babyer og voksne. Og mellem mennesker i det hele taget.

»Tag nu for eksempel at vinke farvel,« siger Vibeke Manniche. Det er noget, vi allesammen gør måske hver eneste dag. Og vi gør det i særdeleshed sammen med helt små børn. Vinketegnet kan godt stå alene. Men som regel kombinerer vi det med ordet "farvel". På den måde lærer små børn hurtigt, hvad ordet betyder - belært af den handling, der følger. Snart herefter kan ordet fungere alene - barnet forstår det - eller tegnet kan fungere alene. Eller man bruger det sammen.«

»Og hvem kender ikke tegnet for "kom"«? Eller for "Det ved jeg ikke"? Det gør alle. I virkeligheden er det også en form for babytegn,« forklarer Manniche.

Men det interessante ved babytegn som begreb er, at det viser, at babyer faktisk er langt klogere, end vi gik og troede. De allerfleste babyer er nemlig i stand til hurtigt at lære tegn for en hel række almindelige ting i deres hverdag. Hvis du for eksempel hver gang, du giver din baby mere af noget, samtidig siger "mere" og peger med den ene pegefinger i den anden håndflade, så vil babyer helt ned i etårs alderen faktisk både kunne forstå tegnet og snart selv begynde at bruge det. Og lære ordet bedre at kende.

De amerikanske forskere har også eksperimenteret med tegn for en lang række dyr. En elefant, man har set i zoo, viser man for eksempel ved at tegne en snabel ud fra næsen og samtidig sige ordet. Det er måske ikke det mest almindelige begreb, men det giver alligevel barnet en stor tilfredsstillelse at kunne kommunikere med den voksne om, hvad det har set og oplevet - lang tid før det kan sige ordet. Og det kan også få praktisk betydning. I bogen beskrives for eksempel, hvordan Elisabeth på 17 måneder "taler" med sin mor - uden ord:

»Vi havde lige sat os i køkkenet med Elisabeths mor, Peg, da en farvestrålende optrækkelig mekanisk elefant kom drønende hen over gulvet og for ind mellem benene på os. Mens vi bekymret så til, forsvandt elefanten ind under køleskabet. Et øjeblik senere kom elefantens to sprælske legekammerater - Elisabeth og familiens hund - brasende ind i køkkenet. Selv om vi ikke umiddelbart havde opfattet det, var barn og hund på elefantjagt. Men hvor Søren var elefanten? Hverken Elisabeth eller hvalpen havde nogen anelse om det. Til gengæld kunne Elisabeth finde ud af at spørge sin mor om hjælp. I løbet af få sekunder havde Elisabeth fanget sin mors opmærksomhed og løftet sin finger op til næsen, mens hun flyttede den frem og tilbage som en klar efterligning af elefantens snabel. "Oh, elefanten," svarede Peg, "den er derovre under køleskabet, lad mig hjælpe dig med at få den ud."



Støtter sproget. Mens ordene som regel først begynder at myldre frem hen imod to års alderen, så kan langt yngre børn let give tegn. Begrebet "elefant" - eller hvad det nu er - er altså inde i barnets hoved. Det vil gerne udtrykke det - men sproget er ikke klar endnu. Det er samme fænomen, der gør, at mange børn pludselig siger en hel masse nye ord på en gang. Det passive ordforråd dannes lang tid før det aktive.

»Her er det, at babytegnene faktisk hjælper på vej. For mens mange skeptisk har spurgt, om tegnene ikke bare går hen og erstatter ordene og dermed overflødiggør sproget, så viser det modsatte sig at være tilfældet. Det dvælende ordforråd kan bedre trænes, når babyen kender et tegn for det,« forklarer Vibeke Manniche:

»Hvis barnet for eksempel, hver gang det viser et kramme-tegn, der betyder, at det gerne vil have sin bamse, oplever, at det dels får bamsen, og dels at mor samtidig gentager ordet: "Nå, vil du gerne have din bamse" - så gentages ordet ligeså tit, barnet beder om det. Og på den måde indlæres det hurtigere. Det har de to amerikanske forskere påvist gennem en undersøgelse af sprogudviklingen hos en stor gruppe børn, hvoraf den ene halvdel kommunikerede med babytegn, mens den anden ikke gjorde det. Og "babytegnerne" talte alle før de andre.«



Forstå mig. Men har det da så stor betydning, om man begynder at kunne tale, når man er to eller to et halvt år gammel?

»Nej, ikke umiddelbart,« siger Manniche.

»Men det betyder alligevel noget. Babytegnerne bliver nemlig ifølge forskerne mindre frustrerede over ikke at blive forstået end de andre. De bruger mindre energi på at spekulere over, hvordan de dog skal gøre far begribeligt, at det er sutten og ikke bamsen, jeg vil have - og så videre.

Og den energi kan så bruges godt på at lære andre nyttige ting.«

Babytegn har også vist sig at være særdeles nyttige i vuggestuer og dagplejer. I "Babytegn" beskrives for eksempel, hvordan den 20 måneder gamle Laney ved hjælp af babytegn får hjælp til at afværge en potentiel konflikt.

En ny vuggestueveninde, Marla, er overstrømmende kærlig og giver nogle kram, der helt tager pusten fra Laney:

"Marla var en ret stor pige, og når hun slog armene omkring én, så var man ikke i tvivl om, at her var en pige med krummer i Efter at have fået enkelte af disse bjørnekram gik Laney efterhånden næsten i panik, når Marla nærmede sig.

Pædagogen havde holdt øje med denne udvikling og var klar over, at noget måtte gøres, men hvad? Det lå lige for at løse problemet med babytegn.

Pædagogen trak derfor Laney lidt til side og forklarede hende, at hun næste gang Marla lagde an til et kæmpekram skulle sige "Stop" ved bestemt at række hånden ud med håndfladen pegende fremad. De øvede sig lidt på en "stop og gå-leg" og Laney var snart rustet til at møde verden og Marla på ny.

Manøvren viste sig faktisk at virke, og den næste gang, Marla var ved at træde i aktion, røg Laneys hånd frem og stoppede Marla midt i bevægelsen.

Men Laney havde gemt et trumfkort i ærmet, og til pædagogens store overraskelse fulgte hun spontant den indstuderede stop-gestus op med et babytegn, hun havde med sig hjemmefra: "Tag det roligt". Snart brugte alle børnene disse to tegn, ikke alene overfor Marlas krammeture, men også når andre kammerater opførte sig lidt for voldsomt. Som pædagogen bagefter i sjov fortalte forældrene, gav babytegn hende mulighed for at arbejde med klassisk "assertions-træning" af et hold blebørn«



Ordene vinder. Det er vigtigt at huske på, at bare tegnet virker, er det sådan set ligegyldigt, om det er ligesom det, naboen bruger. Hjemmelavede tegn er mindst ligeså gode som dem, man kan lade sig inspirere til i bogens sidste kapitel.

Og det er netop her, tegnene adskiller sig væsentligt fra ordene. Når indlæringen af sproget er så forholdsvis svær, er det jo ikke mindst fordi, de skal udtales korrekt, for at andre kan forstå dem. Til gengæld er det også ordenes force. Når du kender ordet, kan alle forstå det.

En anden vigtig fordel ved ordene er, at de kan høres langt væk. Du kan for eksempel kalde ude fra køkkenet: "Er du mere tørstig?" Og barnet kan svare ved at råbe ja eller nej tak. Når man kommunikerer med tegn, skal man derimod stå ansigt til ansigt. Det er en anden væsentlig grund til, at størstedelen af de tegn, børn lærer som små, glemmes igen, når ordene kommer. Tegn kan ikke konkurrere med ord i længden. Men de bliver ved med at være et godt supplement. For eksempel når man nikker eller ryster på hovedet, mens man siger ja eller nej. Eller sætter en finger i tindingen for at vise, at det her er skørt

Men hvornår kan man så begynde at træne babytegn?

»Så snart babyen viser tegn på at kunne og ville kommunikere,« svarer Manniche.

»Det sker som regel i 9-10 måneders alderen, men det er ligesom med al anden udvikling helt individuelt, hvornår den enkelte er klar. Man kan godt kigge efter forandringer i kontakten med babyen allerede i syv- tte måneders alderen, men mange børn viser først interesse for tegnene omkring etårs alderen. Det skal først og fremmest være sjovt og ske i en positiv stemning.

Det må aldrig blive et pres.«



Peter Edderkop

Babytegn er i virkeligheden ikke så fremmede. Tænk bare på, hvordan man synger og laver tegn til mange sange i vuggestuen. I "Mon du bemærket har, hvad der på loftet var...?" og i "Lille Peter edderkop", gør vi for eksempel nogle helt bestemte tegn, der viser edderkoppen, elefanten, at den var stor, at regnen faldt - og så videre. De tegn kan man sagtens begynde med. Næste gang I ser en edderkop ude på legepladsen, så prøv at lave kravle-tegnet for edderkop og sig ordet samtidig. Så har I lagt grunden til det første babytegn.



"Babytegn - tal med dit barn, før dit barn kan tale" af Linda Acredolo og Susan Goodwyn, oversat at Peter Riis Hansen, forord af Vibeke Manniche, forlaget Liva. Udkommer 4. oktober 2002.