Asylmutters børn

Anne Sophie havde sikkert hård hud på rumpen, for hun har siddet på trætrappen i Holbæk Asyl en stor del af dagens 12 timer. Dagen bød på håndarbejde, morgenbøn, bibelhistorie, skrivning og regning efter tabel. Dagen startede klokken syv. Om vinteren var den et par timer kortere, fordi forældrene ikke kunne arbejde efter mørkets frembrud. Vi er midt i 1800-tallet før elektricitetens opfindelse. Håndarbejdet gik især ud på at strikke uldstrømper. Jo flere strømper børnene strikkede, jo bedre kunne man sige, det gik for asylet.

Historiker Lise Høyrup, som er projektansat på Holbæk Museum, har sammensat udstillingen Hvor Spiren Gror om Holbæk Folkebørnehaves historie, og udstilllingen er opbygget som et møde mellem børnenes hverdag i Holbæk Asyl i 1800-tallet og børnenes hverdag i Holbæk Folkebørnehave i dag. Men udstillingen er blot endestationen på en lang tidsrejse gennem børnehavens historie, hvor børn og pædagoger har været involveret i genoplivningen af stedets historie. Gennem projektet har børnene fået en smagsprøve på datidens institutionsbørns liv.



Rollespil. »Jeg gravede egnede historier frem fra børnehavens arkiv, og det blev til fortælletimer og rollespil, som børnene deltog i. Jeg lavede for eksempel et rollespil om Anne Sophie, den første pige vi kender til på asylet. Børnene og jeg gik op på det lille kvistkammer (i den nuværende børnehave, red.). Her lå Anne Sophies far Niels og sov - det var børnehavens leder Gert Hansen, som spillede Anne Sophies far. Børnene blev bedt om at vække ham, for han skulle på arbejde som vægter. Så smurte de hans madpakke: En sukkermad, en fedtemad og et stykke pølse, hjemmets eneste, som faderen selvfølgelig skulle have. Børnene fik middagsmad: Rugmels-grød. De kunne mod forventning godt lide det og syntes, "Anne Sophie var heldig, at hun fik sådan noget mad". Jeg tror ikke, børnene helt kan forestille sig, hvordan det var at leve på sultegrænsen,« fortæller Lise Høyrup.

Anne Sophie blev født i 1844. Hun havde en store- og en lillebror. Familien levede på sultegrænsen, og hun har sandsynligvis været fejlernæret. Hendes far døde af kolera som 37-årig, moderen af kræft tre år efter. Kort forinden havde faderen ellers forbedret familiens kår ved at få job som vægter med fast hyre. Udover kolera var tuberkulose en anden af tidens store dræbere. Fik en familie sygdommen, døde den ene efter den anden. Man havde ingen medicin imod det og kunne bare håbe det bedste. Man kunne heller ikke flygte fra de små, uhygiejniske lejligheder og det dårlige drikkevand.

Én af de måder, Lise Høyrup har skabt mødet mellem datid og nutid, er ved at udpege "nutidsdrengen". Han hedder Timon Dybvik Nielsen og går i Holbæk Folkebørnehave i dag. En kunstner har bygget en model af ham, som kan ses på udstillingen ved siden af en model af Anne Sophie. Timon er født i 1995 og har en storebror. Faren er slagteriarbejder, moren social- og sundhedsassistent. Familien er det tætteste, vi i dag kommer en arbejderklasse, men der er en verden til forskel i velfærd mellem Anne Sophies og Timons familier.

Asylerne var dog en velfærdsforløber: Forældrene betalte ingenting for at få deres børn passet. Ikke før i 1920, hvor asylet begynder at få stats-støtte med den betingelse, at der var en vis forældrebetaling. Men der har ikke været meget at rutte med: I arbejderfamilierne arbejdede begge forældre af nød for overhovedet at få brød på bordet, og mange børn måtte derfor passe sig selv alene hjemme eller på gaden. Den hjemmegående husmor er en nyere opfindelse. Der var derfor stort behov for asylerne, hvor børnene kunne være, fra de var to et halvt, til de blev syv år gamle. Holbæk Asyl blev bygget i 1837 som det niende i landet. Det første asyl blev oprettet af kronprinsesse Karoline Amalie i København 1828.

Indtil 1920 blev Holbæk Asyl udelukkende drevet med godgørende midler, gaver og faste bidrag fra en medlemskreds. Der var en asylforening, som gav faste bidrag. Donorerne var typisk det bedre borgerskab i byen, som har haft forskellige motiver til at give, dels barmhjertigheds- eller velgørenhedsmotiver, dels en måde at demonstrere på, at de ville tage aktiv del i samfundet. Vi er i den periode, hvor man diskuterer fri forfatning og demokrati, og borgerskabet ønsker mere magt. Derfor søger de at demonstrere troværdighed og social ansvarlighed. Asylets afhængighed af donationer er grunden til, at bilag og regninger er noget af det allerbedst bevarede i arkivet, for donorerne holdt øje med, at pengene gik til de rette formål.



Fødselsdag som i 1876. De velbevarede bilag gjorde det for eksempel muligt at fejre børnehavens fødselsdag den 29. oktober 2001, ligesom man havde gjort det i 1876. En købmandsregning dokumenterer, at traktementet bestod af risengrød og øl.

Lise Høyrup skrev gennem projektet nyhedsbreve, som børnehavens forældre fik med hjem. Her kunne de læse om kommende fortælletimer og aktiviteter for børnene. En anden af disse foregik den første weekend i november sidste år, hvor der var sy- og træværksted i børnehaven. Da blev der syet kopier af tøj, som asylbørnene brugte. Børnehavebørnene havde tøjet på ved udstillingens åbning, hvor de tog opstilling på asyltrappen, og besøgende på museet har nu mulighed for at prøve tøjet.

Arbejderklassen havde typisk ét sæt tøj at skifte med og to-tre par strømper. Om vinteren gik de med uldtøj. Uldne sokker og træsko, bælgvanter, et uldent sjal eller en ulden trøje, måske en uldkjole. Nogle har været heldige at arve tøj fra en borgerskabs-dame, men de har helt sikkert ofte frosset. Man vaskede ikke tøj ret tit, og bad foregik ved vandposten i gården, så man har haft et mere afslappet forhold til hygiejne end vores Natusan-generation. Hvert år til jul fik børnene tøj, som damekredsen havde syet til dem. Nulevende ældre, der har været asylbørn i tyverne, fortæller, at disse gaver ikke altid faldt i god jord. For det første passede tøjet ikke altid, fordi målene blev taget først på året. For det andet følte mange det ydmygende at skulle modtage nådegaver fra de rige.



Pædagogik anno 1850. En stor del af pædagogikken på asylet gik ud på at skabe social ro og gøre børnene til gode samfundsborgere. Læs: Arbejdere. Man lærte børnene dyder som lydighed, sandhedskærlighed, fredsommelighed og gensidig velvilje. Datidens pædagog kaldtes en lærermoder. I daglig tale sagde man asylmutter, men hun skulle lære helt basale ting fra sig og hjælpe den skolelærer, som var ansat til decideret at undervise børnene. I asylet har der været 100-115 børn på omkring 50 kvadratmeter fordelt på to rum. Det er den halve plads af, hvad man har i dag. Derfor kunne der nok være brug for pædagogiske tiltag som det, Viola, et tidligere asylbarn, husker: Når børnene skulle sidde stille på asyltrappen, skulle de holde "lås for mund" - fingeren over læberne, som når man tysser på nogen. Disciplinen var streng, og normeringen ville heller ikke have huet BUPL: To-tre voksne om cirka 100 børn.

Biblen blev symbolet på 1800-tallets pædagogiske dyder. Alle børnene fik en bibel, når de gik ud af asylet. Den skulle lede dem videre frem i livet. Den bibel, som tilhørte den første dreng på Holbæk Asyl, Mads Nielsen (født 1833) er med på udstillingen. Hans søn gav sin bibel tilbage til børnehaven, da den havde 100 års jubilæum. Lise Høyrup har taget navnet til udstillingen fra datidens opfattelse af asylbørnene som små spirer, man skulle forme, så de voksede op med de rette værdier.

I dag får børnene typisk en lille kuffert med, når de går ud af børnehaven. I den samler de highlights fra tiden i børnehaven, så kufferten bliver et CV, og i dag fremelsker institutionen i højere grad børnenes selvtillid og individualitet. Timons kuffert med diplomer og fotos er del af udstillingen sammen med Mads' bibel.

Som kufferten viser, tager vore dages pædagogik udgangspunkt i det enkelte barn og dets kreativitet og individualitet. Asylbørnene har ikke haft mulighed for at udvikle deres kreativitet. Og dog. Tiden før Fætter BR har stillet store krav til fantasien, for legetøj var sparsomt. Man tog en sten med hul i og bandt en snor igennem. Det var en ko. Den græssede, man tøjrede den og legede, den fik en kalv. I øvrigt var det en forsvindende lille del af dagen i asylet, som var afsat til fri leg. Og når børnene kom hjem, måtte de deltage i arbejdet. Anne Sophie har lavet mad, passet børn og gjort rent, så asylets stramme program har nærmest været afslappende for hende. Af fremmødeprotokollen kan man se, at Anne So-phie har mødt flittigt på asylet. Hun går der indtil 1851, hvor hun kommer i skole. Som 14-årig kommer hun ud at tjene, og hun må have rettet sig efter lærermødrenes dydsformaninger, for hun får skudsmålet "meget godt".

Holbæk Folkebørnehave har været begejstret for at være involveret i Lise Høyrups projekt, hvor børnene har mærket historien med alle sanser. Historie er ellers en temmelig abstrakt sag for børn i børnehavealderen. Lise Høyrup siger:

»Man kan jo ikke måle og veje, hvad de har fået ud af projektet. Men jeg tror, de får en fornemmelse af, at det ikke altid har været sådan, som vi har det i dag, og at vi nok er ret heldige, fordi vi har alt det, vi har. De får en bevidsthed om, at det ikke er en selvfølge.«



Lise Høyrup er uddannet pædagog fra Tårnby Pædagogseminarium i 1977. Til daglig er hun konsulent for lokalarkiverne i Vestsjællands Amt, men p.t. er hun projektansat på Holbæk Museum. Hun kan kontaktes på museet på tlf. 5943 2353.



BUPL's Udviklings- og Forskningsfond har støttet projektet med 160.000 kroner.