Arbejdspladsvurderinger; Institutioner overtræder lov

Siden 1997 har det været et lovkrav, at alle arbejdspladser med mere end fem ansatte skal udarbejde en arbejdspladsvurdering (APV), som skal sætte fokus på alle såvel fysiske som psykiske arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladserne - og frem for alt få dem løst.

Det sidste kniber det gevaldigt med hos daginstitutionerne, viser en detaljeret analyse af syv arbejdspladsvurderinger, som Børn&Unge har foretaget sammen med BUPLñs arbejdsmiljøkonsulent, Niels Bang Hansen. Institutionerne er ganske gode til at overskue og nedskrive deres arbejdsmiljøproblemer, men i alle tilfælde er der ikke fulgt op på de nedskrevne problemer, og i næsten alle tilfælde angives der ingen løsning.

Forklaringen er, at enten sikkerhedsrepræsentanterne eller institutionernes ledere, der skal udarbejde APVerne, ikke har den tilstrækkelige uddannelse eller ikke er godt nok orienteret om hele ideen med APVer.



Vigtige bærepiller mangler. En APV består af fire elementer, som er nøje beskrevet i arbejdsmiljøloven. Faktisk er teksten så detaljeret, at indholdet ikke burde give anledning til misforståelser, mener Niels Bang Hansen. Alligevel opfylder ikke en eneste af de analyserede APVer lovens krav.

De fire elementer er:

- Overblik - vurdering af arbejdsmiljøproblemer

- Analyse - problemløsning

- Handleplan - en tidsplan for problemernes løsning

- Ajourføring af APVen.

De fleste institutioner får nedskrevet de arbejdsmiljøproblemer, som personalet døjer med til dagligt, og de har næsten alle lagt et stort stykke arbejde i en detaljeret beskrivelse. Nogle institutioner har endda lavet personlige beskrivelser af alle ansattes opfattelse af deres arbejdsmiljøproblemer og de mangfoldige kvaler, de døjer med til dagligt.

Institutionerne er også gode til at analysere arbejdsmiljøproblemerne, der ofte er af helt basal karakter, nemlig for mange børn på for lidt plads, støj, indeklima, fysiske belastninger og stress.

Men når det gælder om at følge op på de beskrevne belastninger, kikser det fuldstændigt for institutionerne, og det tyder på, at sikkerhedsorganisationen og dermed arbejdsgiverne ikke magter at styre systemet. Selv alvorlige arbejdsmiljøproblemer som indeklima og støj, der er beskrevet i vurderingen, er af uransagelige årsager ikke medtaget i problemløsningen og slet ikke medtaget i handleplanen. Ingen af de gennemgåede APVñer havde styr på ajourføring, og i mange tilfælde var der ikke sat navn på den ansvarlige, som efter loven skal følge op på problemerne.



Puslebord det største problem. Arbejdspladsvurderingerne afslører en himmelvid forskel på, hvordan institutionerne opfatter deres arbejdsmiljøproblemer. En institution har beskrevet 34 punkter med alverdens plager: Fugt, svamp, støj, for lidt plads, massivt stress hos personalet, dårlig belysning, træk, dårlige ergonomiske forhold og en række andre belastninger. Omvendt består en anden institutions alvorligste problem i, at der mangler et puslebord til bleskiftning.

»På mig virker det lidt besynderligt, at det eneste arbejdsmiljøproblem skulle være fravær af et puslebord til 800 kroner. Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes,« mener arbejdsmiljøkonsulent Niels Bang Hansen.

I nogle tilfælde viser APVñerne, at pædagogerne arbejder under direkte ulovlige forhold. En sikkerhedsrepræsentant skriver i sin APV, at personalet på grund af for mange børn kun har tid til at holde pauser fredag eftermiddag, når børnene bliver afhentet tidligt.



Langsom sagsbehandling. Børn&Unge har sammen med Niels Bang Hansen også gennemgået arbejdsgivernes - altså kommunernes forarbejde - til APVerne.

»Umiddelbart ser det ud til, at arbejdsgiverne har givet institutionerne et godt rådskab at arbejde videre med. Men meget tyder på, at hverken sikkerhedsrepræsentanterne eller lederne har fået tilstrækkelig instruktion i, hvordan man håndterer en APV. Og det er jo arbejdsgiverens ansvar at instruere og uddanne sit personale,« siger Niels Bang Hansen, der efterlyser en betydelig opkvalificering af de nøglepersoner, der udarbejder APVerne.

Behandlingen af APVerne behandles også forskelligt fra kommune til kommune. Nogle indsamler og registrerer oplysningerne centralt og elektronisk, mens andre APVer ikke kommer uden for institutionens dør.

Kun få af de arbejdsmiljøbelastninger, som institutionerne har nedskrevet, er tilsyneladende kommet til kommunens kendskab, og sagsbehandlinger ser ud til at være både kringlet og møjsommelig. I en institution er det detaljeret beskrevet, at badeværelser og toiletter ikke fungerer, men der går et år, før sagen tages op i kommunens sikkerhedsudvalg, og nu - tre år efter - viser APVen, at problemerne ikke er løst.



Institutionerne låst fast. Hovedparten af de arbejdsmiljøproblemer, institutionerne kæmper med, kan ikke umiddelbart løses decentralt via driftmidlerne, men er overladt til en merbevilling gennem det politiske udvalg eller en politisk beslutning om normering.

De tunge arbejdsmiljøproblemer som dårligt indeklima, for mange børn på for lidt plads, psykiske belastninger og stress, dårlig indretning og andre bygningsmæssige begrænsninger, kan ikke løses af de enkelte institutioner, og APVerne viser, at der ikke i et eneste tilfælde er kommet gang i samarbejde om at få løst de omkostningstunge problemer.

»APVerne fortæller, at en del pædagoger lever med risiko for nedslidning og kroniske lidelser. Støj og dårligt indeklima er altså ikke i småtingsafdelingen, og problemerne kan ikke løses af de enkelte institutioner. Vi har medlemmer, der har mistet håret på grund af bylder i hovedbunden efter udsættelse for giftige svampe, og antallet af tinnitustilfælde ligger stadig på et alt for højt niveau. Det samme er tilfældet med pædagoger, der lider af astma, allergi og andre lungelidelser,« siger Niels Bang Hansen.

Han tvivler på, at de lovpligtige arbejdspladsvurderinger er tilstrækkelige, hvis arbejdsmiljøet i institutionerne skal blive bedre. Ideen er i princippet god, men når de belastninger, institutionerne beskriver, ikke kommer videre eller bliver løst af arbejdsgiverne, er hele strukturen ikke meget værd, mener han.