Arbejdsmiljø: Fik sammenbrud på jobbet

Sara er på vej ud ad døren på sin arbejdsplads, da hun falder om. Hun kan næsten ikke bevæge overkroppen og er bange for at få hjertestop. Men på hospitalet finder lægerne ud af, at den dengang kun 32-årige Sara har fået et nervesammenbrud, og at det er lang tids spændinger i musklerne, der er grunden til, at hun har så svært ved at bevæge overkroppen. Den store psykiske belastning skyldes, at hun er blevet mobbet på arbejdspladsen.

Gennem de seneste fire måneder var Sara nærmest konstant blevet mobbet af lederen, afdelingslederen og tre af hendes kolleger i den integrerede vuggestue og børnehave, hvor hun var ansat. Kun en enkelt kollega støttede hende i den svære tid.

Det foregik i 1998 og var begyndt ved, at Sara i sin stilling som tillidsrepræsentant viste et kritisk brev til den øverste leder, hvori nogle af de ansatte havde skrevet under på, at de følte sig dårligt tilpas på arbejdspladsen.

"Både min afdelingsleder og leder ringede hjem til mig og svinede mig til og truede mig. Lederen sagde for eksempel, at hvis jeg prøvede at gå videre med brevet, ville han ikke svare for følgerne. Det var simpelthen så ubehageligt," fortæller Sara, som stadig har en båndoptagelse med lederens besked fra telefonsvareren.



Mobbet for sin person. Brevet blev starten på mobningen. Mens Sara hørte det, spurgte de to ledere for eksempel hendes kolleger:

'Hvordan er det at arbejde med en overvægtig kvinde, duer hun til noget?'.

Da lederen ringede hjem til den kollega, som støttede Sara, var Sara tilfældigvis hos hende og overværede spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne arbejde med en så stor kvinde som Sara.

Sara brød fuldstændig sammen. Det var ikke fagligheden, hun blev mobbet på, men hendes person og privatliv.

Efterhånden fik lederne kollegerne med på isoleringen af Sara, og da hun på et tidspunkt havde et par sygedage, måtte hun overhøre kommentarer som: 'Hun er sikkert syg, fordi hun er overvægtig'.

Mobningen gik også på, at Sara har en anden etnisk baggrund end dansk.

"Mens jeg var i rummet, snakkede mine kolleger højt og sagde for eksempel: 'Det er også derfor, hun har psykiske problemer'. Det var så grimt, og de nedbrød mig fuldstændig," siger Sara, der også oplevede at blive totalt ignoreret.

Når afdelingen havde personalemøde, blev der købt morgenmad til alle andre end hende. I pauserne blev der smurt mad til alle de ansatte - på nær hende. Og når hun sagde godmorgen, lod ledere og kolleger som ingenting.

"Der findes ikke noget mere ubehageligt end at sidde ved et kaffebord, hvor de andre taler hen over hovedet på dig. De lod som om, jeg ikke var der, eller sagde for eksempel: 'Hende kan vi ikke regne med, for hun gider jo ikke at lette røven'. Hvis de så endelig stillede mig et spørgsmål, sagde de lige bagefter: 'Vi gider alligevel ikke høre svaret'," fortæller Sara.



Grå i ansigtet. I starten kunne Sara godt forsvare sig, men efterhånden blev hun fuldstændig nedbrudt. I et sidste forsøg på at stoppe mobningen, indkaldte hun lederne til et møde, men de overfusede hende så meget, at hun chokeret måtte forlade mødet.

Mobningen ramte Sara hårdt. Hun græd tit på arbejdet, hendes hjerte slog ekstra slag, og hendes mave fungerede ikke ordentligt.

"Jeg følte mig som en bold, der bare blev sparket på, men jeg havde ikke længere overskud til at gøre noget. Jeg havde konstant ondt i maven, kunne ikke sove og var helt grå i ansigtet. Når lederen kom ind på stuen, begyndte jeg at svede, fordi jeg var bange for, hvad han nu ville gøre. Derhjemme sad jeg bare og rokkede, mens jeg kiggede ud i luften og græd. Det var virkelig hårdt for min mand og mine venner," siger Sara.



Hård og lang kamp. Den dag, Sara faldt om på vej hjem fra arbejde, blev et vendepunkt. På Arbejdsmedicinsk Klinik fik hun diagnosen depression som følge af mobning, og hun tog medicin lang tid efter.

Men hun tog sig også sammen og gik til sin fagforening BUPL, der førte sag mod lederen og afdelingslederen, som et år senere blev fyret. Til trods for denne oprejsning, og der er gået 12 år, har mobningen sat dybe spor.

"Nu kryber jeg langs gulvbrædderne, for mine gamle kolleger og ledere har fuldstændig knækket min selvtillid. Og straks der er noget galt på min nuværende arbejdsplads, sætter det sig i min mave. Selv inden det her interview har jeg taget en halv pille for at blive beroliget, for det hele kommer op igen," fortæller Sara, der i dag er 44 år gammel .

Hun har prøvet at kæmpe sig tilbage og har gået på mange kurser for at lære at sige fra over for andre mennesker.

Det har givet gode resultater.

"I sidste uge fik jeg at vide af kollegerne på min nuværende arbejdsplads i et fritidscenter, at min leder havde bagtalt mig. Jeg gik direkte til ham og sagde, at jeg ikke vil finde mig i at blive mobbet. Han endte med at sige undskyld mange gange, og nu har vi det rigtig godt sammen. Så det er det gode, der er kommet ud af al den smerte. Men det har været og er stadig en hård og lang kamp," siger Sara.