Arbejdsgivere om OK 02 - Mere Ny Løn og færre tillidsfolk

For at Ny Løn kan blive en virkelig succes, skal der være mange flere penge at forhandle om lokalt. 50 procent af overenskomstkagen vil være passende.

Med denne overordnede målsætning går de kommunale arbejdsgivere ind til Overenskomst 2002. Første forhandlingsmøde er berammet til den 18. december.

»Ny Løn er kommet godt fra start, men alle undersøgelser viser, at både ledere og medarbejdere mener, at der er alt for få midler i forhold til det store arbejde, der ligger omkring forberedelse og gennemførelse af forhandlingerne,« lyder KLs begrundelse for at ville en udbygning af Ny Løn. Konsekvensen af at afsætte flere midler til Ny Løn vil være, at der bliver mindre til generelle lønstigninger og de andre tværgående formål, som forhandles ved det centrale overenskomstbord.

Arbejdsgiverne giver i deres OK02 oplæg "Mål og udfordringer på det kommunale overenskomst- og aftaleområde" også deres bud på, hvordan en fremtidig idealmodel for Ny Løn skal se ud.

Modellen skal ene og alene angive en grundløn for fodfolket i den pågældende overenskomst. Alt det andet, som er indeholdt i eksisterende Ny Løn modeller, skal skrælles væk. Ingen centralt aftalte løndele for funktioner og kvalifikationer, ingen personlig løngaranti, intet overgangstillæg og ingen bestemmelser i øvrigt, der lægger bånd på den lokale løndannelse.



Man bliver enige. Ønsket om at få lagt flere midler ud til lokal forhandling er arbejdsgiverne ikke ene om. Der er også organisationer på lønmodtagersiden, som synes, det er vejen frem. BUPLs holdning er, at der skal ændringer i systemet til, hvis - gentager hvis - den lokale lønkage skal være større på bekostning af den centrale. Ændringer, som under ét etablerer et mere ligeværdigt styrkeforhold mellem parterne. En af mulighederne er en lokal konfliktret, en anden er indførelse af en voldgiftsinstans, som træder til, når partnerne ikke kan blive enige.

Arbejdsgiverne kan imidlertid ikke få øje på problemer i det nuværende tvisteløsningssystem. De synes alt i alt, at det fungerer tilfredsstillende.

»I forhold til det meget store antal forhandlinger, der er gennemført lokalt, er det et relativt begrænset antal ansatte, der rejses sager for. Statistikken viser tydeligt, at der bliver udvist forhandlingsvilje fra begge parters side,« påpeges det.

Statistikken, der henvises til, fortæller, at der siden april 1998 er rejst 467 sager. Heraf er ni endt uden resultat efter turen gennem tvisteløsningssystemet, mens resten er blevet løst i mindelighed.



"Supertillidsrepræsentanter". Tillidsfolkenes forhold bliver et vigtigt tema ved OK02. Forhandlingssammenslutningen KTOs pointe er, at decentraliseringen kun kommer til at fungere i praksis, hvis tillidsfolkene får bedre vilkår. Både hvad lønmæssig kompensation samt tid og uddannelse angår.

Arbejdsgiverne er for så vidt enige i, at de lokale tillidsrepræsentanter er nøglepersoner, og at der er brug for at se på deres vilkår. Det er måden, arbejdsgiverne forestiller sig det gjort på, som er opsigtsvækkende.

Opskriften er, at tillidsmandsfunktionen skal samles på færre hænder. Begrundelsen lyder sådan her: "En tillidsrepræsentant bliver ikke bedre til at håndtere vanskelige afskedigelsessager og forhandle Ny Løn, fordi han/hun har meget få sager og få medlemmer at forhandle for. Tillidsrepræsentanter får heller ikke mulighed for at blive dygtige forhandlere, hvis han/hun ikke har selvstændig forhandlingskompetence. Tværtimod. Det er derfor nødvendigt at gøre op med organisationernes ønske om den store spredning af tillidsrepræsentant-opgaverne, hvis de skal løses kvalificeret. Det er ikke kun et spørgsmål om, at arbejdsgiverne ikke vil give tid, uddannelse eller vikardækning nok. Nok så mange tillidsmandskurser, efteruddannelse eller "sidden på sidelinien" kan ikke opveje egne erfaringer fra den virkelige verden."

Byttehandlen, som arbejdsgiverne tilbyder, er altså en slankning af tillidsmandskorpset til gengæld for nogle vilkår, der skal gøre det attraktivt at påtage sig hvervet som "supertillidsrepræsentant".



Færre regler. Op gennem 80erne var det ved hver eneste overenskomstforhandling et arbejdsgiverkrav at få afskaffet reguleringsordningen. Det er den, der sørger for, at lønnen i den offentlige sektor udvikler sig i nogenlunde samme takt som i den private. Kravet er nu fuldstændig forladt. Arbejdsgiverne ser i dag reguleringsordningen som et instrument, der i høj grad også tjener deres interesser. Det gør den ved at forhindre den kommunale lønudvikling i at løbe løbsk. Hvis den samlede kommunale lønudvikling i en periode har været større end den private, sker der nemlig det, at de generelle lønstigninger bliver sat tilsvarende ned.

Mens kravet om reguleringsordningens afskaffelse er droppet, holder arbejdsgiverne fast i en anden gammel overenskomst-traver: Kravet om forenklinger i det kommunale aftalekompleks. Denne gang er det endda så højt på listen, at man taler om forenkling som en overordnet målsætning.

Problemet med det nuværende aftalekompleks er ifølge Kommunernes Landsforening, at det er udviklet af professionelle forhandlere til professionelle administratorer, men da det som følge af decentraliseringen i dag er institutionslederne, der sammen med den stedlige tillidsrepræsentant skal forstå og forvalte reglerne, er der et stærkt behov for forenklinger. De skal sikre, at der ikke er flere regler end nødvendigt, at de er affattet i et forståeligt sprog, at regler, der betyder det samme, er formuleret ens, og at reglerne er til at efterleve i praksis.



Urealistiske arbejdsgivere

Sekretariatschef Signe Friberg Nielsen fra forhandlingssammenslutningen KTO anser det for fuldstændig urealistisk, at halvdelen af de midler, der er til rådighed ved OK 02, skulle blive lagt ud til lokal forhandling.

»Arbejdsgiverne siger, at det er deres mål, men mon ikke de tænker langsigtet. Vores udgangspunkt er, at de kommunalt ansattes realløn skal sikres gennem først og fremmest generelle lønstigninger. Hvad der herefter er tilbage af overenskomstmidler er ikke til at sige på nuværende tidspunkt, men vi har en række andre krav, der skal bruges midler på. Vi diskuterer i øjeblikket i KTO, om vi overhovedet er indstillede på at forlodsafsætte midler til de lokale forhandlinger. Det, vi kan se, er, at arbejdsgiverne kun lige udmønter det, der er betalt for ved det centrale bord. De betragter det som en pulje, og det var ikke det, der var meningen,« siger Signe Friberg Nielsen.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 blev mere end 75 af den samlede OK-ramme brugt på generelle forbedringer, mens kun 14 procent gik til Ny Løn.

Centerleder Jesper Due fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet er ikke i tvivl om, at Ny Løn også ved de kommende overenskomstforhandlinger bliver et af de vigtigste punkter. Ligesom det var det i 1997 og 1999.

»På begge sider af bordet høres klager over, at der er for få penge at forhandle om. Så jo, det ender nok med, at der sættes noget mere af til Ny Løn. De centrale overenskomstforhandlinger får dermed mindre betydning for løndannelsen, men det er organisationerne ikke specielt vilde med, for det er med til at svække deres positioner,« påpeger Jesper Due, som derfor heller ikke forventer en meget stor nytilførsel af midler til de lokale lønforhandlinger.