Ambassadørerne: Vi skal lytte til børnene

Med sin blide stemme, der endnu bærer tydelige spor af barndommens vendelbomål, kan han i timevis underholde om, hvad børn har fortalt ham. Den lune (jyske) humor forsvinder kun, når latteren ind imellem runger, fordi det, han fik at vide af børnene, var særlig genialt. Erik Sigsgaard går meget op i, hvad børn kan fortælle om at være børn. Og det synes han også, at andre voksne burde gøre. For ved at lytte til børn kan voksne blive klogere på, hvordan de giver børn den bedste barndom. Noget af det allervigtigste i en god barndom er tryghed. Erik Sigsgaard mener, at tryghedsbegrebet har flyttet sig. Fra at børn var trygge, fordi der var tiltro til, at de gjorde deres bedste, til at de er trygge, fordi de bliver passet på af ansvarlige voksne.



"Barndommen er blevet stærkt forandret i min tid. Den er blevet institutionaliseret, men om den er blevet dårligere, afhænger af, om man som barn er i en institution, der prøver at af-institutionalisere sig hele tiden. Hvis man er det, kan en moderne barndom være grænseløst god. Er man derimod barn på en institution, hvor pædagogerne ikke lytter til børnene, men skælder meget ud, så er den ikke god," siger han.

Erik Sigsgaard kan ikke lide den institutionaliserede barndom, hvis den foregår sammen med pædagoger, der ikke gør sig umage med at tillade børn at være børn. Han kan heller ikke lide, at man kalder de små børn for førskolebørn, så barndommen bliver legitimeret som en forberedelsesfase til noget, der kommer senere. For dermed siger man samtidig, at det, der foregår efter de seks første år, er mere væsentligt. At det er det egentlige liv.



"Vi er i gang med at gøre barndommen til det uegentlige, og vi reducerer den til en forberedelse. Jeg håber, at dem, der arbejder med de yngre børn, undgår at blive reduceret til førskolepædagoger og børnene til førskolebørn. Men det er rigtig, rigtig svært lige nu, for presset for at øge skoleficeringen er meget stort fra myndighedernes og fra nogle forældres side. Vi er endnu ikke helt der, hvor resten af Europa er, men man kan frygte, at det går i den retning," siger han.



Retten til frihed. Erik Sigsgaard husker især sin egen mormor som en, der lod sine børnebørn være i fred og gav dem lov til at være børn. For eksempel når hun - til hans forældres store fortrydelse - tillod, at børnene gravede kanaler gennem hele hendes have, fyldte dem med vand og sejlede med skibe i timevis.



"En god barndom er at have haft sådan en uansvarlig mormor. Og følelsen af frihed. At man kan gå, når man vil, og lege med det, der optager en. Den gamle barndom - før institutionaliseringen - var på mange måder mere fri. Vores mor vidste ofte ikke, hvor vi var i flere timer, og det havde hun det øjensynligt fint med. Men det vil voksne jo ikke finde sig i nu om dage. Vi kræver, at vores børn skal kunne fremskaffes på sekundet," siger han.

Børn skal have mere fred og lege på deres egne præmisser. Og det skal slet ikke være læreplaner og andre planer, der styrer børnehaverne, mener Erik Sigsgaard.



"Mens kommunerne udmelder fokusfelter, og jeg ved ikke hvad, så dør livet. Alligevel er det jo ikke sådan, at alt var evigt godt, da kommunen ikke blandede sig. Jeg tror, at man skal holde fast i kritikken af det nye der, hvor det er for bureaukratisk og begrænsende, men også holde fast i, at det gamle heller ikke var godt nok. Og så må man finde nye former," siger han.

Erik Sigsgaard fremhæver blandt andet Reggio Emilia-institutionernes inspirations-netværk, hvor man mødes, udveksler erfaringer og lærer af hinanden. Han mener, at vi har lært meget af den norditalienske pædagogik, men deres organisering omkring institutionerne har ikke slået an i Danmark, og det er en skam, synes han.



Skældud er at slå. Selv om 70-årige Erik Sigsgaard for længst er gået på pension, betyder det ikke, at han arbejder mindre end før. Han har stadig et kontor på "Videncenter for Institutionsforskning" på Højvangseminariet, og hans kone og andre kan ikke rigtig mærke forskel på nu, og da han var ansat.



I de senere år har Erik Sigsgaard været mest optaget af sin skældud-forskning og af at skrive bøger. Bogen "Skældud" kom i 2002, og sidste år kom "Skæld mindre ud", som er mere rettet mod forældrene. Han holder mange foredrag om skældud i institutioner og for forældre, der gerne vil lære at skælde mindre ud, og han spørger altid, om nogle kan huske, at de ikke blev skældt ud af deres forældre eller bare den ene af dem. Når tilskuerne har grinet færdig, viser det sig, at nogle få stykker alligevel har haft en barndom uden skældud. På landsplan har det vist sig at være et par hundrede stykker ud af de cirka 15.000, Erik Sigsgaard har spurgt til sine foredrag.



"Jeg er især interesseret i de 38 personer ud af de cirka 200 hundrede, hvor hverken far eller mor har skældt dem ud. Indtil videre kan jeg se, at en barndom uden skældud fra begge forældre har betydet, at de mennesker har et lidt mere positivt syn på tilværelsen end vi andre. Det ligger dem også fjernere at skælde deres egne børn ud. Der er ingen tvivl om, at dem, der ikke er blevet skældt ud, fortæller deres historie med mere varme, mere positivitet og mere livsglæde, end vi andre. Skældud er ikke noget isoleret, men en budbringer om, hvordan det står til i familien. Og så er det stærkt smitsomt."



Mange menneskers først reaktion er, at skældud hører med, og at man får skældud, fordi man fortjener det. De fleste tvivler på, om man kan undvære skældud i børneopdragelsen. For hvordan skal man ellers lære sine børn noget.

"Men hvad nu, hvis det ikke er os voksne, der skal forme børnene, men at børn former sig selv. Et gennemgående træk i de familier, hvor man ikke skælder ud, er, at de voksne hjælper børnene. Som den pige, hvis far gik med hende hen til en anden pige for at sige undskyld for, at hun havde sparket hende. Hun er en meget voksen kvinde nu, men hun glemmer aldrig den opbakning, hun fik af sin far. Det var en fornemmelse af at blive hjulpet og støttet, og af at hendes far var der for hende. Det er nok det, børn ønsker sig allermest," siger han.



Erik Sigsgaard kan - efter mange års forskning i sanktioner - fastslå, at der ikke er noget belæg for at påstå, at det er mere humant at skælde ud end at slå.

"Den dreng, der sagde til mig, at det at blive skældt ud er som at blive slået med stemmen, viser jo, at det ikke føles mindre slemt at blive skældt ud," siger han.



Legen er yt. Den største udfordring for børn i dag er at overleve som børn og forsvare deres barndom. Børn er heldigvis temmelig gode til at fortælle og vise voksne, hvad det vil sige at være børn, og hvad børn lægger vægt på i deres dagligdag. Som for eksempel den lille dreng, der da han blev spurgt om, hvorfor han bare lå der på græsplanen, svarede: "Jeg ligger og ligger". Eller den femårige, der på spørgsmålet om det, at dække bord var leg eller arbejde, svarede: "Det er, når vi skal spise".

Desværre går ikke så mange andre end børnene op i leg, mener Erik Sigsgaard.



"Jeg var for godt et år siden med til at skrive en bog om leg, men den sælger ikke ret godt. Den hedder "Det dobbelte barn", og med den prøvede jeg at give legen en plads igen. Folk vil gerne på kurser om læreplaner og andet fagspecifikt, men legen er altså yt," siger han.

Og det kan Erik Sigsgaard ikke forstå, for læringsforskerne og hjerneforskningen peger på legens sammenhæng med kroppen og med "handlelivet", som han siger.



"Endelig får vi forskningsmæssig hjælp til at komme væk fra katederundervisning og for meget disciplin, test og stramme planer og tilbage til legen og den kropslige udfoldelse. Desværre har vi så også en stærk modpol i modernismen, der med sin optimistiske fremtidstro svækker kritikken af, at børn skal sidde på en stol i timevis for at lære noget," siger han.



Det kan være så smukt. Erik Sigsgaard mener, at gode institutioner er dem, hvor pædagogerne gør sig umage og får ordentlige vilkår.

"Det er godt for børn at være sammen med pædagoger, der ikke bare sætter noget i gang, men selv er i gang. Pædagoger skal få børnene med. Som den pædagog, jeg mødte, der tog sine gummistøvler på og råbte ud i rummet, når det høvlede ned med regn: "Hvem vil med?" Det ville de alle sammen, for det er sjovt at være sammen med en voksen, der har gang i noget og er begejstret. Det er så smukt, når det sker," siger han.

Erik Sigsgaard har det blandet med at blive kaldt ambassadør for børnene, selv om det ofte sker, at folk kalder ham børnenes talsmand.



"Måske har jeg det mærkeligt med det, fordi jeg synes, at alle voksne burde være talsmænd for børnene. Desværre er der for tiden alt for mange, der udtaler sig om børn og daginstitutioner uden at have spor forstand på det, de udtaler sig så skråsikkert om. Der er en mat stemning blandt pædagoger, for de tror ikke på, at politikerne vil dem det godt og ønsker, at de skal lave et godt stykke arbejde. Jeg forstår, at det kan opleves som en hån med de dårlige vilkår, der gør det umuligt at gøre det arbejde, man som pædagog ved, at man kan, og som er vigtigt," siger han.



På spørgsmålet om, hvad der har holdt hans egen ild brændende i alle årene, svarer Erik Sigsgaard først med pokeransigtet helt intakt: "Penge". Dernæst med smil i øjnene, at det faktisk er svært at svare på.

"Jeg tror, at jeg har et dybt behov for at gøre ting lidt bedre, end de var. Livets væsen for mig er forandring og variation, og at jeg forholder mig til det, der sker omkring mig, tager ansvar og prøver at lave om på det, jeg nu kan overkomme."







Erik Sigsgaards blå bog



Født 7.2. 1938 i Dronninglund i Vendsyssel



Lærereksamen fra Statsseminariet på Emdrupborg i 1960



Ansat på Ordblindeinstituttet fra 1960-72



Rektor for Albertslund Børnehaveseminarium fra 1972-81

Cand.pæd. i 1982



Lærer på Albertslund Børnehaveseminarium fra 1981-90.



Adjunkt ved Institut for Småbørnspædagogik på Danmarks Lærerhøjskole fra 1990-94



Lektor ved Højvangseminariet fra 1994



Var først medlem af Socialistisk Folkeparti og senere medstifter af partiet Venstresocialisterne. Valgt til Folketinget fra 1964-71 og igen fra 1975-76





Fem kvikke til Erik Sigsgaard



Hvordan var din egen barndom?

"Jeg er vokset op i Dronninglund i Vendsyssel. Min far var en genert lærer på landet i et venstrevælgerområde, og han var bange for dem, der havde magten. Min mor var kritisk og kunne grine af det opstyltede, så hun har betydet meget for mig. Jeg gik i skole i stationsbyen, men valgte at flytte hjemmefra som 15-årig, fordi jeg trængte til at komme væk fra et sted, hvor alle mente det samme og var meget reaktionære. Jeg kom på kostgymnasium i Tarm. Her diskuterede jeg politik med digteren Carl Scharnberg, som er en af de voksne, der har betydet meget for mig."



Har du opdraget dine børn, som du selv har prædiket?

"Når jeg holder foredrag om skældud, fortæller jeg gerne om nogle gange, hvor jeg har været rigtig, rigtig dum. Og det gør jeg, for jeg skal ikke stable mig op som den, der altid gør alting rigtigt. Det er jo også usandt. Jeg har nok brugt for lidt tid på mine børn, især på min ældste datter, for da hun var lille, var jeg meget optaget af politik. I dag har jeg to særdeles voksne døtre, som har givet mig fire børnebørn, og så har jeg en ung søn på 21 år. Han har nok ikke fået mere frihed end nummer to, mens den ældste er blevet opdraget lidt for meget."



Hvad gør dig lykkelig?

"Jeg bliver lykkelig, når jeg pludselig har friheden til at gøre præcis, som jeg vil. Som nu forleden, da jeg efter i seks timer at have været på, og det havde været krævende, stod på Sydsjælland, og ingen ventede mig til en bestemt tid. Jeg valgte at bruge min frihed til at køre ad små veje og holde ind ved en stendysse og bruge tiden på det. Jeg er lykkelig, når jeg oplever den variation mellem arbejdets intensitet og følelsen af fuldstændig frihed."



Hvad har det givet dig at blive bedstefar?

"Jeg blev far for tredje gang, da jeg næsten var i bedstefaralderen - 48 år. Jeg synes, at det er nemt med børnebørn, for de tager hjem igen. Nu bor de sådan, at de af og til kommer og overnatter, og det er dejligt. Det er noget helt andet med børnebørn, for man er på en vis måde ansvarsfri, man hænger ikke på dem, og i min alder kan man godt blive lidt hurtigere træt. Men ellers har jeg absolut ikke noget negativt at sige om at blive bedstefar."



Hvordan skal dit seniorliv være?

"Du vil aldrig se mig spille golf! Foreløbig er jeg ikke her på seminariet til en bestemt dato, for jeg kan komme, når jeg vil, samtidig med, at jeg har en nogenlunde skarp opdeling mellem arbejdstid og fritid. Det har jeg det godt med. Jeg har tidligere arbejdet rigtig, rigtig meget, og det siger folk, at jeg stadig gør. Men det synes jeg ikke selv. Selv om mit liv i mange år har været pædagogik, kan man måske sige, at jeg aldrig er holdt op med at arbejde politisk. For der er flere nu, der kommer og vil snakke med mig om det væsentlige, nemlig, hvordan vi kan gøre tilværelsen bedre for vores medmennesker, herunder børnene."







Mine bedste bøger



"Skæld mindre ud"

Hans Reitzels Forlag

2007.



"Om børn og deres virkelighed" Hans Reitzels Forlag,

første gang i 1972, omredigeret i 1995.



"Skældud"

Hans Reitzels Forlag

2002.







Ambassadørerne: Konstant, konsekvent og kærligt har de talt børnenes sag i årevis. Danmarks mest loyale ambassadører for samfundets yngste fylder alle rundt dette forår, og de har hverken mistet ungdommens bid, indignation eller engagement. Tværtimod. Mød fire skarpladte børneambassadører i dette og de kommende numre: Professor Per Schultz Jørgensen (75 år den 7. februar), psykolog Margrethe Brun Hansen (60 år den 26. maj), lektor Erik Sigsgaard (70 år den 7. februar) og familieterapeut Jesper Juul (60 år den 18. april).





I næste nummer af Børn&Unge kan du læse interview med familieterapeut Jesper Juhl.