Ambassadørerne: Kærlighed er ikke nok

Han mener meget. Per Schultz Jørgensens egne børn kalder ham for "Meningsmaskinen", og det er også som sådan, han er kendt i den brede offentlighed. Han er manden, der ustandseligt mener noget om børn, og hvordan de bliver behandlet i familien, i daginstitutioner, i skoler og i samfundet. Selv om han lige er fyldt 75 år, tror han stadig, at det nytter at lukke munden op og mene noget. Han kan i hvert fald ikke lade være og har ingen planer om at trække sig tilbage til et daseliv i lænestolen.

Per Schultz Jørgensen har det bedst, hvis han når sin løbetur, læser et par aviser hver dag og ellers får skrevet, forsket eller analyseret på tidens problemer. Siddende med propfulde bogreoler rundt om sig og med udsigt til haven uden for huset i Farum og computerskærmen er han i sit es. Her skriver han kronikker, bøger og oplæg til foredrag, som han farer land og rige rundt og holder. Per Shultz Jørgensen er mest kendt som professoren, der blev formand for Børnerådet og Den alternative Velfærdskommission. Fra begge positioner har han ladet Gud og hvermand vide, hvis noget ikke var rigtigt.



"Der er så mange skiderikker derude, der skal vide, at de ikke

har ret. Man skal kæmpe for et bedre liv for mennesker og ikke mindst børn. Sådan har jeg altid haft det. Og så må man jo lukke munden op og prøve at påvirke dem, der skal tage beslutningerne," siger han.

Den ild, der har brændt i Per Schultz Jørgensen i alle årene, er en grundlæggende indignation på børns og på det sociale samfunds vegne. Han indrømmer gerne, at der måske har været noget helligt over den kamp, han har ført i skrift og tale.



"Min indignation kan meget let blive vagt. Jeg har en grundlæggende holdning, som ligger til venstre for midten i dansk politik, og det er den dynamo, der gør, at jeg meget let bliver vred eller engageret. Der er stadig meget at slås for. Som verden går lige nu, er der brug for flere engagerede og indignerede," siger han.



Børneadvokaten. Per Schultz Jørgensen vil godt gå med til, at han er ambassadør for børnene.

"Eller kan man hellere kalde det for advokat? I hvert fald har jeg altid plæderet for børns ret til gode opvækstvilkår. Jeg ser mig selv som børnenes advokat. Jeg ser det som både en etisk og moralsk dimension i mit arbejde - det skyldes ikke kun, at jeg ved noget om børn. Det engelske ord "advocacy" betyder jo at kæmpe for nogles rettigheder, og i mit tilfælde er det de udsatte grupper, minoriteterne og de svage," siger han.



Per Schultz Jørgensen lærte at kæmpe for det, han tror på, i sit barndomshjem. Hjemmet var præget af humanistiske idealer og kristne værdier med et stort fællesskab, hvor også børnene havde deres vigtige plads. Ikke mindst da faren under krigen blev taget af tyskerne og sat i koncentrationslejr. Fra han var lille, har Per Schultz Jørgensen arbejdet for at bidrage til familiens overlevelse. Og det har han aldrig beklaget, for han tror, at det er godt for børn at bidrage til fællesskabet.



"Det giver børn selvværd at spille en rolle i det sociale fællesskab. Og i vores tid, hvor næsten alle børn går i daginstitution, er det pædagogernes fornemste opgave at sørge for det. Børn skal have kærlighed, det er meget vigtigt. Men jeg tror ikke, at det er nok. Børn skal være i fællesskaber, hvor de lærer, hvordan man er sammen med andre mennesker, og hvad de selv kan udrette og bidrage med," siger han.



Se mig, se mig. Desværre - mener Per Shultz Jørgensen - er det sociale ved i at gå tabt i et sygeligt fokus på individet.

"Vi lever mere og mere i en mig-kultur. Når unge brænder biler af eller er voldelige, eller når børn på uheldige måder forsøger at tiltrække sig opmærksomheden, skyldes det, at de ikke har et veludviklet selvværd. Man kunne ellers godt tro det, for de er ikke bange for at vise sig i offentligheden og få opmærksomhed på hvad som helst. Men de gør det ikke på grund af et indre selvværd. De gør det på grund af en indre uro. Den tilsyneladende selvsikkerhed er ren facade," siger han.



Den største udfordring for børn og unge i dag er at bevare livsmodet, mener Per Schultz Jørgensen. At de får tiltro til sig selv, så deres personlige udvikling styrkes, og de kan udvikle kompetencer i forskellige retninger. Og så der bliver en samklang mellem det indre selvværd og de ydre færdigheder.

"Her er det sociale helt essentielt. Jeg tror dog, at vores tidsperiode kan gå hen og forskubbe balancen hen mod de ydre instrumentelle færdigheder. Det bliver så vigtigt at klare de forskellige tests og prøver og fremstå med en ydre fortrøstningsfuldhed eller have en livsstil, der viser, at man ikke er gået til bunds," siger han.



Mange børn får ikke mulighed for at etablere en indre ro og få den til at hænge sammen med det, de kan på et ydre plan. De forsøger længst muligt at spille spillet, vise at de er med, og at de har kompetencerne.

"Pigerne reagerer ved at have psykosociale vanskeligheder, lavt selvværd, få ondt mange steder og tage piller. Alligevel bevarer de facaden. Drengene er mere revolterende og flokkes. De fylder op i specialklasserne, er hyperaktive og får Ritalin (medicin, som fortrinsvis gives til børn med ADHD, red), som mere end nogensinde bliver hældt ned i halsen på drengene i disse år. Drenge har en indre selvovervurderet tro på, at de klarer den, men deres refleksion står slet ikke mål med deres chance for at realisere deres forestillinger. Mens pigerne reflekterer og bliver mere og mere selvkræsne," siger Per Schultz Jørgensen.



Offentligt omsorgssvigt. Tidens store spørgsmål er, hvordan man udvikler børns selvværd, og hvad der skal til, for at både forældre og pædagoger kan hjælpe med i den proces, mener Per Schultz Jørgensen.

"Jeg tror på, at der skal en kombination af nogle rammer og nærvær i relationen til. At forældre og pædagoger er synlige og tydelige med deres værdier og normer, men også fastholder børnene på et ansvar. De skal udvikle et selvværd, der er baseret på, at de står inde for, hvad de gør, og lærer at bære konsekvenserne. Ellers risikerer vi at stå med generation efter generation, som har fået i pose og sæk af materielle ting, men som altid vil stå med forventninger om opfyldelse af de behov, som de aldrig fik opfyldt af nærværende voksne," siger han.



Og her har institutionerne en stor rolle at spille. De skal være det vigtige supplement til forældrene.

"Vores institutioner er et af de væsentligste sikkerhedsnet i børns liv, men i disse år er vi på vej til at nedbryde det. Og det er bittert. Det er det, som Jesper Juul har kaldt et offentligt omsorgssvigt. Og det er der, hvor kvalitetsreformen fuldstændig kører af sporet med mere management, bureaukrati og regelstyring. Det er ikke det, børnene har brug for," siger han.



Relationen er vigtig. I dag er den største udfordring for pædagoger at fastholde fokus på børnene og relationen. Når Per Schultz Jørgensen tænker faglighed, så tænker han relationsorienteret pædagogik. En pædagogik, hvor kontakten dyrkes. Hvor pædagogens nærvær med børnene og pædagogens evne til at arbejde med den sociale kultur blandt børnene er vigtig.



"Jo mere samfundet og familien ændrer sig, jo mere er der brug for, at pædagogen ikke ensidigt stimulerer det intellektuelle. Det er også betydningsfuldt, men for mig er det underordnet i forhold til den sociale dimension. Hvis vi arbejder med det sociale i de første ti år af et barns liv, vil det sikre, at barnet kommer ind i voksenlivet med en overskudsforretning i stedet for en underskudsforretning, som barnet hele tiden skal kæmpe for at komme ud af, og som gør det ulideligt at være sammen med. "Se mig, se mig", signalerer de her børn, som slet ikke kan indgå i sammenhænge, hvor de ikke hele tiden er i centrum eller bliver lagt mærke til," siger han.



Per Shultz Jørgensen er mest glad for den udvikling inden for moderne pædagogik, der lægger vægt på anerkendelse.

"Det er også tidstypisk, at mange pædagoger er interesserede i det. For de møder hele tiden børn, hvis radar ustandselig pejler rundt for at få opmærksomhed. Men det er også positivt, at de store værdiorienterede pædagogiske retninger befinder sig nede i en bølgedal, og at en langt mere konstruktivistisk tilgang bryder frem. Det er en tro på, at relationens egen iboende kraft kan hjælpe os til at udvikles. Og det tror jeg også på," siger han.



Måske et hadeobjekt. Om hans egen indsats på det sociale og pædagogiske område fremhæver Per Schultz Jørgensen årene som Børnerådets formand. Skønt han var betænkelig ved at tage imod posten, fordi han på det tidspunkt var fyldt 60 år, blev det en af de bedste perioder i hans liv.



"I Børnerådet fik jeg en mulighed for at udøve min faglighed - pædagogisk og psykologisk og ikke mindst kommunikativt - i en politisk kontekst. Jeg tror, at det lykkedes at kombinere nogle af de kompetencer, jeg har. At trænge lidt igennem og komme ud med nogle budskaber, så jeg nok blev hadeobjekt for nogle, mens andre syntes, at det var godt, det jeg gjorde og sagde. Jeg tror, at folk ved, hvad jeg står for, når de ser mig på tv," siger han.

Og så er vi tilbage til det med meningerne. Per Schultz Jørgensen kan ikke lade være med at have dem og sige dem højt. Desværre kan han ikke få øje på, at der står nye, unge kræfter, der kan tage over, når han en dag må give slip.



"Der er ikke nogen, der tænker ligesom mig og de andre fra min generation, der har kæftet op. Jeg synes nu, at der er brug for nogle, som markerer holdninger, nogle man kan tage bestik efter. De er der ikke rigtig på det pædagogiske område. Enten er de involveret i noget politisk - sidder med i et regeringsudvalg - og så er de taget som gidsler. Eller også er de med i noget meget strengt fagligt. Der er ikke rigtig nogle uafhængige, som skøjter rundt. Det er måske også derfor, at pressen og andre bliver ved med at spørge mig, gamle mand," siger han.





Per Schultz Jørgensens blå bog

Professor emeritus, dr.phil. Uddannet lærer, 1955.

Uddannet psykolog, 1968. Dr.phil., 1983.

Ansættelser ved Københavns Universitet, Socialforskningsinstituttet og Danmarks Pædagogiske Universitet, sidste sted som professor i socialpsykologi 1991-2000.

Medlem af Børnerådet og formand, 1998-2001.

Formand for Socialpolitisk Forening, 2003-2007.

Initiativtager til bevægelsen "Mobilisering for et Danmark vi kan være bekendt".

Formand for "Den alternative Velfærdskommission", der afgav rapporter og analyser i 2005 og 2006.









Mine bedste bøger

Per Schultz Jørgensen har selv valgt de tre af sine egne bøger, han er mest glad for - plus en helt ny.

"Forbrugsfamilien og dens børn" Akademisk Forlag i 1975.

"Tab af rettigheder - sårbare enlige mødre og deres børn". Sammen med Therese Halskov og Valerie Polakov, Hans Reitzels Forlag, 2000.

"Børn og familie i det postmoderne samfund". Redigeret af Per Schultz Jørgensen og Lars Dencik. Hans Reitzels Forlag, 1999.

Ny bog på vej: "Familie og børn i en opbrudstid". Sammen med Lars Dencik og Dion Sommer. Kommer omkring 1. maj på Hans Reitzels Forlag.







5 kvikke til Per Schultz Jørgensen



Hvordan var din egen barndom?

"Jeg er vokset op i Kolding. Mit hjem var præget af en stor søskendeflok og af et humanistisk, kristent menneskesyn. Jeg lærte tidligt, at man er forpligtet, at man skal arbejde, og at fællesskabet betyder en masse. Jeg var nummer tre ud af seks børn. Efter to piger var jeg den første dreng, og jeg fik en særlig rolle, som den der dreng, der endelig kom. Jeg var ikke noget lys i skolen, og jeg røg ud af latinskolen, da jeg var omkring 13 år. Jeg passede ikke ind, var umoden og levede ikke op til de boglige krav. Jeg kom i stedet på den private realskole, hvor jeg lærte, at jeg godt kunne, men at det var mit eget ansvar. I den skole lærte de mig noget ved at stille krav og ved at lave et læringsmiljø med et fantastisk samspil mellem læreren, holdet og den enkelte."



Hvordan har du opdraget dine børn?

"Min kone Ellen og jeg har to drenge og en pige, som alle er voksne nu. Anne Mette, vores datter, husker stadig et skilt, jeg havde hængt op i børnenes fællesrum, hvor der stod: "Frihed under ansvar". De fik frihed, men de skulle leve op til friheden ved at påtage sig ansvaret for deres handlinger. Og så holdt vi dem fast på de aftaler, vi havde lavet. Da Anne Mette som syv-otte-årig hele tiden ville sove hos os, bad jeg hende hjælpe os med at finde en løsning, så hun kunne sove i sin egen seng. Jeg tror, at man skal appellere til det bedste i børn og til ansvar for egen handling. Så bliver de trygge og føler sig anerkendt."



Hvad gør dig lykkelig?

(Efter en laaang tænkepause) "Det er svært at svare på. Jeg tror slet ikke, at jeg bruger ordet på mig personlig. Jeg bliver glad, og det gør jeg, når vi er sammen i familien."



Hvordan skal dit seniorliv forme sig?

"Jeg håber, at jeg kan blive ved med at fungere i det storfamiliefællesskab, som vi har. Vi har et hus på Orø sammen med mine søskende, og der tager vi alle ned en gang imellem. Min og Ellens egen familie med børn og børnebørn vil jeg selvfølgelig også gerne bruge tid på. Og så håber jeg, at mit otium vil handle om fordybelse, at jeg stadig kan skrive, arbejde og analysere, for det betyder meget for mig. Jeg håber ikke, at mine ressourcer og mine åndsevner vil forsvinde i overskuelig fremtid. Jeg har heldigvis et godt helbred. Jeg løber stadigvæk, ikke hver dag, men et par gange om ugen."



Hvad har det givet dig at blive bedstefar?

"Jeg har syv børnebørn, hvoraf den ældste er ti år, og de har givet mig overraskende meget. En ny dimension til livets mening. Det kan lyde lidt prælatagtigt, men pludselig ser man, at der er en fortsættelse på en helt konkret måde. Og det er ikke biologien. Det er absolut det sociale. At man får lov til at lægge noget ind i dem og får endnu en chance for at påvirke nogle mennesker. Desværre får jeg ikke sat tid nok af til børnebørnene. Det er mere Ellen, der ser dem meget, men jeg er der jo og betyder meget for dem. Og de betyder meget for mig.







Ambassadørerne: Konstant, konsekvent og kærligt har de talt børnenes sag i årevis. Danmarks mest loyale ambassadører for samfundets yngste fylder alle rundt dette forår, og de har hverken mistet ungdommens bid, indignation eller engagement. Tværtimod.

Mød fire skarpladte børneambassadører i dette og de kommende numre: Professor Per Schultz Jørgensen (75 år den 7. februar), psykolog

Margrethe Brun Hansen (60 år den 26. maj), lektor Erik Sigsgaard (70 år den 7. februar) og familieterapeut Jesper Juul (60 år den 18. april).





I næste nummer af Børn&Unge kan du læse interview med psykolog Margrethe Brun

Hansen.