Alvilda får gæster

Hvad for noget! Kommer de her hjem. Hele personalet. Til middag." Det er Tine Studstrups tanker, da personalet fra datterens vuggestue meddeler, at de forventer at blive budt på middag hjemme hos Alvilda - ikke bare én gang, men både ved indkørsel og udslusning af barnet.

Knap toårige Alvilda Vester startede i vuggestuen Røde Rose 1 i København i november sidste år, og Tine Studstrup har nu haft otte måneder til at vænne sig til tanken.

"Ideen er stadig fremmed for mig, men jeg glæder mig meget," siger hun, da Børn&Unge taler med hende kort før pædagogernes ankomst.

Snart ankommer Alvildas to stuepædagoger Anja Hougaard og Rikke Lützen samt pædagogmedhjælper Iain Silbiger fra vuggestuen, som er kollektivt ledet. De oplever ikke altid, at forældrene reagerer så åbent som Tine Studstrup og Alvildas far Anders Vester Hassing.

"For nogle kan det føles grænseoverskridende. Som om vi invaderer deres privatliv og kommer for at snage," siger Rikke Lützen.

"Men meningen er jo ikke, at vi skal føre kommunalt tilsyn eller bruge vores pædagogiske faglighed i forældrenes hjem," fastslår hun.

Det er det nok også de færreste, som føler, for tvinges forældrene til at vælge en service fra, er det hjemmebesøgene, de mindst vil undvære. Og sjældent har en familie takket nej.

"Det er oftest i indvandrerfamilier, vi oplever det. Og i sådanne tilfælde kan det handle om, at indvandrere med en anden kulturel baggrund kan have svært ved at tilvænne sig dansk børnepasningskultur, der er langt mindre privat, end de er vant til i deres kultur," mener Rikke Lützen.

Røde Rose har praktiseret hjemmebesøg, siden institutionen blev skabt i 1971, og et af formålene med den intime form for forældrekontakt er at bevare ånden fra dengang.

"I halvfjerdsernes Røde Rose sagde man, at pædagoger og forældre skulle "lære hinanden at kende". I dag er barnet meget i fokus, og besøgene har fået en ekstra dimension. Nu kommer vi for at slå bro over barnets liv i vuggestuen og hjemme hos familien," siger hun.

I aften gælder brobygningen Alvilda Vesters hjem i Sjællandsgade i København.



Velkommen. Alvilda Vester kigger undrende op på pædagogerne i døråbningen til forældrenes lejlighed. Men hun når kun at blinke med øjnene to gange, før hun storsmilende byder dem velkommen. Med to pædagoger ved hånden og en i hælene løber hun hen til legetøjsbjerget i stuen, hvor hun fremviser yndlingsdukken, favoritbogen og to par seje solbriller. Brillerne bliver først afprøvet af Alvilda Vester selv, der soler sig i beundrende blikke, hvorefter hun som en anden mundskænk og den perfekte værtinde giver både en pædagog og sin mor et par solbriller. De skal føle sig lige værdsatte.

"Det samme," konstaterer knap toårige Alvilda Vester tilfreds, og dermed viser hun, at hun helt har fattet, hvad aftenens gæstebud går ud på. Hun skal være centrum for en dejlig festaften.



Tid til snak. Alvilda Vester nyder at se, at hendes pædagoger og forældrene kan lide hinanden og har tid til at tale sammen. Selvom hun har gået i vuggestue siden november sidste år, og det nu er juni måned, er der ikke altid mulighed for hyggesnak nede i vuggestuen. Her handler forældresamtalerne enten om Alvildas humør, eller hvad hun har bedrevet i løbet af dagen, og pædagogerne har også andre børn og voksne, de skal sige goddag og farvel til. Men på hjemmebesøgene er det som om, tiden går i stå. Det er i hvert fald Anja Hougaards oplevelse.

"På besøgene er barnet stadig omdrejningspunktet, men der tid til, at også forældre og pædagoger kan knytte bånd," siger hun.

I aften har Alvildas far Anders Vester Hassing ikke helt samme oplevelse af tiden, men årsagen er en anden. Gæsterne var inviteret til bornholmsk hanekylling klokken halv seks, men den lille viser på køkkenuret nærmer sig nu syv, og det lille gaskomfur i studenterhyblen arbejder på højtryk.

"Man skulle gøre som Tvind-folkene, da de byggede deres famøse vindmølle. Møllen skulle stå færdig til et bestemt tidspunkt, og derfor standsede de bare tiden," siger han.

Datteren har fået en humpel brød at starte på, og selvom gæsterne kigger langt efter Alvildas brødkrummer, og stemmerne hæver sig for at overdøve buldren fra de hule mavesække, bliver ventetiden aldrig for lang. Alvilda er underholdning nok, og hendes leg leder til små, men vigtige erkendelser for både pædagoger og forældre.



Fluer på væggen. Under besøget bemærker pædagog Anja Hougaard, at Alvilda hiver bestemte ting frem fra legetøjshylderne.

"I vuggestuen er det Alvildas yndlingsbeskæftigelse at trække dukkerne af og i tøjet og lægge dem til at sove. Derfor er det skægt at se, at hun leger de samme lege herhjemme," siger hun.

Hjemmebesøget giver pædagogen et nyttigt kendskab til Alvilda Vesters baggrund og historie, som især er vigtigt for de vuggestuebørn, der ikke har sprog.

"Alvilda kan endnu ikke selv fortælle så meget om sine legesager, men nu ved hun, at vi pædagoger har set pragtstykkerne hjemme hos hende, og vi kan referere til dem, når vi leger. På den måde får vi barnets ellers adskilte verdener, institutionen og familien, til at hænge sammen," siger Anja Hougaard, der mange gange har oplevet børnene helt forvirrede, når pædagogerne møder dem ude i byen.

"I barnets verden er pædagogerne jo nærmest fast inventar i vuggestuen, og barnet tror, vi sover dernede," siger hun.

For Anders Vester Hassing og Tine Studstrup, der er henholdsvis historie- og sociologistuderende ved Københavns Universitet, er besøget en bekræftelse i, at deres eneste barn har det godt i vuggestuen.

"Jeg føler mig lidt som fluen på væggen i vuggestuen. Det er dejligt at se på Alvilda sidde herhjemme på skødet af en anden og helt afslappet nulre sig i håret, akkurat som hun gør, når hun sidder hos os. Det bekræfter mig i, at hun er tryg i vuggestuen, og Tine og jeg behøver ikke bekymre os, selv om hun græder, når vi går fra hende om morgenen," siger Anders Vester Hassing.



Forældresamtale over kyllingen. Netop morgenafleveringen har Alvilda Vester haft svært ved, og pædagogerne benytter hjemmebesøget til at sige, at det kunne hjælpe, hvis Alvilda mødte tidligere i vuggestuen.

"Ja, vi så jo, at uret i soveværelset gik fire timer bagud," griner Rikke Lützen, og det unge forældrepar rødmer.

Som studerende er de ikke bundet af at skulle møde på et ni til fem job, og har forældrene læst til langt ud på aftenen, når datteren sover, kan det være svært at komme tidligt ud af fjerene.

"Når vi kommer klokken 10.30, ville vi egentlig være kommet klokken 10," siger Tine Studstrup og forklarer.

"Det skyldes, at vi hygger meget om morgenmaden. Alvilda spiser langsomt og utroligt meget," siger hun og smiler til sin datter, der er i gang med femte humpel brød efter at have gennemtygget både kylling, rodfrugter og sydlandsk salat.

Over den hyggelige middag bliver pædagoger og forældre enige om, at selvom Røde Rose har frie møderegler, skal Alvilda Vester helst komme klokken 10.

"Kommer hun senere, er børnene i gang med at lege, og vi har travlt med at se efter dem eller går og forbereder frokost. Det stresser Alvilda, at hun ikke er med i legen. Kommer hun en halv time tidligere, har vi mere ro til at tage imod hende, for det eneste, hun behøver, er en god start på dagen, så klarer hun resten selv," siger Rikke Lützen, der ligesom Anja Hougaard er glad for at høre, at det er, fordi forældrene sover længe og hygger med barnet, at tiden løber fra dem.

"Ligesom forældrene forstår, hvad det er for en rytme, vuggestuen kører efter, får vi på hjemmebesøgene også større indblik i hjemmets vaner og rutiner," siger hun.

Ud over morgenafleveringen er det ikke problemer i hverken vuggestue eller hjem, der dominerer hjemmebesøget. Tværtimod har både forældre og pædagoger travlt med at lære hinanden at kende.

"Nå, hvordan mødte I så hinanden?" "Er der mon flere børn på vej?" "Hvordan går det med eksamen?" "Har I set den der nye børnefilm?"

Spørgsmålene fra pædagogerne regner ned over det unge forældrepar, men uden tendens til forhør, ligesom pædagogerne frivilligt svarer på spørgsmål om deres egne unger, forældre og kærester.



Topkarakter. Et par dage efter ringer Børn&Unge til Anja Hougaard i vuggestuen og beder hende placere måltidet på en karakterskala fra et til fem. Det plejer pædagogerne i Røde Rose at gøre for sjov, og Anja Hougaard tvivler ikke.

"Helt i top. Et klart femtal," siger.

Dagen efter middagen er der kylling fra middagen i Alvilda Vesters madpakke. Det er et godt eksempel på brobygningen, mener Anja Hougaard.

"Det bedste er at møde børnene igen dagen efter. Man ser tydeligt på dem, at vi har noget specielt sammen," siger hun.

Hun fortæller om Alvildas glimt i øjet, da de på dagen efter middagen sammen åbner Alvildas madpakke.

"Der ved Alvilda udmærket, at jeg også har smagt den lækre kylling hjemme hos hendes mor og far," siger hun.



Hjemmebesøg

Røde Rose 1 på Nørrebro i København er en vuggestue med 24 børn fordelt på tre stuer. På Alvildas stue er der otte børn, to pædagoger og en medhjælper. Vuggestuen er kollektivt ledet, og pædagogerne udfører derfor også ledelsesmæssigt og administrativt arbejde.

Pædagogerne fra Røde Rose tager på hjemmebesøg i starten og i slutningen af barnets tid i vuggestuen.

"Det er tid, der går fra børnene, når vi skal afspadsere aftenarbejdet, men den tid kommer dobbelt igen, når man mærker, hvordan besøgene styrker relationen til både forældre og børn," mener pædagog Anja Hougaard.

Der findes også en Røde Rose 2, en børnehave, og en Røde Rose 3, en integreret institution. Børnehaven har netop genindført hjemmebesøgene efter ti års pause.