ADHD; Styr dig lige

"Styr dig lige!", "hold så op!", hvorfor fanden kan du ikke opføre dig ordentligt?", "hvor er du bare irriterende"...

Hele deres liv er de urolige børn blevet skældt ud. Krav om at "styre sig" preller tilsyneladende af på dem. Rod, kaos og konflikter er næsten normalen, og de opfattes tit som irriterende og frække.

En del af forklaringen er, at nogle af dem lider af ADHD, som er alvorlige koncentrations- og opmærksomhedsvanskeligheder. Andre har vanskeligheder, der minder om det. Vanskelighederne svarer til det, der tidligere kaldtes DAMP her i landet.

Statistikken siger, at der i gennemsnit går et barn med ADHD i hver klasse.

Anne-Merete Hallas-Møller er mor til et af de urolige børn. Sønnen fik først diagnosen ADHD som 12-årig. Forinden var hele familien i en lang periode under hårdt pres ikke mindst fra skolen. Kontaktbogen bugnede med opfordringer til at få lavet flere lektier og til, at forældrene tog alvorlige snakke med synderen, der skulle rette op på den evindelige uro.

"Som forældre har vi lavet alle de fejl, som man næsten kan. Skæld ud, irritation og frustration var hverdagskost. Det er nærmest et mantra for de her børn, at de får at vide, de er irriterende, skal styre sig eller tage sig sammen," fortæller Anne-Merete Hallas-Møller, der er håndarbejdslærer, og som har studeret ADHD på forældrekurser og på cand. pæd.-studiet DPU.

Hun er gang på gang blevet rystet over den manglende forståelse for ADHD, som hun ofte er stødt på. Efterhånden gik det op for hende, at det i højere grad bunder i manglende erfaring og viden end manglende vilje. Det fik hende til at samle al den viden og erfaring om emnet, hun kunne støve op, i bogen: Styr dig lige - om urolige børn og unge i skole og hjem, med og uden ADHD. Hun har taget udgangspunkt i den amerikanske forsker Russell Barkleys teori, som blandt andet beskriver hjernens styrende funktioner.

"Folk har sagt til mig, at jeg skal skælde mit barn mindre ud. Men det hjælper altså ikke, hvis man som forældre ikke har nogen teknikker til hjælp. Vi må se på børn med ADHD med andre øjne og bruge andre metoder. Jeg håber, at jeg med min bog giver viden, forståelse og metoder til, hvad vi kan gøre anderledes," siger Anne-Merete Hallas-Møller



Svært at opdage. ADHD er meget kompliceret og ikke mindst et usynligt handicap. Det er ikke altid lige nemt at opdage.

Mennesker med ADHD har en udviklingsforstyrrelse i pandelapperne, den del af hjernen, der modnes senest, og hvor hjernens styrende funktioner sidder. De styrer og koordinerer samspillet mellem andre processer og træder blandt andet i kraft ved al adfærd, der ikke er automatiseret rutineadfærd, og som dermed kræver styret opmærksomhed.

Det giver mange store udfordringer i hverdagen, for eksempel i skolen, hvor der blandt andet stilles store krav til elevernes evne til at danne sig overblik og planlægning.

Anne-Merete Hallas-Møller forklarer, at efterhånden som børnene i højere og højere grad får brug for de hjernestyrede funktioner, jo mere tydeligt bliver det, at de har nogle udfordringer, som er mere end almindelige store.

"Der er børn, som du kan kaste viden ind i, og så sidder det bare fast, andre skal arbejde mere med det. Og med børn med ADHD får forældrene altså en større opgave. Disse børn skal kæmpe så ufattelig meget for at kunne bestemte ting. Det kan være alt fra at binde snørebånd, skrive pæne bogstaver, hvis de har motoriske problemer, til at koncentrere sig i en halv time, mens læreren står oppe ved tavlen."

Børn og unge med ADHD er konstant på overarbejde, og derfor reagerer de tit med uro eller konflikt, fordi de ikke magter kravene.

"Så får de skæld ud, skæld ud, skæld ud... Vi skal huske, at det er så rædselsfuldt at leve med det. Vi bliver nødt til at lære at forstå de børn gennem viden og erfaring, og så må vi handle ud fra det".

Jo flere krav og jo flere frie valg des sværere er det for børn med ADHD at fungere. Derfor er krav tit forbundet med konflikt.

"Nogle af de krav, I stiller til os, svarer til at sige til en i kørestol, at han skal rejse sig og løbe," som en af de voksne med ADHD siger i bogen.

Anne-Merete Hallas-Møller pointerer, det er utrolig vigtigt, hvordan vi kommunikerer med børn med ADHD.

"Det kan man gøre både ud fra underkendelse og anerkendelse, og der er forbundet meget underkendelse med at skælde ud. ADHD er enormt kompleks, fordi det handler om et samspil mellem hjerneprocesser og sociale relationer. Alle dele af deres liv er påvirket af handicappet".



Diagnoser er en forklaring. "Vi skal snakke meget mere om, hvordan vi kan hjælpe børn med ADHD og lignende vanskeligheder, så de også bliver glade, får et godt skoleliv, et godt familieliv med gode relationer, og det hele ikke bliver konflikter og skældud," siger Anne-Merete Hallas-Møller.

Ofte bliver det lidt nemmere for børn og forældre, når der ligger en diagnose.

"En diagnose er ikke en undskyldning, det er en forklaring. Og når vi har en forklaring og søger viden ud fra det, kan vi bedre arbejde målrettet".

Da hun og hendes mand fandt ud af, at sønnen havde ADHD, blev alting efterhånden lidt nemmere.

"Vores relation til ham er blevet væsentligt bedre. Vi har et meget fint forhold til hinanden, men det har vi bestemt ikke altid haft. Vi var en familie i krise. Altid med følelsen af, at vi ikke gjorde det godt nok. Engang til en skole-hjem-samtale blev min mand spurgt, om han havde været væk fra hjemmet i længere tid, underforstået om en skilsmisse var på vej eller sådan noget, for drengen var jo forstyrret af en eller anden grund, som vi bar ansvaret for."

Efter mange urolige år blev der for alvor taget hensyn til sønnens vanskeligheder både i skolen og derhjemme.

"Alt det, der før var uro, blev langsomt vendt til mere ro, mere motivation for skolearbejde og mere glæde ved skolen. Min erfaring er derfor, at en målrettet indsats og godt skole-hjem-samarbejde nytter noget."

Anne-Merete Hallas-Møller understreger, at både forældre, pædagoger og lærere lige så godt kan gøre det så godt som muligt for disse børn, indtil man finder ud af, om barnet har ADHD, eller hvad der er galt.

"Vi skal handle bedst muligt, mens vi venter på en eventuel udredning, selv om det er noget nemmere at handle målrettet, når man ved, hvad barnets problem helt konkret er."

"Mange af disse børn har mange ressourcer og kan en masse ting. Men meget af det drukner i konflikter og lav selvfølelse. De bliver ofte fejlfortolket af omverdenen og har fejltolket sig selv som dumme og uduelige hele livet, fordi de har fået så meget negativ feedback."



Hører de hjemme i folkeskolen? I disse rummelighedstider er det naturligt at spørge, om børn med ADHD hører hjemme i almindelige folkeskoler og institutioner.

"Nogle børn kan være så handicappede, at de kan være svære at rumme i en almindelig folkeskole, men mange børn med ADHD vil kunne rummes i almindelige skoler og institutioner. Det afhænger af i hvor høj grad, skolerne har indrettet deres rammer, så der er plads til disse børn. Man kan rumme flere, end man tror."

Hvert barn eller ung med ADHD har sine egne udfordringer at slås med, forklarer Anne-Merete Hallas-Møller.

"ADHD er meget individuelt. Det eneste, børn og voksne med ADHD har til fælles, er, at de har samme kernesymptomer, nemlig hyperaktivitet og opmærksomhedsforstyrrelser. De har det i alverdens grader og udtryk. Nogle har tillige problemer med opfattelsen og bearbejdning af de sanseindtryk, vi modtager hele tiden, og har måske ikke rigtigt noget filter til at sortere de mange sanseindtryk. Andre kan have problemer med motorikken eller store sociale vanskeligheder."

"Hvis børn og unge med ADHD skal have en chance for at være på niveau med de andre, bliver de nødt til at få særlige hensyn. Der er nogle, der har så ekstreme symptomer, at de er voldsomt handicappede. Men vi kan alle genkende symptomerne. Hvis vi i højere grad indretter skoler og institutioner efter, hvad der er godt for de børn, er det faktisk også godt for alle de andre børn. Det gør bare hverdagen lettere, og de andre børn bliver også mere rolige af de hensyn. Det kan være en så lille ting, at læreren skriver på tavlen i klassen, hvad dagens program er, at beskeder er klare og tydelige, at der ikke bliver givet for mange informationer på én gang, eller at fritidshjemmet vægter udeliv og klare regler."

Det er nødvendigt for alle, både forældre, pædagoger og lærere, at tage udgangspunkt der, hvor det enkelte barn er.

"Hvis et barn er i affekt, kan det være, at barnet skal krammes, men det kan også være, at det har brug for det lige modsatte. Når man skal lære at tackle disse børn, skal man finde ud af, hvor barnet har sine svagheder og styrker".

Anne-Merete Hallas-Møller fortæller, at man kommer langt ved at udfordre børnenes sanser. Desuden har børn med ADHD generelt et stærkt behov for at lave noget lystbetonet. Og det hjælper at være omsorgsfuld og at kunne lide børnene, for de er hurtige til at opfatte en negativ indstilling.

"Pædagogerne skal lave pædagogiske iagttagelser og beskrivelser på barnet. Hvordan tackler I det, hvis der er et barn, som altid bliver skældt ud? Tag det som et tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Spørg jer selv, hvorfor I hele tiden skælder ud på lige det barn. Hold øje med barnet og find ud af, hvad der foregår. Det mest uheldige er at sige til forældrene, at vi tror, jeres barn har DAMP/ADHD. Sig i stedet, vi har fundet ud af, at vi skælder rigtig meget ud på ham, og det er vi bekymret over. Lad os samarbejde om at få vendt denne udvikling," lyder rådet fra Anne-Merete Hallas-Møller.



Læs mere på www.styrdiglige.dk eller www.adhd.dk





Anne-Merete Hallas-Møller holder foredrag om ADHD, blandt andet under Amtscentret for Undervisning i Glostrup, der laver kurser for lærere og pædagoger.

Hun kan kontaktes på meretehallas@gmail.com eller tlf. 3860 6795