Årgang 1942

De elsker at fejre hinanden, og de benytter enhver lejlighed til det.

»Hvis det var i 1962, vi gik på årskursus sammen, så har vi jo også 40 års jubilæum,« regner Erna ud.

»Ja, og om to år skal vi fejre, at vi i 1944 blev færdige som børnehavelærere,« siger en anden.

»Eller at det var 62 år siden, vi startede,« griner en tredje.

I dag fejrer de, at de har kendt hinanden i 60 år. Siden de blev færdige på Frøbelseminariet i København, har de set hinanden mindst en gang hver anden måned. Fordi det i år er jubilæumsår, er de rejst tre dage på kroferie på den vestsjællandske ø Agersø. En af pædagogerne, Søster, har sommerhus på øen, og Børn&Unge er med, da pædagogerne her indtager deres eftermiddagskaffe. Solen skinner skarpt, men konkurrencen fra elleve strålende diamantpædagoger er hård.

»Hvor ser du godt ud, Kirsten. Hvem er din frisør?« vil Marianne vide.

Og da Birte Topsøe dukker op i sit nye, turkisblå badeoutfit, er beundringen stor, ligesom Inge Birkvads øreringe bliver kommenteret.

»Hvor er de flotte,« synes en.

»Og du kan sætte dem i navlen også. Det er moderne,« tilføjer en anden med et smil.

Munden står aldrig stille på damerne, og tonen er fri og kærlig. Det er ikke bare erfaringer fra livet som pædagog, der binder dem sammen, også erfaringer med at være hustru, mor, fraskilt, bedste, enke og ikke mindst kvinde giver dem altid noget at tale om.



Deler fag og liv. »Det er jo fællesskabet, der holder os sammen. Vi har næsten alle sammen været ledere, og der ligger også en vis portion alvor i sammenholdet. Mange af os har været både gift og skilt flere gange, og flere af os har mistet vores mand. Vi har delt både det faglige, men også livets glæder og sorger i almindelighed,« fortæller Inge Marie, som gennem et tidligere ægteskab har fået kaldenavnet "Stoffer".

Kvindernes livshistorier er forskellige, og de har udviklet sig i hver deres retning både fagligt og personligt, men de har forstået at bruge hinanden.

»Vi fik vendt tingene. Hvis ikke Marianne kunne fortælle om, hvordan man gjorde i hendes jødiske børnehave, så ville jeg jo ikke have vidst det. Vi brugte hinandens erfaringer. Vi var ikke altid enige om, hvordan en institution skal være, men vi er aldrig gået arrige fra hinanden,« siger Inge Struve.

De diskuterer stadig den pædagogiske udvikling, men med årene har snakken om alderdom også sneget sig ind. Selvom det bestemt ikke er sygdom, der præger flokken, ved de cirka 80-årige damer godt, at de har flere år på bagen, end de har foran sig. Tre er med tiden faldet bort, og omsorgen for hinanden er stor. Birte Pahle har haft afasi, og hun har stadig svært ved at tale, men Erna, der også blev tale-høre-pædagog, roser hende for hendes stemmeklang under fællessangen. Emmy er på plejehjem og derfor ikke med i dag, men da postkortet til Emmy går rundt, skriver de alle en hilsen.

»Vi skiftes til at besøge Emmy på plejehjemmet, og vores møder giver hinanden noget at se frem til. Man ved, at der altid bliver holdt øje med en, og det gør, at man aldrig føler sig fortabt,« siger Erna.



Jens Sigsgaards oprørske disciple. Det var 18 purunge piger, der i 1942 spændte mødte op til Jens Sigsgaards undervisning. I Politiken havde de læst om den unge lektor i psykologi og nye rektor på Frøbelseminariet, og mødet med ham skuffede dem ikke.

»Vi var Jens Sigsgaards første hold, og man kan godt kalde os miljøskadede. Dengang var det jo begyndelsen til den moderne pædagogik, der prædikede mere frihed og ansvar til barnet. Jens Sigsgaards idealisme påvirkede os, og vi ville alle sammen ud og reformere børnehaverne,« fortæller de.

Stoffer husker tydeligt sammenstødene med Frøken Biilmann, der var leder af asylet i Tibirkegade i København, hvor hun om formiddagen var i praktik.

»Det var frygteligt, som børnene blev behandlet, og man syntes jo, der måtte ske noget. For eksempel var legen skemalagt til 20 minutters fletning, dernæst 20 minutters leg med klodser og til slut 20 minutters sang. Børnene havde overhovedet ingen medbestemmelse, sådan som Jens Sigsgaard havde lært os, de skulle have,« siger Stoffer stadig forfærdet ved tanken.

Andre husker andre københavnske praktiksteder. Der var asylet i Adelgade, hvor børnene efter maden blev beordret til at lægge hovedet på bordet og sove. Og Inger Marie og Søster fortæller om en feriekoloni, hvor de skulle servere leverpostejmadder for børnene, mens pædagogerne sad og smovsede svinekoteletter. Flere husker børnehaven i Viborggade, hvor forældrene skulle aflevere barnet gennem en luge i døren, fordi pædagogerne ikke ville have dem inden for.

»Sådan skulle det ikke være i vores børnehaver. Jens Sigsgaard lærte os, at vi skulle lytte til børnene og være imødekommende over for forældrene. Han sagde, at vi altid skulle give forældrene ret, men afslutte med et "men",« fortæller Inge Struve og smiler.



Det rene genbrug. Sigsgaards elever væmmedes ved den gamle kæft-trit-og-retning pædagogik, og da de selv blev børnehaveledere, skete der forandringer.

Påvirket af Sigsgaards tanker om skrammellegepladser og hans forsvar for børns ret til at have hemmeligheder, lod Inge Struve sine børnehavebørn bygge hemmelige huler af gamle gardiner og tilfældige træplader.

»Vi kaldte det værdiløst materiale, men det kunne børnene få meget ud af,« tilføjer Erna.

Erna gjorde i sin børnehave meget ud af at opdrage børnene til selvstændighed, og hun kan se dele af sin egen pædagogik gå igen i den moderne selvforvaltningspædagogik.

»For eksempel stod kopper og krus med maling altid frit tilgængeligt for de børn, der ville lave fingermaling, og det var så deres ansvar at tage forklæde på. De huskede det altid,« fortæller hun.

De erfarne pædagoger synes, det er morsomt at lytte til den pædagogiske debat i dag. De mener, at for eksempel funktionsopdeling og de åbne døres pædagogik er det rene genbrug.

»Det bliver jo fremstillet som noget helt nyt, at børnene ikke længere skal være på stuer og selv kan bestemme hvor og med hvem og med hvad, de vil lege. Alt det har vi jo praktiseret i mange år. Allerede i 1966 lavede jeg i Espergærde den første institution i Danmark, hvor børnene ikke kom på faste stuer, men frit kunne boltre sig i forskellige legerum. Jeg kaldte det bare en "åben" institution. Der er intet nyt under solen, men bare de ting, man genbruger, er de gode, så er det i orden,« siger Stoffer lettere hovedrystende. Hun er ikke helt tilfreds med dagens pædagogik.



Mere tid til børnene. "Giv dig tid" står der på flere sprog på den numsepude, som Inge Struve bærer rundt på, og de erfarne pædagoger er enige om, at både forældrene og den moderne selvforvaltningspædagogik i institutionerne overlader børnene for meget til sig selv.

»Når Jens Sigsgaard sagde, at der skulle mere frihed og mere medbestemmelse til barnet, mente han jo ikke, at barnet skulle lades alene,« siger Inge Struve.

Erna er enig i kritikken. Hun synes også, at man diskuterer for meget i moderne pædagogik.

»Det er godt, at barnet støttes i at tænke over, hvad det selv vil og har lyst til, men barnet har brug for faste rammer at handle ud fra. Et barn kan jo ikke ud af den blå luft vide, hvad det vil. Før barnet kan krydse vejen, må det jo først vide, hvordan man undgår at blive kørt ihjel,« siger Erna.

Også Marianne er bekymret over udviklingen i børnehaverne.

»Lederne har fået meget mere papirarbejde, og det betyder mindre tid til børnene, og nærkontakten til det enkelte barn forringes også, når institutionerne bliver større,« siger hun.

Men det, der især bekymrer pædagogerne, er, at også hjemme hos forældrene lades børnene alene.

»De voksne kommer trætte hjem fra arbejde og har ikke overskud til den vigtige nærkontakt. Forældrene tror, de kan godtgøre deres fravær ved at købe dyrt legetøj til børnene. Men det bedste for børnene ville være, hvis de tog sig tid til at sidde og lytte til børnenes historier eller selv læste en god bog for dem,« siger Inge Struve.

»Så er det godt, vi bedstemødre kan træde til,« indvender Erna.



Superbabysittere. Og trådt til har de gjort mange gange både ude og hjemme. De fleste har arbejdet som pædagoger til langt ud over pensionsalderen, og de har siden øst af deres erfaringer til døtrene og børnebørnene, hvoraf flere er fulgt i familiens fodspor og er blevet pædagoger.

»Det er ikke noget kedeligt fag, og ikke én af os har fortrudt, hun blev pædagog,« siger Erna.

Inge Struve nikker, og hun har bestemt, at før hun går bort, vil hun lave en kasse med minder fra tiden med "sem-pigerne", som de kalder sig.

»De erfaringer skal gå i arv. De skal ikke ligge og flyde nogle steder, de skal være samlet, så andre kan få glæde af dem,« siger hun.



60 år senere

"Sem-pigerne", som de 11 diamantpædagoger kalder sig, er her klædt om til festmiddag på Agersø Kro. Siddende forrest ses fra venstre den adrætte Erna og Inger Marie, der i fagkredse også går under navnet "Stoffer". Siddende på stenene ses fra venstre Inge Struve, Søster, Inge Kruhl, Marianne, Birte Pahle og Birte Topsøe. Og bagerst står fra venstre Kirsten, Hildur og Inge Birkvad. De dækker et bredt spekter inden for pædagogfaget. Over halvdelen har været børnehaveledere, en enkelt har været praktiklærer, en har gjort et stort arbejde inden for åndssvageforsorgen, en anden har skrevet en bog og lavet en film om børns sprogudvikling, og en tredje var den første her i landet, der åbnede en åben institution. Mange af dem har desuden været engagerede medlemmer af forskellige samarbejdsudvalg i institutionerne, og flere har lavet fagforeningsarbejde. Som Jens Sigsgaard sagde, da de blev færdige: »I er så forskellige, men I er nogle personligheder alle sammen«.