500.000 for lidt i løn

Københavnsk BUPL'er, som gennem 20 år fik udbetalt forkert løn, har fået efterbetalt en halv million kroner.

Hvis Ina Meyer Petersen ikke havde haft et problem på sin arbejdsplads, hvis faglig sekretær Jesper Rostved ikke havde været på sin pind den dag i september 2001, da hun søgte hjælp på fagforeningskontoret, og hvis personsagsbehandler Lissi Kjær havde været mindre agtpågivende, end hun faktisk var, ville fejlen nok aldrig være blevet opdaget.

Men fejlen blev opdaget. Nu er den også blevet rettet. Og det på en måde, så Ina Meyer Petersen - gennem 31 år assistent i Blågårds Sogns Menighedsbørnehave på Nørrebro i København - i dag er et meget tilfreds medlem af BUPL København.

Kort før sommerferien fik 59-årige Ina Meyer Petersen udbetalt 460.000 kroner i regulering og procesrenter efter gennem 20 år at have fået for lidt i løn. Da hun i samme sags anledning tidligere har fået udbetalt godt 40.000 kroner, løber efterbetalingen i alt op over de 500.000 kroner.

Ina Meyer Petersen husker, hvordan sagen startede.

"Det havde ikke det mindste med min løn at gøre, men jeg havde altså et problem på min arbejdsplads. Derfor henvendte jeg mig på fagforeningskontoret, medbringende min lønseddel som en slags legitimation. En kvindelig medarbejder, som jeg har glemt navnet på (Lissi Kjær, red.), sagde, da hun så min lønseddel, at der da vist var noget galt. Hvad det var, kunne hun ikke lige afgøre, så hun sendte mig op til Jesper," husker Ina Meyer Petersen.

Lissi Kjær: "Jeg havde i et tidligere job beskæftiget mig sporadisk med løn, så jeg var ikke uvant med at læse lønopgørelser. Der var sikkert derfor, at jeg reagerede."

Jesper Rostved: "Det første, som slog mig, var, at Inas løn ikke svarede til hendes stillingsbetegnelse. Der stod jo på lønsedlen, at hun var assistent, men hun fik løn som en - ganske vist godt betalt - pædagogmedhjælper. Et nærmere studium af lønsedlen, suppleret med Inas egne oplysninger, afslørede årsagen til misforholdet mellem løn og stilling, og også at der var tale om en meget gammel skade."



Galt lønforløb. Ina Meyer Petersen har gennemgået den 1-årige barneplejerskeuddannelse og bliver 1. september 1971 ansat i Blågårds Sogns Menighedsbørnehave. Det sker i en normeret pædagogstilling, men da hun ikke regnes for fuldt uddannet, bliver hun ansat på minus 7 procent-vilkår. Det indebærer, at hendes løn er syv procent lavere end en pædagogløn.

I 1978 indgår BUPL - som konsekvens af bistandslovens ikrafttræden og daginstitutionsområdet flytning fra statsligt til kommunalt regi - aftale med de kommunale arbejdsgivere om løn- og ansættelsesvilkår for ikke-uddannede medarbejdere, der er ansat i normerede pædagogstillinger. Hvis der et tale om en uafbrudt ansættelse, som går tilbage til tiden før 1973, henføres medarbejderen til pædagogoverenskomsten, mens alle andre ikke-uddannede i pædagogstillinger henføres til medhjælperoverenskomsten. Ina Meyer Petersen har siddet i sin stilling uafbrudt siden 1971. Derfor er der ingen tvivl: Hun hører til på pædagogoverenskomsten.

Det kommer bare ikke til at fremgå af hendes ansættelsesbrev. Her står, at hun er ansat som pædagogmedhjælper. Det gør til en start ikke den store lønmæssige forskel, men det kommer det til. I 1982 er forskellen mellem Ina Meyer Petersens faktiske månedsløn og den, hun skulle have haft, 368 kroner. Da fejlen bliver opdaget i 2001, er lønforskellen vokset til 3940 kroner om måneden.

Ina Meyer Petersen er på grund af den fejlagtige stillingsbetegnelse nemlig havnet i et lønforløb, som efter en indfasningsperiode bliver stadig mere ufordelagtigt for hende. I stedet for at følge lønudviklingen for uddannede pædagoger, får hun sin løn reguleret efter, hvad der sker på medhjælperoverenskomsten.



Ingen forældelse. Blågårds Sogns Menighedsbørnehave og dennes paraplyorganisation, Menighedernes Daginstitutioner, indrømmer straks, at der er begået fejl. Ina Meyer Petersen bliver korrekt indplaceret i lønsystemet, og der foretages en foreløbig efterbetaling på godt 40.000 kroner.

Nu står bare tilbage at finde ud af, hvor langt tilbage i tiden, den endelige efterregulering skal gå. Enkelt og smertefrit bliver der dog ikke. Menighedernes Daginstitutioner overlader de videre forhandlinger med BUPL til Københavns Kommune. De trækker i langdrag, fordi den medarbejder, forvaltningen i første omgang sætter på sagen, bliver afskediget, og afløseren rammes af sygdom.

Den indholdsmæssige side af forhandlingerne handler i øvrigt om, hvorvidt Ina Meyer Petersen selv burde have opdaget fejlen. BUPL fastholder, at hun er uden medskyld i miseren, og henviser til en sag i Østre Landsret, hvor en oven i købet overordnet medarbejder har fået dom for, at hun var "utilregnelig uvidende" om, at hun var blevet snydt for et løntillæg. Konsekvensen af dommen var, at den sædvanlige forældelsesfrist på fem år blev suspenderet.

Det bliver den også i Ina Meyer Petersens tilfælde.

"Man må da godt undre sig over, at det aldrig strejfede mig, at jeg fik for lidt i løn. Men det gjorde jeg altså ikke. Jeg gik ud fra, at min arbejdsgiver havde styr på de sager," siger Ina Meyer Petersen.



Der handles. Ina Meyer Petersen er et ordensmenneske. Samtlige sine lønopgørelser siden 1982 står opmarcheret i samlemapper derhjemme i Glostrup. Ved hjælp af dem er det relativt enkelt for Jesper Rostved at dokumentere på kroner og øre, hvor meget for lidt hun i perioden har fået udbetalt i løn. Det drejer sig om 656.315,84 kroner. Jesper Rostved forklarer, hvorfor man ender med at indgå et forlig, som giver Ina Meyer Petersen mindre end det fulde beløb.

"Ved den afsluttende forhandling på Københavns Rådhus tilbyder arbejdsgiverne en efterbetaling på 410.000 kroner. Jeg ringer til Ina og beder om et "ja", et "nej" eller et "ikke godt nok". Hun siger, "ikke godt nok, der skal 50.000 kroner mere til". Kravet forelægges arbejdsgiverne, som accepterer. Jo, vi kunne godt have insisteret på det fulde beløb, men det havde givetvis betydet, at sagen skulle prøves ved domstolene. Det var under alle omstændigheder blevet en langvarig affære, og det er langt fra sikkert, at Ina havde fået mere ud af det at søge en domstolsafgørelse. Derfor indgik vi en handel."



Fallit truer. Den store efterbetaling til Ina Meyer Petersen har efterladt Blågårds Sogns Meningsbørnehave med et økonomisk problem, som i værste fald kan føre til fallit for den lille og i forvejen økonomisk vanskeligt stillede institutiton. Københavns Kommune har i første omgang lagt pengene ud, men har betinget sig, at udlægget betales tilbage over de næste otte år.

Børn&Unge erfarer, at børnehavens bestyrelse forsøger at få en mere favorabel ordning i stand, helst en, som betyder, at Københavns Kommune betaler hele gildet.

For som bestyrelsesformand Hanne Dahlerup siger: "Børnene skal ikke lægge ryg til fortidens synder."



Efterskrift: Ina Meyer Petersen er ikke mere ansat i Blågårds Sogns Børnehave. De problemer, som i september 2001 fik hende til at søge fagforeningens hjælp, førte i første omgang til en sygemelding og siden til, at hun blev afskediget på grund af langvarig sygdom.

"Jeg søger job, men ved, at det i min alder bliver svært at finde noget," siger Ina Meyer Petersen til Børn&Unge.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.