Tosprogede børn - Sag eller ressource

Lille Mohamad vil blive bedre til dansk, hvis han bor i Grindsted Kommune, end hvis han bor i Vordingborg. De to kommuner opfylder nemlig Folkeskolelovens §4A, der handler om sprogstimulering af tosprogede børn, meget forskelligt. De to kommuner er eksempler på, hvor svingende opgaven bliver løst rundt omkring i landets institutioner. Loven handler både om tilbud til børn, der er i institution og børn, der ikke er.

I Vordingborg Kommune holder man fast ved, at der skal en indstilling til, før et barn kan modtage sprogstimulering. Det vil sige, at børnehaven eller forældrene skal henvende sig til kommunen om hjælp, hvis de mener, et barn har brug for sprogstimulering. Forældrene skal skrive under på, at de accepterer indstillingen, som bliver behandlet i kommunens Familiecenter. Centeret har den faglige viden i form af en tale-høre-pædagog til at vurdere, om der er et behov. Uden en sådan indstilling iværksætter Vordingborg Kommune ikke nogen sproglig stimulering af de tosprogede børn i kommunen, og i øjeblikket foregår der ingen sådanne aktiviteter i kommunens børnehaver udover de, man på frivilligt initiativ sætter i gang, som det er tilfældet i børnehaven Bifrost. 



Mistede tålmodigheden. Pensioneret pædagog Inge Luffe har arbejdet friviligt med sprogstimuleing i børnehaven Bifrost i omkring fire år. I begyndelsen af 2001 mistede hun tålmodigheden på børnehavens vegne og skrev til både Vordingborg Kommune og Familiecenteret og spurgte, hvad kommunen vil gøre for at leve op til loven. Svaret var, at man i kommunens institutioner arbejder "målrettet med børnenes sprog og begrebsverden", og at sproglig stimulering har været "centralt udmeldt indsatsområde i børneinstitutionerne i 2000/01." 

Men den tolkning af loven lever ikke op til intentionerne, siger pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet Beata Engels Andersson:

»Det er ikke meningen med Folkeskolelovens §4A, at kommunerne løser opgaven alene ved at tilbyde børnene en institutionsplads. Og generelt er pædagogerne ikke uddannet til at lave sprogstimulerende aktiviteter,«uddyber hun. Så detaljeret formulerer man imidlertid ikke en lovtekst, men Ministeriet har udsendt en vejledning til loven foruden inspiration i publikationen "Sådan gør vi," der fortæller om, hvordan forskellige kommuner løser §4A-opgaven. 



Sygeliggjorte. Vordingborg Kommune er ikke enestående. I februar 2001 var Undervisningsministeriet klar med en undersøgelse af, hvor langt kommunerne er med §4A-arbejdet. Ud af de 275 kommuner viste det sig, at 80 kommuner ikke lever op til §4A. Undersøgelsen er led i opfølgningen på loven og skal ses på baggrund af, at loven blev strammet fra "kan" til "skal" for et år siden, den 1. august 2000.

Leder af børnehaven Bifrost i Vordingborg Kommune, Marianne Larsen, mener, at kommunens politik på området burde være anderledes:

»Jeg føler, man sygeliggør børnene, når man kræver, der skal en indstilling til. Sådan tror jeg også, forældrene vil have det. Derfor har jeg indtil nu kun henvendt mig mundtligt til kommunen om hjælp til de tosprogede børn, for det kan ikke passe, at man skal lave en indstilling. Familiecenteret er ikke det rette regi for de tosprogede børn. Jeg mener, kommunen bør få en anden politik på området og decideret udarbejde en målsætning for de tosprogede børn. Desværre er §4A tilpas bred til, at kommunen kan dække sig ind under den,« beklager hun.

Børne- og kulturchef i Vordingborg Kommune, Klaus Michael Jensen, bekræfter, at kommunen ikke iværksætter nogen sprogstimulerende aktiviteter uden en indstilling, men han synes ikke, kommunen sygeliggør børnene ved at kræve en indstilling. Dermed sidestiller han dog tosprogede børn med børn, der har taleproblemer som læspen, stammen eller læbe-ganespalte.

Vordingborg Kommune tolker altså Folkeskolelovens §4A snævert. Klaus Michael Jensen fastholder, at det langt fra er alle tosprogede børn, der har behov for sprogstimulering. Man kan sige, at kommunen har valgt den skrabede model.



Tosprogethed en ressource. I andre kommuner tager man lovens ord "skal" mere alvorligt. Sprogstimuleringen er sat i system og tilbydes automatisk til alle børn. Et eksempel på denne måde at forvalte loven på, findes i Københavns Kommune. Her er man opsøgende og vurderer alle tosprogede børns behov, fortæller projektkoordinator for sprogstimulering og integration, Anni Hedegaard. Forældrene modtager et brev, som indtil videre er oversat til otte sprog. Det sker et par måneder efter, at børnene er flyttet til kommunen, eller når de fylder fire år. Der skal vel at mærke ikke laves nogen indstilling. Anni Hedegaard siger:

»Når jeg hører ordet "indstilling," tænker jeg PPR ( Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.), og det synes jeg, stempler børnene - man gør deres tosprogethed til et problem. Men de her børn har jo ikke noget handicap, de er bare tosprogede. Og det opfatter vi faktisk som en ekstra ressource,« siger Anni Hedegaard.

I Ishøj Kommune foregår arbejdet på stort set samme måde. Kommunen tager automatisk initiativ til at screene alle to et halvt år gamle børn. Det vil sige vurdere, om de har brug for sprogstimulering. Forældrene skal altså også her vælge fra, men ingen forældre har indtil nu sagt nej tak til sprogstimulering af deres barn, fortæller konsulent for tosprogede børn, Mary-Ann Padovan. Tværtimod hilser de initiativet velkomment, uddyber hun. Kommunen har ansat en sprogvejleder og en sprogansvarlig i hver børnehave. Det kan være en af pædagogerne, som i så fald har været på kursus. Kommunen laver også en screening af børnene, når de er fem et halvt år gamle. De kan herefter komme i en modtagelsesbørnehave, hvor sprogstimulering sørger for, at de kommer på niveau med de danske børn, inden de skal starte i skolen. Mary-Ann Padovan understreger, at det slet ikke er nok, at børnene kommer i børnehave:

»Det at lære dansk kommer ikke af sig selv, der skal en indsats til, og folk skal være uddannet til at give denne sprogstimulering.«

Hun opfatter med andre ord ikke sprogstimuleringen som hverken særlig eller som specialundervisning:

»Børnene får jo ikke udviklet deres danske nok, når forældrene ikke taler det. Det er en mistolkning af loven, hvis en kommune kræver indstilling. De skal tilbyde sprogstimulering« pointerer hun. Det står i §4A.



Små kommuner er godt med. Kommunens størrelse eller antallet af tosprogede børn er ikke nødvendigvis afgørende for, hvordan opgaven med sprogstimulering tackles. I Grindsted med knap 18.000 indbyggere er kommunen også opsøgende, og her skal forældrene også melde fra, hvis de ikke ønsker sprogstimulering af deres barn. De skal ikke skrive under på noget for at opnå sprogstimulering af deres barn. Der er altså heller ikke tale om nogen indstilling i Grindsted Kommune. 

Tilbudet kommer til forældrene helt automatisk. De modtager et brev fra kommunen. Brevet sendes både i en dansk version og oversat til forældrenes modersmål. Kommunen holder sig à jour med, hvor mange af kommunens børn falder ind under §4A. Pædagogisk konsulent i Grindsted Kommune, Kirsten Sejersen, fortæller, at forældrene hilser tilbudet velkomment. Faktisk er de begyndt selv at henvende sig om det til kommunen, som i øvrigt tilbyder dem en opfølgende halvårlig samtale om, hvordan det sprogligt går med deres barn. 

Kommunen har i alt omkring 30 tosprogede børn. Af dem har 15 modtaget den ambulante sprogstimulering ude i institutionerne. Kommunen har fået to sproglærere mere, og har nu fire. De møder forældrene ude i institutionerne og taler med dem ved hjælp af tolk. Kommunen tilbyder også en sprogskole, der træder i kraft det sidste år, inden de skal i skole. Her modtager børnene undervisning tre gange tre timer om ugen, og der er to lærere om seks til otte børn. Grindsted Kommune iværksatte sprogstimulering tilbage i 1996 som forsøg. 

»Vi justerer hele tiden, efter hvad der er brug for. Vi har et tæt samarbejde med institutionerne og forældrene. Vi er meget åbne over for, hvad de fortæller os,« slutter Kirsten Sejersen. Grindsted er en af de kommuner, der er brugt som eksempel i Undervisningsministeriets publikation "Sådan gør vi" fra 2001. Her kan man også læse om Ølstykke Kommune med knap 14.500 indbyggere, nordvest for København. I Ølstykke bor 34 tosprogede børn. Nitten af dem går i børnehave. Allerede i 1990 formulerede kommunen en flygtninge- og indvandrerpolitik. Efter §4A kom til, er arbejdet i Ølstykke blevet sat mere i system end i de tidlige år. Kommunen laver en forespørgsel i småbørnsinstitutionerne for at finde frem til børnene. Børnehaven skal give en umiddelbar vurdering af behovet. Forældrene skal vælge en af de særlige modtagebørnehaver til deres barn, hvis de ønsker sprogstimulering. Her er der ansat en pædagog i fem timer ugentligt til at varetage undervisningen.



Skrabet løsning. Et eksempel på en mindre kommune er Næstved med godt 46.000 indbyggere. Her har man indtil nu tilbudt en skrabet løsning, lidt over Vordingborgs niveau. Kommunen tager initiativ og kontakt til alle forældre med børn ned til treårsalderen, fortæller leder af daginstitutionskontoret Johnni Helt. Der skal ikke laves nogen indstilling. Enkelte børn får en særlig stimulering, men indtil videre har man løst opgaven ved at sørge for, at børnene kom i daginstitution, og man har så lavet en sprogpakke med inspiration til pædagogerne. Til efteråret starter deciderede kurser for pædagogerne.

I Folketingsåret 2002-03 kommer Undervisningministeriet med en redegørelse, der følger op på, hvordan Folkeskolelovens §4A er blevet implementeret ude i kommunerne. Ministeriet har dog allerede på baggrund af den foreløbige undersøgelse arrangeret konferencer rundt om i landet for at hjælpe de kommuner i gang, som endnu ikke har lavet sprogtilbud til de fire til seksårige tosprogede børn.



Penge via bloktilskud

Der er afsat 19,2 millioner kroner i 2001 til sprogstimulering af tosprogede børn. Pengene fordeles til kommunerne i form af bloktilskud. Et bloktilskud er en kompensation, staten giver kommunen, fordi den pålægger den en opgave. Bloktilskud er ikke øremærket, det vil sige, at pengene ikke skal betales tilbage, hvis de ikke bruges på den pågældende opgave. 

Kilde: Indenrigsministeriet. 



Publikationen "Sådan gør vi" kan bestilles på Undervisningsministeriets forlag, tlf. 3392 5220.