Tiden stjæles af nye opgaver

Undersøgelsen af tidsforbruget i københavnske småbørnsinstitutioner viser, at det især er øget kontakt til forældrene, ledelse og administration, deltagelse i møder, tilfældige afbrydelser, praktisk arbejde og pædagogernes bestræbelser på at synliggøre det pædagogiske arbejde, der "stjæler" tiden fra børnene

Personalet i 75 procent af de 370 københavnske vuggestuer, børnehaver og 0-6 års institutioner har svaret på omfattende spørgeskemaer om deres tidsforbrug. I de første to første uger af september i år gjorde lederen, personalet på en af stuerne i institutionen og en enkelt medarbejder op, hvad de bruger deres tid til.

Indtil sidste år havde man i Københavns Kommune normeringsregler, som direkte dikterede, hvor meget tid, man måtte bruge til ledelse og administration og "andet arbejde". Nu er disse regler afløst af økonomistyring, hvor institutionerne ikke længere har rådighed over et timetal, men et antal kroner og ører. 

Der er ikke med overgangen til det nye styringssystem sket en nyvurdering af behovet for personale til de forskellige opgaver, så det samlede personaletimetal er det samme som før. Der har ikke været direkte nedskæringer i normeringen i de københavnske dag-institutioner. Men især i 1983 og 1989 "fritog man institutionerne for at passe børn i ydertimerne, hvor der alligevel stort set ikke mødte nogen børn op, men personalet blev reduceret næsten proportionalt med åbningstiden", står der i undersøgelsen. 

Med virkning fra 1. januar 2000 er der sket en reduktion af de enkelte institutioners budgetter svarende til fire procent af lønsummen. Det svarer til 12-15 timer, men meldinger fra institutionerne tyder på, at man de fleste steder har valgt at spare på for eksempel kost og koloni i stedet for på personaletimer.



Ledelse og administration

"Jeg mener, at kommunen er "god" til at lægge mere og mere administration ud til institutionerne uden at give den fornødne undervisning. De følger heller ikke op på, om vi kan nå det. I de år, jeg har været leder, er der kommet mere og mere administration - ofte må jeg selv finde ud af at løse det." Citat fra leder.

Undersøgelsen viser dels institutionernes tidsforbrug til en række møder, som har relation til ledelsen, dels hvor meget tid, der bruges på en række andre administrative og ledelsesmæssige opgaver. Disse opgaver skønnes af tage 21,3 timer om ugen per institution. Sammenlignet med forudsætningerne for personaletildelingen, som er på 10 timer per uge plus 0,125 time per børnepoint, kan det tydeligt ses, at det faktiske tidsforbrug er større end det forudsatte. I gennemsnit svarer forskellen til cirka 15 timer om ugen.

På tabel til højre ses tidsforbruget anvendt per institution til administration og ledelsesmæssige opgaver.



Praktisk arbejde

"Alt for meget tid anvendes på ting, der ikke har direkte relevans for børnene. Man bliver alt for tit forstyrret i samværet med børnene (...) Hvis der var tid til det, kunne man inddrage børnene i det praktiske arbejde, men vi har ikke tid nok" Citat fra medarbejder.

På næsten alle institutioner bidrager stuepersonalet til rengøringen, ofte fordi man har valgt at spare på rengøringspersonale i stedet for på det pædagogiske personale. I næsten alle institutioner stoler pædagogerne op, de fejer gulve og tørrer borde af. I 66 procent af institutionerne ordner personalet også vasketøj.

Næsten alle institutioner tilbyder morgenmad og et let måltid om eftermiddagen. Langt de fleste steder deltager personalet i de praktiske opgaver i den forbindelse.

Sygefravær 

"Tiden i dagligdagen er nøje tilrettelagt. Sygdom blandt personalet kan spolere mange af de planlagte ting, såsom ture og større arrangementer, fordi skemaet er stramt. Dette medfører frustration og stress, når man ikke føler, at man når, hvad der er bedst for børnene." 



Citat fra spørgeskemaerne 

I løbet af de 14 dage, undersøgelsen varede, mistede de medvirkende stuer i gennemsnit 22,6 personaletimer. 50 procent af fraværet skyldtes ferie, 48 procent sygdom og de sidste to procent andre årsager som for eksempel kurser. Gennemsnitlig vikardækning i 9,5 timer gav et "nettotab" på 13,1 time per stue.



Tid til børnene

I undersøgelsesperioden er stuernes personale hver dag blevet bedt om at vurdere, hvordan forløbet har været: Hvordan gik dagen? Svarene fremgår af nedenstående skema.

Medarbejderne er også blevet bedt om at vurdere, om dagene gik som planlagt. Svarene viser, at 83 procent af dagene faktisk gik som planlagt. Det er typisk, at medarbejderne har prioriteret omsorg og professionel venlighed.



Forældre-kontakten

"Jeg bruger mere tid på forældresamarbejde, snak og rådgivning end for nogle år siden". Citat fra stuemedarbejder.

Udover de to forældremøder, som næsten alle institutioner holder om året for alle forældrene, er der et utal af forskellige forældrearrangementer, som personalet planlægger og deltager i. I gennemsnit bliver det til 7,5 arrangementer årligt. 

Personalets deltagelse i forældremøder og stueforældremøder - forberedelse er ikke medregnet - "stjæler" næsten seks timer om ugen. Foruden disse møder tilbyder de fleste institutioner samtaler med forældrene om det enkelte barn. 

Forældrebestyrelser eller bestyrelser i de selvejende institutioner mødes i gennemsnit 5,5 gange årligt. Sammenlignet med Socialministeriets retningslinjer mødes bestyrelserne to til tre gange oftere end forudset. Det enkelte bestyrelsesmøde varer i gennemsnit tre timer, og der deltager typisk tre medarbejdere - lederen og to medarbejderrepræsentanter.

Ovenfor ses tidsforbruget for de samtaler, som de forskellige institutionstyper tilbyder forældrene om det enkelte barn.



Afbrydelser

"I de senere år bruger vi stadig mere tid på at tale med forældrene om specielle hensyn til deres barn og om deres egne problemer, som ikke har indflydelse på børnenes hverdag i institutionen." Citat fra personaleskema.

Forældresnak er en af de afbrydelser, som tager tiden fra børnene. Det går der efter personalets skøn 91 minutter om ugen med per medarbejder. Andre afbrydelser kan være aktiviteter med børn, der ikke foregår i børnegruppen - for eksempel børn der optræder aggressivt og må tages væk fra gruppen, syge børn og børn med behov for speciel træning. Henvendelser fra myndigheder og drøftelser med kolleger er også afbrydelser, som tager personalet væk fra børnegrupperne. I alt fylder afbrydelserne fire timer og 27 minutter om ugen per medarbejder.



Møder

"Jeg prioriterer, at al min energi og opmærksomhed tilhører børnene og deres forældre. Møder, forberedelse og kontakt til øvrigt personale er min dårlige samvittighed". Citat fra stuemedarbejder.

Tidligere kunne der afsættes 1,5 time om ugen per fuldtidsansat - eller cirka fire procent af normeringen til mødeaktivitet eller "andet arbejde". Socialministeriets vejledning i tilrettelæggelse af arbejdet lagde op til to årlige møder med alle forældre, to årlige bestyrelsesmøder og fire møder i medarbejderrådet. 

Men i dag har forældrene langt større forventninger om indflydelse og tid til snak om det enkelte barn. Lovgivningen om forældrebestyrelser har betydet, at der stilles krav om virksomheds- eller årsplaner, så forældrene kan forholde sig til de overordnede principper for det pædagogiske indhold. Men der er ikke afsat flere timer til møder i forhold til for 22 år siden.

Alle institutioner i undersøgelsen holder personalemøder for hele personalet. I gennemsnit holdes der 12 personalemøder om året. Dertil kommer deltagelse i personaleweekends eller dage, i gennemsnit tager det 3,3 time om ugen fra tiden med børnene.

Mange steder holder personalet også uformelle møder om de løbende opgaver. 42 procent holder dem én gang om ugen, 33 procent hver dag. Møderne varer i gennemsnit 15 minutter eller mindre. 82 procent af institutionerne holder regelmæssigt stuemøder - i gennemsnit 17 gange årligt. Personalet og især ledelsen deltager i gennemsnit i 38 eksterne møder årligt, det svarer til knap fire timer om ugen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.