Stil krav til de små kunstnere

Væggene er spækket med dem. Det ene mere farverige og originale kunstværk end det andet hænger side om side og konkurrerer om opmærksomheden. Sådan er det i alle Kanafani fondens børnehaver. Men det er ikke længere siden end i 1997, at Laila Kanafani, datter af fondens leder, Anni Kanafani, gik i gang med at indføre kunsten i børnehavernes hverdag.

»Jeg synes, det var på tide at komme væk fra A4-børnene og give dem større størrelser, bedre materialer, mere frihed og plads til bevægelse,« siger Laila Kanafani.

Laila Kanafani er ikke en novice, når det kommer til kunst. Hun har taget en bachelor i kunst med sidefagene psykologi, pædagogik og kultur fra Beirut University College. 

Senere har hun suppleret med et kursus om børn, kultur, kunst og kreativitet fra Danmarks Lærerhøjskole (i dag Danmarks Pædagogisk Universitet, DPU, red.).

I begyndelsen handlede det om at komme i gang hurtigst muligt. Derfor brugte Laila Kanafani en periode på at tage rundt i de forskellige børnehaver og lege "flue på væggen". Og her måtte hun sande, at det krævede både mere plads, men også et engageret og dermed uddannet personale at sætte sådan et kunstprojekt i gang.

»Jeg kunne jo godt se, at pædagogerne i børnehaven ikke havde kræfter til at rydde et rum, hver gang de ville lave kunst med børnene. Desuden ville det være rart for børnene at få plads nok til at kreere, eftersom de kommer fra hjem med meget lidt plads,« siger hun 

Laila Kanafani gik i gang med at stable et 220 timers lynkursus i kunst på benene til de pædagoger, der var interesseret. 



Processen vigtig. Kunst i hverdagen handler for Laila Kanafani om at give børnene mulighed for at udtrykke sig og give dem opmærksomhed i processen såvel som generelt. 

»Men vi er ikke psykologer, så det er ikke opgaven for os at analysere børnene ud fra deres tegninger,« understreger hun. 

Hun kan berette om en interessant misforståelse i den anledning. Der var en lille pige, der sad og tegnede en frugtskål, mens pædagogen så beundrende til. Pludselig hiver pigen en sort tusch frem og overmaler hele papiret. 

Pædagogen bliver chokeret og spørger senere på dagen skolepsykologen, om hvad det mon betyder. Veninden siger: "spørg pigen hvorfor", hvilket pædagogen gør den næste dag. Og pigen svarer, at hun malede frugtskålen over, fordi det blev nat.

»Dette eksempel viser, at børn er langt mere interesseret i processen end i resultatet. For voksne er det ofte omvendt. Derfor er det også vigtigt ikke at stresse, men give dem tid så de får en følelse af kontinuitet,« siger Laila Kanafani. 

Netop processen og kontinuiteten er et vigtigt omdrejningspunkter i kunstprojektet. Børnene er nemlig med hele vejen igennem. De er med til at grunde lærredet, stille maling frem, male såvel som til at rydde op og rense pensler bagefter.



Forældre stolte. Ikke alle forældre var udelt begejstrede for kunstprojektet i begyndelsen. Mange skældte deres børn ud, når de kom hjem med maling på tøjet, mens andre syntes, det var vigtigere at lære børnene at læse og skrive end at bruge tid på kreativitet.

»Vi forklarede dem, at kunst og kreativitet er godt for børnene, blandt andet når de skal lære at skrive i skolen engang, for det hjælper deres fin-motorik,« siger Laila Kanafani.

Det har også hjulpet, at pædagogerne løbende laver udstillinger med børnenes kunstværker. Forældrene bliver meget stolte og får pludselig øjnene op for deres barn fra en anden side. Fra pædagogernes side handler udstillingerne om at skabe respekt for børns kunst på linje med voksnes og selvfølgelig gøre børnene stolte af deres kunnen.



Picasso og Kahlo. Når man træder ind i børnehavernes atelierer er der en ting, som især springer i øjnene. Der hænger plakater med malerier af Picasso, Frida Kahlo og andre kunstere i samspil med børnenes billeder. Ved siden af hænger professionelt udførte skitser af menneskekroppen fra forskellige vinkler og i detaljer. En fod er vist fra fem forskellige vinkler og forskellige vinkler af et ansigts punkter er gengivet side og side. Umiddelbart kan udsmykningen godt virke som om, at der er store forventninger til børnene. Men det handler det ikke om at presse børnene, men om at inspirere dem. Alligevel mener Laila Kanafani godt, at man kan kræve noget af børn, når det kommer til kunst.

»Jeg mener godt, at man kan stille krav til børn. Det holder ikke at sige "iiihh" og "neeeej, hvor er du dygtig", når det ikke er sandt. Børn er ikke dumme. De ved godt, at man lyver. Og på lang sigt, så sænker det deres niveau,« siger hun.

Laila fortæller om engang, hun i Danmark var sammen med nogle danske pædagoger. 

En dreng kom hen til hende og spurgte selvsikkert, om hun ikke syntes hans maleri var flot. Det sagde hun nej til. De danske pædagoger måbede og var en anelse rystede over hendes facon, og det var drengen også - i første omgang.

»Derefter blev det pludselig interessant for ham at gøre det bedre. Og med det kom udviklingen. Derfor er det ikke galt at stille krav og give kritik, så længe man husker på at gøre det konstruktivt og ikke pacer børnene frem,« siger hun.

Hun fortæller, at ikke mange af kunstpædagogerne kunne tegne førhen. 

»Tegning er et håndværk, ikke et medfødt talent. Det er noget, der skal øves, udvikles og vedligeholdes. Ikke alle kan blive kunstnere, men alle kan tegne,« siger hun.



Børn vilde med portrætprojekt. I øjeblikket kører der et portræt-tema i alle fondens børnehaver. Det har varet siden november sidste år og handler om at lære sit eget ansigt at kende ved at lave portrætter på forskellige måder. Og det er noget, børnene synes er interessant.

»I starten var pædagogerne lidt bange for, at børnene ville kede sig. Men det har været en kæmpesucces indtil nu, og børnene fortsætter med at lave stakkevis af billeder, når de kommer hjem fra børnehave. De er helt vilde med det,« siger Laila Kanafani.

Børnene laver portrætter ved at se sig selv i spejlet og ved at se fotos af dem selv. De lærer at genkende og gengive forskellige grimasser, og de gengiver synet af deres øje i et forstørrelsesglas. På den måde lærer de, hvordan ansigtet ændrer sig og ikke er statisk. De lærer at gengive, hvordan de ser ud, når de er glade, sure, er kede af det, og på samme tid lærer de hvilke signaler, de selv sender til deres omverdenen via ansigtets udtryk. De lærer at tegne skitser, før de laver originaler, og kunstpædagogerne gør meget ud af at lære dem at skelne mellem at tegne, hvad de ser, og hvad de ved. 



Børn i centrum. Temaerne bliver ikke kun gennemgået via tegning. Tanken er at skabe helhed i børnenes hverdag, så kunsttemaet smelter sammen med deres andre aktiviteter.

Derfor bliver der både lavet skulpturer, collager og dyrket sanglege og drama samtidig med, at der efterfølgende bliver talt om temaet. Med portrættemaet har børnene fået stillet spørgsmål om, hvem de er.

»Portrættemaet har givet børnene mulighed for at fordybe sig i sig selv og forstå sig selv bedre. Udgangspunktet har netop også været, at jo bedre man forstår sig selv, jo bedre forstår man sine omgivelser,« siger Laila Kanafani.

Kunstpædagogerne har taget sig af tegning-, maling- og skulpturdelen. De andre pædagoger har samarbejdet om temaet ved at tale med børnene om deres identitet. I de fast inddelte aldersgrupper, som alle fondens børnehaver arbejder med, har pædagogerne sat en eller to børn dagligt i centrum i gruppelokalet. Her er de så blevet interviewet af de andre børn. Børnene stiller spørgsmål efter tur. Det kan for eksempel være spørgsmål om, hvad der gør dem mest glade, kede af det eller vrede. 

»Det giver barnet en status og opmærksomhed at sidde i centrum. Samtidig får de en verbal bevidsthed om, hvem de er. På den måde følges sproget ad med det visuelle, altså portrætskabelsen,« siger Laila Kanafani.



Næste stop - kroppen. Børnehavernes vægge og hylder er efterhånden spækket med portrætter lavet på et utal af måder og med mange forskellige slags materialer. Og selvom det er ved at være tid til at slutte portrættemaet af, så er det ikke slut med at kreere for børnene i Kanafanifondens børnehaver.

»Faktum er, at børn vil tegne ligegyldigt hvad. Det er et instinkt. Hvis man fjerner alle tegnematerialer, så vil børn automatisk finde noget at tegne med og på såsom neglelak, sten eller en pind i sandet,« siger Laila Kanafani. Hun trækker på skuldrene og smiler.

Når perioden med portrættemaet er overstået, er det meningen, at børnene skal lave samme gennemgang, men denne gang af kroppen og skelettet og så af heste.