Omsorg kommer ikke af sig selv
Pædagogers evner til at give især de svage børn omsorg i vuggestuer og børnehaver har i den grad været til debat i aviser, radio og tv de sidste par uger. Barndomsforskere har - mere eller mindre tydeligt - peget på, at nogle daginstitutioner ikke i tilstrækkelig grad formår at give de børn omsorg, der trænger mest til omsorgen. Lokale undersøgelser tyder faktisk på, at det er de stærke børn, der i forvejen får læst højt af far og mor derhjemme, som også får læst mest højt i daginstitutionen. Altså ikke de socialt svage børn, der trænger mest til den omsorg, højtlæsning også er, og som ruster børn til blandt andet skolen.
Efter min opfattelse er det glimrende, at presse, politikere, forskere og forældre, som aldrig før har interesseret sig for det pædagogiske indhold i landets daginstitutioner, nu engagerer sig. Og for os som pædagogfaglig organisation er det en stor sejr, at daginstitutioner ikke længere kun betragtes som arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, men som institutioner af stor betydning for børn og unges grundlæggende personlige og sociale udvikling.
I debatten, som jeg har fulgt nøje, er der to standardsvar på, hvorfor det måske nogle steder kniber med omsorgen.
1. Pædagoger er ikke gode nok til at se bort fra personlige sympatier og antipatier i børnegruppen.
2. Der er ikke nok pædagogisk personale i daginstitutionerne til at garantere alle børn omsorg.
Lands- og lokalpolitikere har - ikke overraskende - mest peget på det første svar. Det koster jo heller ingen penge. Både BUPL og repræsentanter for andre organisationer med indsigt i børns levevilkår har peget på det andet.
Daginstitutionerne har været igennem så store nedskæringer de sidste årtier, at det enkelte barn møder markant færre voksne i vuggestuer, børnehaver, SFO'er og klubber end tidligere. Ifølge tidligere formand for børnerådet, Per Schultz Jørgensen, er kvaliteten af det relationsarbejde, der foregår i institutionerne mellem børn og mellem barn og voksen helt afgørende. Her er tiden altså en vigtig faktor for at kunne "koble" sig på det andet menneske. Derfor er der heller ingen tvivl om, at det har store konsekvenser for pædagogers muligheder for at give omsorg, at normeringerne er blevet så meget ringere.
Der er klare grænser for, hvor få voksne - hvor få hænder - der kan opfylde behov og forventninger i et udviklingsperspektiv. Den grænse er nået mange steder. Men samtidig med, at vi berettiget kritiserer kommuner og regering, må vi også huske på, at penge og ressourcer ikke i sig selv garanterer, at børn får nok omsorg, trivsel og udvikling i institutionerne. Det er pædagogers faglighed og evne til indlevelse, der til stadighed er brug for, og som derfor fortsat skal fastholdes og udvikles.
