OK 02 - Farum Flipper
Forhandlingssammenslutningen KTO troede at have taget sine forholdsregler, da den med Farum Kommune lavede en køreplan for, hvordan og af hvem overenskomstforhandlingerne skulle føres. Nu viser det sig, at det har KTO alligevel ikke.
I aftalen, som er et produkt af, at Farum har meldt sig ud af Kommunernes Landsforening og derfor ikke er omfattet af de "store" overenskomstforhandlinger, bestemmes det, at de lokale forhandlinger skal foregå mellem Farum Kommune og en "lokal repræsentativ forhandlingsdelegation" på lønmodtagersiden.
Når forhandlingerne endnu ikke er kommet i gang, skyldes det uenighed om, hvad der ligger i begrebet "lokal repræsentativ". Borgmester Peter Brixtofte mener, at delegationen skal bestå udelukkende af tillidsrepræsentanter fra selve Farum.
Lønmodtagersiden mener derimod, at forhandlingsdelegationen er i overensstemmelse med det aftalte, hvis den afspejler de organisationer, som har medlemmer ansat i Farum. Blandt andre BUPL har derfor indsat en repræ-sentant fra den lokale fagforening, BUPL Frederiksborg Amt, i delegationen. Det er i øvrigt sket i fuld overensstemmelse med pædagogerne i Farum. Tilstedeværelsen af fagforeningsrepræsentanter omkring forhandlingsbordet har fået Peter Brixtofte til at stejle. Han har meddelt KTO, at der ikke bliver forhandlet, før fagforeningsfolkene er ude af delegationen. Samtidig har borgmesteren nægtet tillidsrepræsentanterne i Farum tjenestefrihed til at mødes med forhandlingsdelegationen.
John Langford, som er formand for BUPL Frederiksborg Amt, er ikke til sinds at bøje sig for Brixtoftes krav om en ren Farum-delegation.
»Jeg ved godt, at borgmesteren helst vil lave en overenskomst med de ansatte i sin egen kommune, men sådan er den danske aftalemodel ikke skruet sammen. Overenskomster forhandles med de faglige organisationer, og det må også Brixtofte affinde sig med,« fastslår John Langford.
OK-forliget i staten
Finansminister Thor Pedersen (V) og formanden for Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, Peter Waldorff, har indgået forlig om en ny, treårig overenskomst for de ansatte i staten.
Forliget i overskrifter: Den samlede ramme er på 7,55 procent, hvortil kommer udmøntning fra reguleringsordningen.
Af rammen på de 7,55 procent gives de 5,55 procent som generelle lønstigninger, mens der er afsat to procent til puljer og to ekstra fridage.
Den hidtidige lønforsøgsordning afløses af en permanent form for Ny Løn. 40 procent af de ansatte har valgt at skifte til denne lønform. De statslige arbejdsgivere har, i modsætning til de kommunale, ikke insisteret på at få Ny Løn forlodsfinansieret
De to ekstra feriedage udløses i henholdsvis 2003 og 2004.
Nyt er også, at ansatte over 62 år har udsigt til 12 dages frihed med løn om året.