Kvalitet er et fremmedord
For de fleste kommunalpolitikere er daginstitutionspolitik alene et spørgsmål om at skaffe institutionspladser nok. Og i de kommuner, hvor der i dag er pasningsgaranti, betragter de fleste politikere kommunens daginstitutionspolitik som indfriet.
Det viser undersøgelsen "Kommunalpolitikeres daginstitutionspolitik juni 2001", der er lavet af analyseinstituttet Advice Analyse for BUPL og PMF op til kommunalvalget den 20. november.
Undersøgelsen bygger på 26 interviews med kommunalpolitikere fra ni forskellige kommuner, og den konkluderer, at politikerne har et meget udvendigt forhold til børnenes hverdag i daginstitutionerne.
Hvis politikerne taler om kvalitet, er det i rent abstrakte og overskriftsagtige formuleringer. Kun to af de adspurgte - begge fra partiet Venstre - forsøger at sætte sig ind i børnenes behov, når de taler kvalitet. Resten konkretiserer kvalitet med ord som "økologisk koncept", "plads nok", "valgfrihed" og "balancen mellem pædagoger og PMFer". Men de emner, der først og fremmest optager kommunalpolitikerne på daginstitutionsområdet, er problemerne med tosprogede og truede børn, frit institutionsvalg, forældreindflydelse, fleksible åbningstider, røgfrihed, udlicitering eller ej og vikardækning. Ingen af dem fylder dog så meget, at det vil blive centrale temaer op til kommunalvalget, vurderer politikerne selv.
Det indholdsmæssige - såsom hvordan børnene skal udvikle deres forskellige potentialer, hvordan de skal gøre deres erfaringer eller lære at løse konflikter - er helt fraværende i politikernes bevidsthed.
Fattigt. Børneforsker Stig Brostrüm fra Danmarks Pædagogiske Universitet undrer sig over, at kommunalpolitikerne ikke har nogen bedre bud på, hvad institutionerne indholdsmæssigt skal kunne tilbyde.
»Politikerne burde også mene noget om det indholdsmæssige, synes jeg. Det gør de ikke, og det undrer mig, for daginstitutionerne har de sidste ti år været godt stof i medierne. Der har været masser af interviews og undersøgelser, der er blevet omtalt, og jeg er overrasket over, at de ikke har lyttet mere til det.«
Børneforskeren kunne godt have ønsket sig, at politikerne så en udfordring i at få diskuteret Servicelovens paragraf 8, der drejer sig om
daginstitutionernes formål. Han mener, at politikerne burde diskutere, om loven er fyldestgørende nok, når den taler om at give det enkelte barn "omsorg", "støtte dets udvikling" og bidrage til en "tryg opvækst".
Men Serviceloven er ikke på kommunalpolitikernes læber, og Stig Brostrüm mener, at det er "fattigt", at de kun fokuserer på de udvendige forhold. Det er kun emner som pladsgaranti, forældreindflydelse og udlicitering, der bliver diskuteret på den politiske arena. Ikke desto mindre er det meget forståeligt, siger han:
»Det er egentlig ikke så mærkeligt, for politikerne er jo udsat for forældrenes pres, og det har i årevis handlet om manglen på pladser. Derfor er det meget naturligt, at politikerne reagerer på det og op til et valg spørger: Hvad er det, forældrene vil have? De vil have pladser og indflydelse. Så langt kan jeg godt forstå politikerne. Det er regulært nok. Men de burde også tænke videre end det.«
I undersøgelsen bliver de adspurgte politikere bedt om at nævne de tre emner, som de finder vigtigst på daginstitutionsområdet, og alle, undtagen De Konservative, prioriterer "tid til det enkelte barn" højt. Det kommer heller ikke som nogen overraskelse for Stig Brostrüm, for det med tiden er også et krav, der kommer fra forældrene.
»Forældre har det jo mindre godt med at skulle være så meget på arbejde, og der kører hele den der samfundsmæssige diskussion om børn contra karriere. Og når nu forældrene vælger arbejdslivet og dermed daginstitutionen til deres børn, så er det mindste, de kan kræve, at der er en voksen, der har tid til at høre på deres barn, lytte til dets undren, støtte det.«
At "tid til barnet" faktisk findes i politikernes univers er således en rigtig god ting, men undersøgelsen tyder ikke på, at det er noget, der vil blive sat penge af til. Kun venstrefløjen - SF og Enhedslisten - ønsker at forbedre kvaliteten ved at tilføre flere ressourcer til området.
Undersøgelsen rejser spørgsmålet om, hvor meget politikere egentlig skal kende til de områder, de beskæftiger sig med. Stig Brostrüm mener, at politikerne bør have et grundigt indblik, om det så drejer sig om børne-, ældresektoren, eller noget helt tredje.
»De må vide, hvad de skal eller ikke skal give penge til. Ellers bliver det et rent administrativt forhold uden begrundelser for, hvorfor ét område får noget i forhold til et andet område,« siger han.
Else Købstrup (V), der er formand for Børne- og Unge Udvalget i Kommunernes Landsforening, er ikke helt enig.
»Spørgsmålet er, hvad det er, politikerne skal beskæftige sig med. Der er mange måder at interessere sig for det her område på, og jeg mener, at det vigtigste som politiker er at udstikke mål og rammer og være med til at prioritere hvilke indsatsområder, man ønsker for den kommende periode.«
»Jeg mener ikke nødvendigvis, at politikerne skal kunne tale i detaljer om, hvad kvalitet er. Det er forvaltningscheferne, der skal have et bud på det i dialog med institutionerne og forældrebestyrelserne. Politikerne skal udstikke de overordnede rammer, men hverdagen er der andre, der skal beskæftige sig med,« siger Else Købstrup, der dog understreger, at politikerne godt kan være velorienterede alligevel.
Floskler. Formanden for BUPL, Bente Sorgenfrey, mener, at undersøgelsen viser, at politikerne er for uambitiøse på børneområdets vegne.
»Selvfølgelig er pædagogerne nok de bedste til at formulere, hvad kvalitet er, men politikerne bør altså også have nogle ambitioner om at styrke kvaliteten i daginstitutionerne,« siger hun.
Formanden havde håbet, at politikerne ville se at få hævet den kvalitet, som der i årevis er givet køb på i pasningsgarantiens navn.
»Vi har været igennem nogle år, hvor der næsten kun har være fokuseret på manglen på pladser. Nu er det virkelig på tide at fokusere på kvaliteten i daginstitutionerne og at få tid til det enkelte barn.
Jeg kan godt forstå, at politikerne også skal se på andre områder, men jeg mener, at vi har været meget tålmodige de seneste år og er gået med til at indskrive flere og flere børn i institutionerne på grund af det store behov for pasning.«
At de adspurgte politikere faktisk nævner "tid til det enkelte barn" som noget, der skal prioriteres fremover, giver Bente Sorgenfrey ikke meget for:
»Det er kun floskler, for man kan se, at politikerne reelt ikke har sat det på dagsordenen. De vurderer ikke området som et valgtema, og der er ikke tale om, at der kan blive penge til det,« siger hun.
