Kidnappet af Kratluskerne

Tirsdag er det udflugtsdag for børnehavebørnene på Abestuen i den integrerede institution Dybkærgården i Silkeborg. Men denne tirsdag i november er der noget særligt ved udflugten. Hverken børn eller pædagoger ved, hvorhen turen går. De har bare fået at vide, at børnene skal have varmt tøj på og stå klar til afgang klokken ti. Det er et par minutter over tid, og mens de sidste børn bliver hjulpet i flyverdragten og får gummirøjserne på fødderne, tripper de andre rundt som små Michelin-mænd. Nogle har fået det for varmt og er udmattede dejset om. Nu sidder de "fast" i garderobeskabene. 

»Hvorfor har i så meget tøj på?« spørger Børn&Unges udsendte.

»Fordi vi skal være ude i mange timer,« siger et af børnene. 

Børnene virker spændte, og de følger troligt med, da Tina Østergaard, som de kender som Lines mor, fører an mod skoven, der ligger i gåafstand fra børnehaven. Som de nærmer sig, kan børnene mærke, at en overraskelse venter dem i krattet.

»Her lugter af bål ligesom til Sankt Hans,« bemærker Cecilia.

Nikolas synes, det er lidt uhyggeligt.

»Hvem er det, man kan høre slå på træerne?« spørger han.

Nikolas får snart svar. I skovbrynet venter fem mennesker klædt i skovmandskasketter, fleecejakker og grønne canvasbukser. Ligesom Tina Østergaard er de en del af en gruppe på i alt otte pædagogstuderende fra Gedved Seminarium, der kalder sig "Kratluskerne". Som et led i projektet "pædagogiske handlemuligheder" på 4. semester på pædagoguddannelsen har de lavet en form for udrykningshold, der kan "kidnappe" børnene fra en hverdag, hvor de i mange timer er lukket inde i en larmende og støjende institution, og tage dem med på en oplever i naturen. Kratluskerne mener, at pædagogerne kunne udnytte naturen langt bedre.

»Lige så snart, det bliver køligere i vejret, vælger mange pædagoger at blive inden for og lade børnene lege med perler og tegne tegninger. Vi tror, at børnene har det bedst i naturen, hvor de får brugt både deres sanser og deres krop. Perlerne kan fint skiftes ud med en leg, hvor man leder efter små dyr i skovbunden. Det træner også børnenes finmotorik. Og ved at løbe rundt på en ujævn skovbund eller klatre i træer får børn masser af vigtig motion,« siger Tina Østergaard. 



Et par æbler og en snor. »Sover i herude?« vil femårige Majken vide. 

Hun kan se, at de fremmede mennesker både har tændt bål og lavet en hule fyldt med lunt halm.

»Ja derinde kan man få sig en dejlig middagslur,« konstaterer hendes kammerat Emil.

Lars Rasmussen er en af kratluskerne, og han forklarer de nysgerrige børn, at kratluskerne ikke bor i skovbrynet, men at de i dag er her for at lege med børnene. På bålet skal de bage snobrød, grille æbler og varme chocolade. I hulen kan børnene få læst historier om skovens dyr og naturens lunefulde vejr. Et reb i et stort træ fungerer som en gynge. Mellem to andre træer er der udspændt en line, som børnene kan balancere på. Med bind for øjnene kan børnene følge en tredje snor gennem et krat og føle på både krattets våde grene, de visnende blade og den ru bark på træerne. Der er arrangeret en fangeleg. Og med økse, kniv, hammer og pap eller snor kan børnene lave en slangebøsse eller en vindmølle med pinde fra skovbunden.

Tina Østergaard fortæller, at aktiviteterne ikke kræver andet end at bevæge sig uden for.

»Man kommer langt med et par æbler, ild og lidt snor. Og det kan enhver institution da fremskaffe,« slår hun fast.



Voksne kan lege tyr. Taler man om kratluskerens udstyr, er det vigtigste dog hverken snor eller kniv. Bjarke Møller er gammel spejder, går på seminariets natur- og friluftslinje og besidder som de syv andre kratluskere den allervigtigste egenskab, en kratlusker må have.

»Det, vi kratluskere har til fælles, er vores kærlighed til naturen, og den vil vi gerne give videre til børnene,« siger Bjarke Møller.

Han mener, at netop den kærlighed gør ham til en god friluftspædagog.

»Jeg bor på en af de mest befærdede veje i Århus. Men når jeg kommer ud i naturen, så føler jeg en indre ro sænke sig over mig. Og når jeg har det fedt og er i harmoni med mig selv, så har jeg også noget at tilbyde børnene. Jeg har overskud til at møde og lytte til det enkelte barn i modsætning til, når jeg er stresset, som det ofte kunne være tilfældet i en overfyldt institution,« siger Bjarke Møller.

De femten børnehavebørn er glade for, at i alt otte voksne - seks kratluskere og deres to pædagoger fra Abestuen - i dag har tid til at lege med dem. Rikke på fem år synes, at de voksne især er gode at ride på.

»Hvis der måske er nogle af børnene, som synes, at der skal være en tyr i legen, så kan de voksne jo bare være det,« siger hun.



Vi må købe et bål. Cecilia og Emil er gået lidt væk fra de mange aktiviteter og har fundet ro under et træ. Her sidder de og snakker lidt om døden.

»Både min kat Laban, min fugl Jakob, og Axel, som er min bedstefar, er begravet i jorden. Altså bare den på kirkegården,« fortæller Cecilia, mens hun har fingrende dybt begravet i den kølige muld under de våde blade.

Emil ægrer sig over, at man ikke kan have jord inde i børnehaven, for det ville være dejligt med sådan et bål, hvor man laver snobrød og varmer kakao på, synes han.

»Sådan et bål må vi altså købe,« siger han til pædagogen Vibeke Bro.

Både Cecilia og Emil er enige om, at i dag har været en af de bedste dage i børnehaven. 

»Det er sjovt at lege med Barbie, hvis jeg bare sidder sammen med Marie hjemme i børnehaven, men når vi er mange, er det sjovest at lege ude,« mener Cecilia.

Pædagogerne fra Dybkærgården, Heidi Jacobsen og Vibeke Bro, er også meget begejstrede for Kratluskernes initiativer.

»De giver jo børnene en oplevelse, der er anderledes end dem de får, når hverdagen går sin vante gang. Hver tirsdag er vi ude af huset, men vi har nok tendens til at holde os inden døre, når vinteren nærmer sig. Men vi kan jo se, at med en presenning, der giver læ for regn, og med en tilladelse til at lave et bål, kan man sagtens være ude. Jeg tror bestemt, at vi vil gøre mange af legene efter,« siger Heidi Jacobsen.



Luksus luskere. Men det er ikke hver dag, børnene har otte voksne at lege med, og Tina Østergaard kalder da også kratluskerne for en luksus-gave til både børn og pædagoger. Havde de ikke "kidnappet" børnene fra Abestuen i dag, havde det været nødvendigt med mindst én vikar på stuen, fordi en pædagog var syg, og en anden havde fri. I sådanne tilfælde ser Tina en oplagt opgave for fremtidens kratluskere.

»Drømmen er, at der skal være et kratluskerhold i hvert amt, som kan rykke ud, når der mangler personale, og som i de tilfælde kan sikre børnene nogle anderledes handlemuligheder end at sidde og sætte perler på en snor,« siger hun.

Projektet er dog kun to uger gammelt, og Dybkærgård-missionen var kratluskernes første kidnapning. Men flere venter allerede.

»En privat jordejer har stillet os sit landområde med en tilhørende jagthytte til rådighed. Og vi har aftaler med en børnehave i Horsens, en anden i Silkeborg og med en 4. klasse fra Dybkærgårdskolens specialklasser. Det her er også et tilbud til de børn, der i særlig grad har brug for voksne, der tager sig af dem,« siger Tina.

Reaktionerne fra børnehavebørnene fra Dybkærgård vidner om missionens succes. Da ungerne møgbeskidte og med chocoladeskæg om munden vender de røde snuder hjemad, er der ubemærket gået en time mere, end det var blevet annonceret til forældrene. Flere forældre har måttet hente deres børn i skovbrynet, og børnene er slet ikke til at få med hjem.

»Skal vi ikke gå herned igen i morgen,« råber mange.

Og femårige Hamse siger begejstret, at han heldigvis ikke bor ret langt væk.

»Jeg kan selv gå herned igen,« siger han. 

Han er glad for, at han kom i børnehaven i dag, selvom han ikke gad det i morges.

»Jeg vidste jo ikke, at det ville blive så sjovt,« siger Hamse.



Kratluskerne fra Gedved Seminarium er især inspireret af DR's børneprogram Naturpatruljen