Jeg lytter og deler sorgen
Jytte - Jytte, kom og se min tegning« En lille tyrkisk pige kommer susende i fuld galop hen ad gangen - så let og elegant, som det nu lader sig gøre, når fødderne er pakket ind i to bjørnehoveder af et par hjemmesko. Fremme ved målet springer hun ivrigt op på ryggen af Jytte, som kvitterer med at lade sig falde ned i en af børnenes sækkestole. Øjeblikket senere er samtlige af de farvestrålende puder på gulvet okkuperet af børn, der "liiige skal vise og fortælle og..."
Vi befinder os i Nørremarkens Fritidscenter i Vejle. Udover fritidshjemsdelen huser institutionen også 40 børnehavebørn og 20 legestuebørn. 42 af dem er tosprogede. Sprogpædagog Jytte Hestbæk Thomsen kender dem alle sammen. I dag måske bedre end nogensinde før. Hun er en af de otte sprogpædagoger i kommunen, som har været på kursus i "at invitere i sorgens retning". Et kursus som også har rustet hende til at kunne holde ud at høre børnenes barske beretninger. Sætninger som: "Min far slår" og "Min mor siger, at jeg ikke må få et glas vand, når jeg er tørstig om natten", er blot et par af de sandheder, som er kommet frem i dagens lys, når Jytte lukker døren ind til sprogskolen og samler børnene i en rundkreds på gulvet.
Vigtigt at være motiveret. Jytte Hestbæk Thomsens primære opgave er at sprogstimulere børnene - at forberede dem til at tage imod det danske sprog. Undervisningen er primært baseret på leg, samtale og "udflugter ud i det fri". Aktiviteterne er ikke det primære, det vigtigste er, at der bliver sat ord på oplevelserne, som hun siger. "At invitere i sorgens retning" indgår som en helt naturlig del af undervisningen, men er ikke skemalagt. For det er vigtigt, at både barnet og Jytte selv har lyst og er motiveret, når hun finder mappen med tegninger og billeder frem. Det er dog kun de færreste børn, der rynker på næsen, langt de fleste synes, det er sjovt og spændende at tolke tegningerne. Men det kræver, at der kun er et enkelt barn tilstede. For der skal være plads til både nærvær og fortrolighed, som Jytte understreger.
»Det er vigtigt, at barnet føler sig trygt, ellers kommer de ting ikke frem, som det går og gemmer på,« siger hun.
Ofte bliver det kun til "hyggesnak" over billederne, men samtalen kan tage en ny drejning i løbet af få øjeblikke, som det for eksempel skete for nogle måneder siden, da Jytte sad ansigt til ansigt med et barn i en anden af byens institutioner. Udløseren var tegningen af en mand i en lænestol.
Far slår. »Den tegning satte en masse ting i gang hos den pige. Hun synes, at manden lignede hendes far, og hun begyndte at fortælle om ham. Jeg fik et indtryk af, at de to havde et godt forhold til hinanden, så jeg sagde til hende: "Det lyder som om, I to har det rigtigt godt sammen", hvorpå pigen til min store overraskelse svarede: "Nej, for han slår mig hele tiden". Jytte Hestbæk Thomsen fortsatte med at spørge ind.
»Det, der var vigtigt for mig, var at finde ud af, hvad det her egentligt handlede om: Slår faderen rigtigt eller drejer det sig om et lille tjat ind i mellem, så jeg spurgte hende: Jamen, hvad sker der så? Og hun sagde: "Når jeg vil ud og lege, så må jeg ikke komme ud, og min mor river mig i mit hår, og så går jeg ind i min seng og græder".«
Det kan også være tegningen af en mand, der banker på en dør, som får et barn til at tænke på "dengang far blev hentet af politiet" eller tegningen af en flyvemaskine, som hos en lille pige fremkaldte minder om sin mors flugt fra hjemlandet. Meldingerne kommer ofte bag på Jytte, for mange af de børn, som pludselig begynder at fortælle om forholdene derhjemme, har ikke tidligere givet udtryk for, at de har det svært.
»Hos nogle få af dem har jeg måske nok haft en fornemmelse, det kan for eksempel være den dreng, som ofte slår de andre børn og er lidt aggresiv. På samme måde oplever jeg også, at nogle af de her børn virker meget indesluttede og tilbageholdende, men mange af dem lader sig ikke umiddelbart mærke med noget i det daglige,« fortæller hun.
Også børnene selv har fundet ud af, at Jytte - hende kan man snakke med. Derfor sker det ikke sjældent, at de selv henvender sig til hende, når de kan se deres snit til at "stikke af fra stuen".
»De søger mig ofte, men altid når jeg er alene. Tit sker det, hvis jeg sidder på kontoret og arbejder, eller hvis jeg for eksempel lige går ud i køkkenet.«
»Jeg havde en oplevelse så sent som i går, hvor en pige kom ind til mig og fortalte, at hendes mor tit slog hende, og det var hun ked af. Det kunne vi så lige få en snak om på to-mandshånd,« smiler hun. På samme måde opsøger Jytte også selv børnene spontant.
»Hvis et barn har betroet sig til mig, kan jeg godt finde på at tage fat i det efter et stykke tid for at spørge lidt mere ind til det, vi snakkede om sidst.«
Jytte Hestbæk Thomsen er ikke i tvivl om, at den ægte interesse er med til at styrke barnets selvværdsfølelse.
»Børnene reagerer positivt, når jeg spørger ind til dem, og de får en fornemmelse af, at de er blevet husket, at der er en, som har hørt dem, og som tænker på dem,« siger hun.
Jytte Hestbæk Thomsen erkender, at hun ikke kan fjerne børnenes smerte.
»Jeg kan ikke løse barnets problemer, men jeg kan lytte og dele sorgen med det, og jeg kan gå med barnet derind, hvor det gør ondt, for eksempel ved at sige: "Det er bestemt ikke rart for dig, og jeg kan godt forstå, du er ked af det."«
I dialog med stuepædagogen. Jytte er også i løbende dialog med børnenes stuepædagoger.
»Dialogen med stuepædagogen er vigtig, for ofte er det sådan, at barnet ikke lader sig mærke med sine problemer på stuen,« siger hun.
Når stuepædagogen bliver orinteret af Jytte, sker det kun i sjældne tilfælde, at forældrene bliver involveret. Primært fordi man ikke ønsker at misbruge barnets tillid.
»Det er sket et par enkelte gange, at vi har taget en snak med forældrene, og da er det vigtigt, at vi ikke løfter pegefingeren over dem - for det risikerer i sidste ende at gå ud over barnet. Tværtimod skal vi forsøge at etablere en positiv kontakt - at komme i dialog med forældrene om, hvordan man sætter personlige grænser, og forklare dem, at det sagtens kan lade sig gøre uden at slå sit barn.«
