Gør plads for lømlerne

Klubberne svigter de børn og unge, der har mest behov for at komme i klubben. De udadreagerende, de adfærdsforstyrrede, de småkriminelle og alle de andre børn og unge, der har særlige behov, er for længst blevet forvist fra klubben. Klubberne kan nemlig ikke rumme dem.

Argumenterne lyder sådan her ifølge klublederne Per Axholt og Tommy Widriksen:

- Hvis de kommer ind, ødelægger de klubben for de andre

- Klubben er jo ikke en behandlingsinstitution

- Vi er ikke gearede til den slags arbejde

- Forvaltningen må lave særlige projekter.

Men de argumenter holder slet ikke, mener de to klubledere, der begge har mange års klubarbejde bag sig. Per Axholt er 44 år og har arbejdet i klub i godt 20 år, Tommy Widriksen er 39 år og har 15 års klubarbejde på bagen. Begge er uddannede klubpædagoger, men de har fået dispensation til at komme ind på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor de har skrevet speciale om, hvordan klubberne i fremtiden bør skrues sammen. Et speciale, der i øvrigt gav karakteren 10.

»Vores pointe er, at klubbernes rækkevidde i forhold til arbejdet med de besværlige bliver kortere og kortere, fordi ressourcerne bliver brugt på noget andet. Vi vil bruge krudtet på de dårligt fungerende, fordi det på sigt må være vejen frem,« siger Per Axholt, der er souschef for fritidshjem, fritidsklub og ungdomsklub i den integrerede institution Henriksgården i Valby, København.

»Det har taget en drejning mod, at det ofte er de gode, der fylder. Og det er svært at rumme de børn, der har særlige behov, som det er organiseret i dag. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads til de gode. Det skal bare organiseres på en anden måde,« supplerer Tommy Widriksen, leder af Espergærde Fritidscenter. 



Ikke flere penge. Per Axholt påpeger, at det er klubberne, der bør løfte arbejdet med de udsatte børn og unge.

»Det er alle mulige sære sidegadeprojekter af større eller mindre lødighed, som overtager arbejdet omkring de her unge. Og en af de fællesnævnere, de her unge har, er, at de alle sammen har stiftet bekendtskab med klubverdenen, og de er alle sammen af forskellige årsager forsvundet fra den igen. Og det kan ikke være rigtigt, at man overlader et så voldsomt og besværligt stykke arbejde til andre. Det bør ligge i forvaltningens regi. Og det er baggrunden for, at vi har prøvet på at kigge på, hvordan vi så kan organisere det anderledes,« siger Per Axholt.

»Hvis man vil noget reelt i forhold til de besværlige unge, så er klubben det eneste reelle værktøj, der er. Men man er nødt til at benytte værktøjet anderledes, end man gør nu,« tilføjer Per Axholt.

Udgangspunktet for omorganiseringen af klubverdenen er, at der ikke bliver flere penge at rutte med i fremtiden.

»Den pengemængde, der er til rådighed, rækker kun et stykke hen ad vejen. Hvis der var penge nok, var der klubber for de velfungerende og for dem med særlige behov. Men det er der ikke. Vi vil gøre det her for den samme krone, og så er vi nødt til at fjerne nogle ressourcer fra dem, som er de gode samfundsborgere,« siger Per Axholt.



Tre niveauer. Per Axholt og Tommy Widriksen foreslår, at klubberne bliver delt i tre niveauer. 

Første niveau skal fremover være pædagogisk arbejde med børn og unge med særlige behov. Det bliver klubbens kerneydelse og basis. En målrettet socialpædagogisk indsats skal spore de udsatte ind på en mere fornuftig livsform. Størstedelen af klubbens ressourcer skal lægges her.

Andet niveau er et værested i tilknytning til basisorganisationen. Her kan man komme og hænge ud, drikke sin cola og se film. Værestedet har en vigtig funktion som modtager af børn og unge fra afdelingen for børn med særlige behov.

De velfungerende børn og unge havner i projektorganisationen, det tredje niveau. Her kan de komme og benytte de tilbud og aktiviteter, som de har lyst til den pågældende dag. Projektorganisationens ansatte skal skabe et udstrakt samarbejde med det frivillige foreningsliv, så børnene får en spændende vifte at tilbud i hverdagen, men alt sammen uden for klubbens fysiske rammer. 

Per Axholt: 

»Man er nødt til at gøre de her "drønnerter" klubfähige. Det er ikke sådan, at man gør ligesom man gjorde med de spedalske i gamle dage, hvor man lavede en afsides koloni for "galningene", men det er et spørgsmål om at lave en parallelorganisering af tingene. Ideen er, at "galningene" skal igennem hele den her organisering og til sidst ende over i det, som vi beskriver som projektorganisationen, så de lever et fornuftigt ungeliv med arbejde, gymnasium og hvad det nu måtte være, med sunde fritidsinteresser, og så kan de have klubben som det sted, hvor man også går ned en gang i mellem, fordi der er nogle særlige aktiviteter, som man gerne vil være en del af, eller for at være sammen med gutterne.«

Omprioriteringen af ressourcerne skulle heller ikke betyde, at de velfungerende børn bliver snydt for noget, påpeger Tommy Widriksen:

»Vi mener faktisk ikke, at deres tilbud bliver forringet, for på lokalt plan får man nogle andre muligheder ind, for eksempel i foreningslivet. Der er pludselig nogle faciliteter og områder, som står til rådighed, som gør det mindst lige så attraktivt som før. Deres muligheder for at få et fritidsliv bliver ikke mindre. Aktiviteterne som sådan bliver bare lagt fysisk et andet sted, men det behøver ikke betyde, at de ikke har tilbuddet. Og stadig har de værestedet, hvor de kan gå hen og flade ud og drikke en cola, hvis det er det, det handler om.«



Kontraktstyring. De to klubledere påpeger også, at en omorganisering af klubberne vil kræve et nyt samarbejde med forvaltningen. For med kræfterne koncentreret om de udsatte unge, så vil medlemslisterne i mange klubber skrumpe gevaldigt ind. Derfor foreslår Per Axholt og Tommy Widriksen kontraktstyring som det middel, der kan give klubberne den nødvendige arbejdsro.

»Hvis vi skal organisere det her, så er det en væsentlig ny og anderledes opgave end tidligere, og der kan kontraktstyring være med til at gå ind og styre, hvad det helt præcis er, vi forventer af hinanden, institution og forvaltning,« siger Tommy Widriksen.

Per Axholt påpeger, at kontraktstyring har en klar fordel. 

»Det kan sikre, at man i institutionsdriften får en helt klar indflydelse på, hvad er det for noget arbejde, vi vil lave. Hvis vi som personalegruppe i samarbejde med vores forældrebestyrelse sætter os og peger på, at det her vil vi gerne lave, og hvis den kontrakt indgåes med forvaltningen, så har vi en langt højere grad af sikkerhed i forhold til forvaltningen for, at vi kommer til at lave det arbejde, vi gerne vil,« siger Per Axholt. 

»Fremfor som det er i dag, hvor normeringsdiskussionen får den kedelige afsmitning, at det rammesætter det arbejde, vi skal lave, fordi vi siger: "Det har vi ikke ressourcer til. Hvis vi skal lave det her, så skal vi have flere ressourcer". Vi burde have flere ressourcer, men sådan spiller det ikke,« siger Per Axholt. 

Ideen er at gøre kontrakterne fireårige, så de har samme varighed som en kommunalbestyrelses regeringstid. Så kan lokalpolitikerne efter hvert valg sætte deres fingeraftryk på klub-området, og derefter vil klubberne så have arbejdsro i fire år.

Kontraktstyringen vil også kunne indarbejde servicelovens krav til klubberne på en måde, der er til institutionernes fordel.

»Vi forankrer det i et ydelseskatalog: Det her er det, vi laver, og det vil vi godt måles og vejes på, for det er det, vi gør og kan. I modsætning til i dag hvor man laver årsplaner, virksomhedsplaner og handleplaner, for ellers flipper de helt ud inde på forvaltningen. Men det er ikke nødvendigvis et arbejdende stykke værktøj,« mener Per Axholt.



Klubform forsvinder. Hvis klubberne organiserer sig, som Per Axholt og Tommy Widriksen anbefaler det, vil det samtidig blive et opgør med klubbernes kongstanke om, at de velfungerende børn og unge skal hjælpe til med at oplære de tunge i sociale færdigheder

»Med projektorganisering vil den del af klubformen nærmest forsvinde. Ideen vil bibeholdes, men i et andet perspektiv. Tyngden vil ligge i arbejdet med de børn og unge, der har særlige behov,« siger Per Axholt, der samtidig erkender, at det kan koste medlemmer at gå efter de marginaliserede børn og unge. 

»Selvfølgelig kan det komme til at koste noget i omstillingsfasen, men det er nok bedre, at man, socialpædagogisk set, tager røven på tandlægens Gerda end på arbejdsløse Jensens Brian, hvis man skal kigge sådan på det. Hvem tåler bedst at blive presset ud i at skulle selv,« spørger Per Axholt.