Familierådslagning; Råd i familien

Forældrenes skilsmisse i teenage-årene var svær at klare for Eva Jørgensen. Den betød en forvirret og ustabil opvækst, der senere har gjort det svært for hende at overskue livet. Kaos både indeni og udadtil betød, at tingene kørte sådan lidt på må og få, og at hjemmet ofte var et stort rod. Eva Jørgensen opfattede selv denne kaostrang som en del af hende og noget, der "gjorde livet lidt sjovere og knapt så kedeligt". Men for hendes tre børn, hvoraf den ene bor hos faderen, gav den manglende orden i hjemmet problemer. Især for den yngste, Camilla. En viljefast og kvik pige, der på grund af morens mangel på overskud og ordenssans holdt lange ferier fra børnehaven. Ofte glemte Eva madpakken, svømmetøjet, det rigtige overtøj til årstiden, cyklen, når børnene skulle på tur eller andet, der kunne give Camilla en stabil hverdag. Og Camilla udviklede sig til én, der ikke kunne få venner på grund af det meget fravær, og én, der tog de andres ting, fordi hun ikke selv havde det med, som hun havde brug for. 

Eva Jørgensen er i dag 32 år og pædagogstuderende og regner med at blive færdiguddannet til december. Hun er oprindeligt fra Nordjylland, har boet i Randers og Århus og bor nu sammen med kæresten Svend, Camilla og den ældste datter i Kjellerup Kommune. Hun ser tilbage på tiden før hendes og hendes børns liv kom i mere faste rammer ved hjælp af en familierådslagning. 

"Jeg var så stresset, at jeg ikke kunne holde styr på tingene. Det hele var kaos, det var jeg god til. Jeg holdt orlov fra seminariet på et tidspunkt, og så var det ikke sikkert, at vi gad at stå op, og så blev Camilla ofte hjemme. Pædagogerne snakkede ofte med mig om problemerne, og jeg vidste også godt, at det ikke gik så godt, men jeg kunne bare ikke overskue at gøre noget ved det. Hvor skulle jeg begynde? Det hele var blevet så træls, at lige meget hvor meget jeg ryddede op, så blev der ved med at være rodet. Jeg var hele tiden på vej et nyt sted hen og kunne ikke finde ro i det, jeg var i," siger hun. 



De kaldte det omsorgssvigt. Eva Jørgensen synes, at hun er heldig at have opbakning fra en rigtig god børnehave, hvor pædagogerne er meget indlevende. Og at hun bor i en kommune, der har indført familierådslagning som en ny måde at klare problemer i familierne på. Men da Eva første gang blev introduceret til ideen om, at hendes familie skulle være med til at komme med løsninger på hendes problem, sagde hun blankt nej. 

"Jeg spurgte dem, om de ville starte 3. verdenskrig. De foreslog at sætte min far og mor sammen i det samme rum og komme med konstruktive forslag til, hvordan mine og Camillas problemer skulle løses. Det anså jeg ikke for at være en mulighed. Jeg var sikker på, at min far ville sige, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men sådan gik det jo ikke," siger hun. 

Det er ikke nemt at tale om sine problemer, og Eva tænkte, at det så ud som om, alle andre kunne klare det, så hvorfor kunne hun ikke. Pædagogerne blev ved med at spørge hende, om hun ikke ville overveje tilbuddet om familierådslagning igen. Og hun blev alvorligt bange for, at man var på vej til at ville anbringe Camilla uden for hjemmet, selv om pædagogerne sagde, at det ikke ville komme på tale.

"De etablerede et tryghedsnet for mig. De fik mig til at tro på, at der skulle ske noget, som kunne hjælpe mig, så Camilla fik det bedre. Og til sidst sagde jeg ja. Jeg tænkte, at det værste der kunne ske var, at der ikke skete noget," siger hun.

Men da Eva Jørgensen første gang læste den redegørelse, som børnehaven havde lavet, ramte ordet omsorgssvigt hende alligevel så hårdt, at hun var lige ved at give op. Alligevel tænkte hun, at var hun nået helt derud, så skulle der jo ske noget. Og allerede en uge efter, hun havde læst redegørelsen, blev der skrevet kontrakt med rådsarrangøren, og der blev taget kontakt til hendes familie. 

"Vi havde aftalt, at pædagog Birgit Løkke fra Camillas børnehave skulle forklare hende, hvad det handlede om, for det synes jeg var svært at gøre. Birgit Løkke havde skrevet et eventyr, som handlede om de ting, som ikke gik så godt for Camilla. Eventyret handlede om en pige, og Camilla måtte selv bestemme, hvad pigen skulle hedde. Hun bestemte sig for Eva. Da Camilla hørte eventyret, sagde hun, at det var ligesom hende, lige undtagen der hvor pigen tager andres ting, for det er jo at stjæle, og det passede ikke på hende, syntes hun," fortæller Eva Jørgensen. 

Senere skal både Eva og Camilla snakke med rådsarrangøren, og Eva er meget taknemmelig for den omsorgsfuldhed, pædagogerne viser hende. Også da familien begynder at ringe for at spørge, hvad alt det her går ud på. Pædagogerne siger til Eva, at hun bare kan vælge at sige, at det kan de høre mere om til familierådet. Det viser sig, at alle i familien vil komme - faren og hans kone, moren og hendes mand, Evas søster, Evas bror og hans kærste og et par af Evas venner.

"Jeg var meget forbavset over, at de bare stillede op sådan uden videre. Det havde jeg slet ikke regnet med," siger hun. 



Familien knoklede for os. Camilla er på tidspunktet for rådslagningen seks år, og pædagogernes bekymring for hende er nu så stor, at de mener, at noget skal gøres, inden Camilla skal i skole. De mener ikke, at hverken mor eller datter kan klare overgangen til et system, hvor der ikke er så meget daglig opbakning, som de har været vant til fra børnehaven. Og det er Eva Jørgensen enig i.

"De kendte mig og Camilla godt, og de klarede meget for os."

Pædagogernes opgave til familierådet er at finde løsninger til at lette overgangen til skolen for Camilla og til at hjælpe hende med at få venner. 

Da dagen for rådslagningen kommer, har Eva Jørgensen det ikke godt, men set-uppet på Kjellerup Skole er så hyggeligt med kaffe, kager, slik og friske blomster, at det tager den værste frygt. Leder Anny Iversen fra Camillas børnehave læser op, hvilke problemer Camilla har i hverdagen, og hvilke opgaver man mener, at familierådet skal finde løsninger på. Bagefter fortæller pædagog Birgit Lykke om venskaber. Hvordan børn danner fundament sammen med deres venner, og hvorfor det er vigtigt, at børn har venner. Så går pædagogerne og rådsarrangøren ud, og familien og Camilla er alene. Nu skal de besvare spørgsmålet: Hvordan kan vi sikre, at Camilla får en god skolestart, og hvordan kan vi sikre, at de praktiske ting omkring hende er i orden. 

"Jeg må sige, at jeg oplevede min familie fra en helt anden side, end jeg havde forventet. Min far viste sig at optræde som min advokat og var meget konstruktiv omkring, hvad der kunne fungere for mig. Min mor og far kunne også sagtens have en saglig diskussion uden at komme op at skændes og råbe ad hinanden. Den første halve dag var nok den værste i mit liv, jeg var bange for, hvad de skulle finde på. Men det viste sig jo, at de knoklede røven ud af bukserne for at komme op med nogle løsninger, som vi kunne få til at fungere. Der var mange, mange gode ideer, men der var også mange, mange rådne ideer," fortæller Eva Jørgensen. 



Oprydning over det hele. Rådslagningen varede fra klokken 14 om eftermiddagen til klokken 24 om aftenen. Til sidst havde familien en handleplan, som alle - også pædagogerne - kunne gå ind for. Eva skulle have rengøringshjælp i seks timer om ugen, to timer hver anden dag. Hun skulle hver uge snakke med pædagog Birgit Lykke om børneopdragelse, fordi hun og Camilla skændtes meget. Eva havde svært ved at være konsekvent i opdragelsen. Familien skulle på skift have Camilla på weekend en gang om måneden for at give Eva mulighed for at komme lidt ud og lære nye mennesker at kende. 

"De forstod, at jeg ikke kunne holde alt det kaos ud, især ikke det der var uden om mig. Og de mente, at en rengøringshjælp ville give mig overskud til at være mere sammen med Camilla. Jeg skulle så love, at Camilla kom afsted til børnehave hver dag, og jeg skulle sørge for, at hun kunne invitere nogle med hjem. Det havde jeg ikke rigtig kunnet klare, fordi der lignede en svinesti, og det skulle ingen andre se. Min ensomhed skulle afhjælpes ved, at familie og venner tog sig mere af Camilla, og min mangel på vedholdenhed over for Camilla skulle klares ved nogle samtaler med Birgit. Det kom alt sammen til at stå i handleplanen," fortæller Eva Jørgensen. 

Rengøringshjælpen blev bevilget af kommunen i tre måneder og senere forlænget i endnu tre. Det endte med at blive en ung kvinde fra et hjemmeseervicefirma, der fik tjansen. Det viste sig, at hun og Eva snakkede godt sammen, og at rengøringshjælpen fik sat skik på rodet på mere end en måde. 

"Jeg fik både ryddet op derhjemme og i mit hoved," siger Eva Jørgensen. 

Samtalerne med Birgit Lykke foregik hver uge i et halvt års tid, nu tager de en snak efter behov. 

"De fungerede godt, måske mest fordi jeg havde en, der lyttede til mig, så jeg kom af med mine frustrationer. Birgit siger, at meget af det, hun bidrog med, var at holde ørene åbne, for jeg fandt ofte selv ud af, hvad jeg ville gøre ved problemerne. Jeg har bare manglet nogen at snakke med, jeg har bare gået og tumlet med det selv. Nu har Camilla og jeg ikke så mange diskussioner, jeg er blevet bedre til at sætte grænser, og hun er blevet bedre til at acceptere dem. Vi er ikke færdige med at skændes, men det går bedre," siger Eva Jørgensen. 

Søsteren blev tovholder på hele projektet og var også den, der satte besøgsweekenderne i system. Og det går også godt det første halve år, men så begynder Camilla at tro, at hendes mor bare vil af med hende. De tvungne besøg hos familie og venner bliver lavet om til, at de kan invitere hende, når de har overskud og lyst. Det fungerer meget bedre for Camilla. 



Ansvar er godt. Eva Jørgensen er ikke i tvivl om, at familierådslagningen for et år siden har været lykken for hende og Camilla. Nu er de sporadiske samtaler med Birgit Lykke det eneste i handleplanen, der stadig kører. Resten klarer Eva og familien selv. Rådslagningen har ført dem tættere sammen. Eva Jørgensen synes, at hun har fået sin familie tilbage.

Alligevel er Evas succeshistorie ikke uden torne. 

"Man har sværere ved at rende om hjørner med familien. De kender mekanismerne, og det forsvar man stiller op. De kan sige tingene lidt mere bramfrit. Det er mere trygt, men på samme tid mere skræmmende, fordi de har så meget på en, når de får alle problemerne og alt det, man ikke kan klare, smidt på bordet," siger hun.

Det eneste kaos, der er tilbage i Evas liv, kan nu rummes i en skuffe, som stadig får lov til at rode.

"Jeg har jo den der kaosdrift, og den vil jeg nok altid have. Men nu kan jeg selv finde ud af at gøre rent og holde orden. Man kan nok sige, at den dag til familierådet fik jeg foræret en kæmpestor følelsesmæssig kapital. Familien overraskede mig på mange måder, men det overraskede mig mest, at de holdt af mig. Det vidste jeg ikke," siger hun.

Hele vejen igennem har familien været villige til at hjælpe. Men Eva Jørgensen har også oplevet, at tilbud om hjælp har været nok til at fjerne behovet. Nu er hun tilfreds med, at hun selv blev inddraget i løsningen af sine problemer. 

"Man bliver mere forpligtet på det, når man selv er med til at finde løsninger. Man kan ikke løbe fra sine egne problemer ved at sige, at det også er dem oppe på kommunen eller dem i skolen eller børnehaven, der er noget i vejen med. Jeg kan godt lide, at man oplever et ansvar, især over for sig selv og sine børn" siger Eva Jørgensen.





Sådan foregår familierådslagning

- Når familien har taget mod tilbuddet om, at et familieråd kan komme med løsninger til barnets problemer, er det børnehaven, skolen osv. der sammen med en ”rådsarrangør” er ansvarlig for, at familierådet gennemføres. Der laves en redegørelse om problemerne for barnet med spørgsmål, som familierådet skal tage stilling til. Den forklares for barn og forældre.

- Redegørelsen må kun se på problemerne fra barnets side. Der må ikke være vurderinger af forældrene, kun de konsekvenser, som børnehaven kan se for barnet, hvis der ikke gribes ind. 

- Der laves en kontrakt med barnet og dets forældre, det aftales, hvem der skal deltage i familierådet, og rådsarrangøren går i gang med at få fat i familie, venner og andre, familien ønsker indkaldt.

- Fra kontrakten er underskrevet til familierådet samles, må der højest gå 30 dage.

- Familierådet afholdes. Foruden familien, barnet og dets forældre og rådsarrangøren er også opgavestilleren (pædagog, lærer eller sundhedsplejerske) og måske en informatør, der kan give generelle eller specifikke informationer til hjælp for familierådet, til stede. Når opgaven er stillet, går alle undtagen familien, barnet og dets forældre ud af rummet.

- Familierådet skal finde løsninger på de beskrevne problemer i god forståelse med barnet og dets forældre. Løsningerne skrives i en handleplan, som også godkendes af pædagoger, lærere osv., hvis disse har en opgave i problemløsningen. 

- Handleplanens punkter sættes straks i værk, eventuelle bevilliger aftales med relevante myndigheder i kommunen. 

- Efter et aftalt tidspunkt holdes et opfølgende møde i familierådet, for at man kan se, om de tiltag, man har sat i gang, virker.