De nødvendige kampe
Forleden dag traf jeg tilfældigt på gaden en pædagog, som jeg ikke havde set i lang tid. Da vi lige havde udvekslet et par bemærkninger om årene, der bare går og går, spurgte hun til overenskomstsituationen, og hvad det i grunden er, der har ført til, at forhandlingerne er brudt sammen nu. Og det forklarede jeg hende, så godt jeg kunne. Nogenlunde kort endda og med ret almindelige ord. Men hun gik alligevel hovedrystende derfra. Og det har jeg egentlig nogen forståelse for.
For det er ikke indlysende enkelt, hvorfor forhandlingerne mellem KTO og de kommunale arbejdsgivere brød sammen, som de gjorde det i sidste uge. Vi ved, hvad der skilte parterne, javel, og man kan som BUPL beklage, at det ikke lykkedes at nå frem til et aftaleresultat.
Det kan virke besynderligt, at forhandlinger om overenskomster for 640.000 offentligt ansatte byder på uenighed om, hvorvidt 0,7 procent af den samlede lønfremgang skal være til forhandling centralt eller lokalt. I penge og for den enkelte pædagog snakker vi her om et niveau, der svarer til prisen på en biografbillet. Premierebiograf, ganske vist, men alligevel
Det vækker til eftertanke om, hvorfor det dog er så vigtigt for arbejdsgiverne at få disse ekstra procentdele med ud til lokale forhandlinger, når de kommunale forhandlinger mange steder ikke fungerer, så godt som de burde og kunne.
Og det er der, uenigheden ligger. Den handler ikke om Ny Løn. Den handler faktisk ikke ret meget om penge, når vi tæller efter. Uenigheden handler om, hvordan lønkronerne skal administreres og af hvem.
Der er et godt gammelt ord, der siger, at man skal vælge sine kampe med omhu. Set i et aktuelt perspektiv, hvor VK-regeringen og Dansk Folkeparti næsten fra dag til dag kommer med forslag til forandringer og forandringer til forandringsforslagene - ja, så er der relevante kampe nok at tage fat på og deltage i. Vi kan igen - og med glæde - se store demonstrationer, hvor tusinder vender sig mod den uværdighed, der nu præger Danmarks officielle holdning til flygtninge og indvandrere. Vi kan påpege regeringens mangel på sammenhængende tankegang, når man på den ene side vil betale folk for ikke at sende deres barn i dag-institution og på den anden side vil have, at børn af anden etnisk oprindelse skal blive dansktalende i en fart. Og vi kan støtte de protester, der lyder fra forskellige niveauer i uddannelsessystemet mod, at besparelser er beskæringer med langtidskonsekvenser.
Men det er ikke alle kampe, vi selv af ideologiske, politiske eller menneskeretlige grunde kan vælge at kaste vores kræfter i.
Nogle kampe er ganske enkelt nødvendige.
I OK02 er vi i gang med en nødvendig kamp.
