BØRN OG HUMOR - Humor for alvor

Da Storm P. en gang blev spurgt om, hvad humor er, sagde han, at han hellere ville springe ud fra Rundetårn end at svare på det spørgsmål. Ved nærmere eftertanke mente han endda, at han hellere ville springe ud fra Eiffeltårnet. Humor er altså så svær at definere, at ikke en gang en af vore store humorister ville give sig i kast med det. Alligevel er humor noget, som vi alle kender, synes vi selv har, og de andre ikke har. Humor er noget, som vi lægger vægt på hos kolleger, kærester og børn. "Blæksprutte med humor" står der i mange jobannoncer i Børn&Unge, og i næsten alle kontaktannoncer ønskes en kæreste, der kan lide hjemlig hygge og gåture i naturen - og som har humor. 



Overlevelsesstrategi. Humor er altså en værdi hos os selv og andre, som vi lægger vægt på, og det kan Per Ryt-Hansen, lektor, foredragsholder og kursuskonsulent godt forstå. Han er uddannet latterinstruktør, har studeret humor i mange år og laver kurser for pædagoger i, hvordan de kan få mere humor, glæde og optimisme ind i arbejdet. 

»Humor er jo et æstetisk fænomen, det er sanser og følelser, og det er skabende virksomhed. Men humor er altid svær at definere. Hvordan smager en tomatmad? Det beder jeg nogle gange mine kursister om at beskrive for hinanden. De opdager hurtigt, at det kan man ikke, for man refererer til noget kendt, og sådan er det også med humor,« siger han.

Per Ryt-Hansen mener, at humoren er med til at skabe tilhørsforhold i en gruppe og minde os om vores kulturelle tilhørsforhold. Det, man refererer til i en vittighed, er noget kendt, og hvis man ikke lever i den samme kulturforståelse, kan man ikke se det sjove i vittigheden. 

»Når børn er omkring et år, kan de faktisk lave en form for humor, og det sker netop på samme tid, som de træder ind i den kultur, de tilhører. Det kræver altså noget viden og erfaring om og fra den kultur, man lever i, for at man kan producere humor,« siger han.

Humor kan også være en overlevelsesstrategi. Freud har en lille anekdote om en fange, der mandag morgen bliver ført til galgen, han kigger op på de regntunge skyer og siger: "Nå for søren, ugen starter fint, hva'?" Det er galgenhumor, og det er humor på trods. Vi griber altså også til humoren, når livet viser sig fra sine værste sider, for humor har det med at punktere angst, frygt, irritation og konflikter. 

»Voksne bruger humoren, som børn bruger legen. Børn leger deres angst ud. De konkretiserer den diffuse følelse ud via legen, de gør angsten til frygt, og da frygt er konkret, kan de arbejde med den. Når der er noget, vi er skræmte over eller bange for, begynder vi voksne jo ikke at lege rollelege, men så kan vi bruge humoren som et terapeutisk indslag,« siger Per Ryt-Hansen.



Viden giver opmærksomhed. Humoren er altså noget vi benytter os af, men Per Ryt-Hansen mener, at man kan bruge den mere offensivt. Hvis man vil fokusere på humor med børnene, må man begynde i personalegruppen med at ændre og berige kulturen blandt de voksne. 

»Ligesom pædagoger søger viden om alle mulige andre ting, de ønsker at fokusere på i pædagogikken, skal de også søge viden om humor, for viden skaber opmærksomhed og fokus, og det skaber anerkendelse af, at humor er tilladt, og at det er noget, man satser på. I uddannelserne gør man meget ud af legen, man lærer om legeudvikling, og hvad legen er godt for. Men man lærer ikke om humorudvikling, og det er faktisk forkert, for den løber parallelt med legeudviklingen,« siger han. 

Der er en vis berøringsangst over for humor, mener Per Ryt-Hansen. Det er lige før, man hellere vil snakke om sin tragiske barndom og tabuemner som seksualitet end om humor. Og det er nok, fordi de fleste synes, det sjove skal komme af sig selv og være spontant.

»Selvfølgelig skal det være spontant, men i og med man skaber miljø for humor og glæde og omgiver den måde at være sammen på med anerkendelse, så vil det vokse og gro, og så vil man opdage, at det har en afsmittende virkning på alle områder af arbejdet. Jeg plæderer ikke for, at humor skal være en ny pædagogisk retning. Men kulturen ligger som en cirkel uden om alt det, pædagoger gør så udemærket i forvejen, og den kan beriges med noget humor,« siger han. 



Et par tips. Per Ryt-Hansen har mange gode ideer til, hvordan man kan sætte fokus på humoren først og fremmest i personalegruppen. Man kan indføre den omvendte jantelov: "Du skal vide, at vi andre regner med dig. Du skal vide, at du er én af os". Eller fokusere på de gode historier og fortælle dem til hinanden. Man kan etablere en vittighedskultur, hvilket nok vil være en udfordring for de fleste kvinder, fordi de ikke som mændene i forvejen har en kultur, hvor de fortæller hinanden vitser.

Personalemøder er ikke altid det, man har de største forventninger til: "Jaah, vi skal have personalemøde", er det nok de færreste, der siger. Men man kan indføre, at for eksempel punkt fem på dagsordenen er det humoristiske indslag. Det kan være vittigheder, gode historier eller bord- eller grinelege. Man snakker bedre bagefter, lover Per Ryt-Hansen. 

Man kunne også indføre 1. april hele året. Nu er der kun en dag om året, hvor man må være sjov og lave grin og practical jokes med hinanden. 

»For mig er den gode practical joke en kærlighedserklæring til den, man laver den med. Man viser, at man gider vedkommende. Jeg kendte engang en skoleinspektør, der nogle gange gemte sig under skrivebordet, når det bankede på døren. Og når folk så kom ind, kunne de ikke finde ham, og det gjorde jo straks situationen lidt mere let,« fortæller han. 

Det kan også være en idé at lave en latterklub i institutionen. Per Ryt-Hansen, der selv er uddannet latterinstruktør, har set det praktiseret på flere indiske arbejdspladser, hvor man hver morgen begynder med et kvarters latterøvelser. Erfaringen er, at det øger produktiviteten, giver færre sygedag og mindre personalegennemstrømning. 

»Mindre end hver dag kan også gøre det, men man har lettere ved at le, når man gør det ofte. Det er ligesom muskler, der bliver større af at blive brugt og mindre af ikke at blive det,« siger han.



Parantes om hverdagen. Det er også en mulighed at skrive ind i virksomhedsplanen, at det skal være sjovt at arbejde i Børnehaven Mælkebøtten. Som med alle de andre ting, der står i virksomhedsplanen, sætter man mål for indsatsen og vælger metoder til at opnå målet. 

»I begyndelsen kan det godt være lidt tvangspræget, men sådan er det jo med alt nyt, man vil prøve af i den pædagogiske praksis. Men der er så mange måder at gøre det på, og min erfaring er, at folk opdager hinanden på en ny måde, hvis de beslutter sig for at grine lidt mere sammen,« siger Per Ryt-Hansen.

Han mener, at det handler om, at man skal trække i toppen i stedet for at rode i bunden. Det betyder, at hvis man for eksempel vil arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, kan det nogle gange være bedre at få sat fokus på humoren, glæden og optimismen i stedet for at gå meget alvorligt til problemerne. 

»Jeg er ikke blåøjet og tror, at humor kan klare alle problemer, men nogle gange er det faktisk det, der skal til. Når jeg laver et kursus for en institution, der har problemer med det psykiske arbejdsmiljø, snakker vi naturligvis om kulturen, om grundlæggende antagelser, om adfærd, regler og normer og om, hvordan de kan gøres mere bevidste. Men så kobler jeg også lege og humor på, og det kan nogle gange rykke et personale mere end den alvorlige del. Det sker, fordi et utraditionelt samvær, nedbryder de antagelser, man har om hinanden. Forsvarsmekanismerne brydes ned, og man ser hinanden mere rent. Det er meget intimt at lave noget sjovt sammen.« 

Per Ryt-Hansen oplever et stort behov for at få lettet en tand på alt det alvorlige med nedkæringer og mange nye krav. Og humoren kan bruges til at sætte en parantes om hverdagen, så det hele ikke bliver så alvorligt.



Som at vande en plante. Det vil også få børnene vil at vokse, når det er tilladt at være sjov, og de ved, at de voksne godt kan lide det. Det er som at give en plante vand, mener Per Ryt-Hansen. Nogle børn har humoren med sig hjemmefra, men nogle børn kommer fra hjem, hvor humoren ikke er der, og de har lidt sværere ved at grine og lave og forstå sjov og spas. Så er det op til pædagogerne at lære dem det, for humor er adgangskort til fællesskabet. 

»Evnen til at være morsom giver status, og det gør det også hos børn. Undersøgelser har vist, at de børn, der ikke har humor, som mangler den del af den sociale kompetence, de ryger lettere ud i periferien og bliver overset. Og det betyder jo, at de heller ikke bliver set for noget andet, som de måske kan. Det er en pædagogisk opgave at lære børn humor på lige fod med, at man lærer de børn at lege, som er udenfor, fordi de ikke kan finde ud af dét,« siger han. 

Der er mange måder at bruge humor sammen med børnene på, især hvis man sætter sig lidt ind i børns humorudvikling. Pædagogen kan lave skæg med helt dagligdags ting og på den måde bryde forventningen, hvilket er en af humorens virkemidler. Det kan være trolden, der serverer frugt i stedet for Kirsten. Den slags reaktiv humor kan især bruges til de helt små børn, som endnu ikke selv skaber humor, men som reagerer på de voksnes udspil. De kan more sig over en voksen, der pludselig bevæger sig som en pingvin eller på anden måde gør noget uventet.

»Når børn er over et år, forstår de, hvis man giver tingene en ny betydning. Pædagogen kan jo tage en banan og lege at telefonen ringer, det griner selv helt små børn af,« siger Per Ryt-Hansen. 



Børn er sjove. Børn griner mindst 10 gange så meget som voksne, så der ligger et stort potentiale i at bruge deres trang til morskab. Men nogle gange har pædagoger og lærere lidt svært ved at håndtere børns humoristiske udspil. Man prøver ofte at dæmpe dem, og det er en skam, for børn udtrykker mange vigtige ting gennem humor. 

»Børn bruger ofte humor, og det er op til pædagogen at fange, hvad der ligger bag udspillet. Det opfattes alt for ofte som fræk adfærd, men det er, fordi der er noget oprørsk i humoren,« siger Per Ryt-Hansen. 

Det handler ikke om at latterliggøre børnene. Man skal ikke grine af, men med børnene. Og ikke bruge ironi til de helt små børn, for det forstår de ikke. Man ved dog fra undersøgelser, at 70 procent af alle seks-årige børn og 30 procent af alle femårige forstår ironi, så der er et vist spillerum for at bruge ironi med de største børn i børnehaven. Det kommer helt an på musikken i det, der bliver sagt, om børn forstår, at det er ironi.

Især i gruppelege opstår humor og latter hos børnene. Der kan lige pludselig opstå en munterhed, børnene griner sammen, og de løber ofte efter hinanden eller væk fra noget, de er blevet lidt bange for. Per Ryt-Hansen mener, at man skal huske at lave plads og rum for gruppesjov, i stedet for med det samme at tysse på børnene. For gruppelatter sker kun i den frie lege, og det er endnu et argument for, at børn skal have mulighed for at lege frit. 

»Der er jo et godt gammelt dansk udtryk, der hedder "skrækblandet fryd", og det er nok det, vi har fat i her. Det er vigtigt, at man understøtter den slags, for det er en del af børns humorudvikling,« siger han. 

Humor kan også bruges i konfliktløsning mellem børn. De bruger det faktisk ofte selv. Hvis de for eksempel er uenige om, hvem der havde noget legetøj først, begynder de at råbe til hinanden: "Du er dum. Det kan du selv være. Neeej. Jooo. Ævbævbussemand". 

»På det tidspunkt er børnene gået over i en rytmisk leg med rim og remser. Og kan man få noget til at rime på det, den anden har sagt, så er der point, og så griner de og kan til sidst ikke huske, hvad de kom op at skændes om. Med humor kan man bryde en spændt stemning og genetablere en lettere tilgang til tingene - også for børnene,« siger Per Ryt-Hansen.



Humor og køn

Drenge griner mere, og de får tidligere erfaring med sjov og latter, der etableres tidligt en vittighedskultur blandt drenge. De bruger den til at hævde sig selv, for der er meget selvhævdelse i humor. Man er på, man har taletid og man er sagsorienteret og handleorienteret, alt det der kendetegner mandekulturen. Drenge bliver derfor bedre til at praktisere spontan humor.

Piger er mere relationsorienterede, så de griner mere af hinanden. Pigers humor og latter er mere usynlig, det er mere en gruppebekræftelse. Piger er mere til intime forhold og følelser, og piger blotter mere af sig selv i den humor, de har sammen, hvor drenge/mænd er mere orienteret mod noget fælles tredje. Pigerne har i perioder en intrigekultur, hvor drenge får afløb for deres aggressivitet i handling, leg, idræt.



Humor betyder væske 

På græsk betyder humor væske. I antikken mente man, at der var fire temperamenter: Kolerikeren, sangvinikeren, melankolikeren, flegmatikeren, og så havde man en væske i kroppen, som for eksempel kunne få kolerikeren til at grine, hvis han gik helt amok. Vi kan jo selv mærke, at det bobler og kilder, når vi griner, og det er den væske, vi kan mærke. Det vil sige, at humor er den væske, der afblancerer menneskets temperamenter. Vi kender udtrykket "en tør foredragsholder", han mangler noget væske, noget humor. 

Hvis to ægtefolk er oppe at skændes, og den ene eller begge begynder at grine, kan de ikke skændes mere. Humor afspænder situationer, det er en buffer på tragiske begivenheder. Kan vi grine af 11. september? Per Ryt-Hansen sad på en lille svensk skærgårdsø med nogle studerende, og de fik besked om terrorangrebet via en mobiltelefon. De blev skræmte og det prægede stemningen. Senere, da de skulle lave mad, var der en af fyrene, der sad og rørte i maden - en sammenkogt ret, og så sagde han: "Hold kæft en terroristgryde". Stemningen lettede lidt. Noget kan være så forfærdeligt, at man er nødt til at gøre noget, og der har humoren også en funktion. Per Ryt-Hansen har i øjeblikket et yndlingsbillede, det forestiller en mand, hvor der på ryggen af hans t-shirt står: I'm a bombtechnician, if you see me running, try to keep up. (Jeg er bombetekniker, hvis du ser mig løbe, så prøv at følge med).



Ikke er noget at grine af

Et sikkert krisetegn hos børn er manglende humor, og alle signallamper hos de voksne bør lyse i fareklasse A, hvis barnet ikke magter at le og more sig. Det siger alle erfaringer børnepsykolog Bent Hougaard. Han har gennem mere end 20 års arbejdet med børn i krise, og han har mange sager som sagkyndig for domstolene.

»Hvis et barn ikke har noget at grine af, er den faktisk hel gal. Og der findes børn, som ikke har noget at more sig over, og som derfor heller ikke udtrykker humor eller glæde,« forklarer Bent Hougaard.

Noget af det første, han forsøger i den indledende samtale med børn, er at få dem til at le, eller i det mindste blot at smile et stille hø-hø.

»Hvis jeg ikke inden for de første fem minutter har fået barnet til at smile eller le, så er der noget alvorligt galt. Det er lige som at tage temperaturen på barnet. Kommer der ingen reaktion, er det fordi barnet simpelthen ikke har noget at grine af. Humoren er en meget stabil vejviser for, hvordan barnet har det, og derfor er det en god idé, at forældre og pædagoger er opmærksomme, hvis børn pludselig ikke kan se det morsomme i tingene,« siger Bent Hougaard.