Guide til normkritisk evaluering: Sådan kan I komme i gang 

En flok børn og pædagoger er taget til stranden og sidder i en rundkreds klar til at spise. Men madroen bliver forstyrret af to drenge. Den ene, vi kalder ham Frederik, er hvid. Den anden, vi kalder ham Serdal, er brun. Anders stikker et græsstrå op i hvert næsebor, og Serdal griner. Pædagogen vælger at skille drengene ad. Serdal får at vide, han skal sætte sig mellem to piger, så børnene kan få madro.

Var det retfærdigt?

Episoden er gengivet i Bogen ’Normkritisk evaluering i dagtilbud – en forskningsbaseret håndbog til praksis’. Den bygger på et forsknings- og udviklingsprojekt, hvor forskerne Marta Padovan-Özdemir og Stine Del Pin Hamilton sammen med pædagoger fra daginstitutioner, der arbejder normkritisk, har set på, hvordan man kan arbejde med en normkritisk evalueringskultur i dagtilbud. 

Ved at analysere pædagogernes egne praksisfortællinger i et normkritisk perspektiv får de øje på uligheder og en skæv fordeling af privilegier blandt børnene.

”Pointen i den normkritiske praksisfortælling er, at den hvide dreng privilegeres. Han møder ikke sanktioner, udover at han mister sit publikum. Den brune dreng bliver til gengæld sanktioneret ved at blive flyttet. Og pigerne bliver frataget muligheden for at sidde med deres bedste veninde, fordi de pludselig skal dele et pædagogisk ansvar for at skabe orden,” siger Marta Padovan-Özdemir.

Normer virker bag om ryggen

Normer og forventninger til forskellige børn, baseret på blandt andet køn og etnicitet, får indflydelse i praksis. Det, selvom pædagogerne arbejder ud fra devisen, at ’vi ser alle børn lige’, forklarer forskeren. 

”Vi bliver nødt til at erkende, at selvom de allerfleste, hvis ikke alle, pædagoger arbejder med de bedste intentioner om ligestilling, kan vi alligevel i praksis komme til at diskriminere. Normerne virker bag ryggen på os og i små og gentagne handlinger, der over tid skaber ulighed,” siger hun.

Normkritik er et perspektiv, der hjælper os med at få øje på en skæv fordeling af magt og privilegier. Det kan handle om taletid eller om at møde anerkendelse for det, man gør, siger eller har på. Overhovedet at blive set er et privilegie.

Læs også: Slut med at sige ’perker’ og ’svans’: Her har de indført nultolerance 

En vej til mere lighed

Normkritik kan være første skridt på vejen til at ændre på samfundsstrukturer – fordi det stiller børn mere lige, mener Marta Padovan-Özdemir. For de normer, der eksisterer i pædagogisk praksis, er også samfundsnormer.

”Det er et langt sejt træk. Men hvis vi begynder at udfordre normerne i dagtilbuddet om, hvordan man opfører sig som pige og som dreng og hvilke forventninger, der er til forskellige børn, er vi i gang med at pille ved samfundsnormerne. Vi er i gang med at præge fremtidige generationer,” siger hun.

Hvordan får man øje på normerne?

Hele opdragelsesopgaven i det pædagogiske arbejde går i høj grad ud på at opdrage til fælles normer, så hvordan finder man ud af hvilke normer, der kan være problematiske?

”Vi trækker på svensk forskning, der foreslår situationer, hvor man iagttager ’normstød’. Som er, at nogle børn støder sig på normen, for eksempel om hvordan man forventes at være en ’sej dreng’, eller hvordan man udtrykker følelser. Vi siger ikke, at der ikke skal være nogle normer, for så mister vi kompasset og har ikke noget at navigere efter. Men vi skal overveje, hvilke normer vi gerne vil have skal herske,” siger Marta Padovan-Özdemir.

Besværligt, men nødvendigt

Det giver god mening at integrere normkritiske perspektiver i evalueringskulturen, for her har pædagogerne trædestenene til at sikre det systematiske arbejde med egen praksis. Men det er ikke spor nemt, understreger Marta Padovan-Özdemir.

”Både evalueringskultur og normkritik er to ret besværlige og til tider også ubehagelige ting at have med at gøre, for begge dele blotlægger fejl og mangler i praksis. Det er aldrig rart. Men begge ting skal til for at skabe udvikling og mere social retfærdighed,” siger hun.