Forsker til uddannede pædagoger: I skaber en praksis af høj kvalitet

Der er en tydelig sammenhæng mellem uddannelse og kvalitet i dagtilbud. Så klar i mælet er seniorforsker Mogens Christoffersen, der har gennemtrawlet den internationale forskning om, hvad uddannelse betyder for indholdet i dagtilbud.

»Uddannelse har stor betydning for den måde, voksne interagerer på med børnene. De uddannede er bedre til at skabe en praksis af høj kvalitet, som stimulerer læringsmiljøet og børnenes trivsel. Har medarbejderne en relevant uddannelse, er de også mere sammen med børnene. De er generelt mere lydhøre og ved, at de skal prioritere mest mulig interaktion, hvilket er vigtigt, fordi en af de mest afgørende faktorer for børns udvikling netop er interaktionen med voksne,« fortæller Mogens Christoffersen fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Normeringer og fysiske rammer 

Går børn i en institution med uddannet personale, får de generelt bedre samarbejdsevner, og de bliver mere udholdende i forhold til at samarbejde med andre om at finde løsninger på konflikter. Samtidig er de mere skoleparate, fortæller seniorforskeren og understreger, at det er helt afgørende, at normeringerne er i orden, og at også de fysiske rammer spiller en væsentlig rolle.

Forskningen peger også på, at uddannede generelt er bedre til at sætte lærerige lege i gang. Det lærerige skal ikke kun forstås som skolerettede aktiviteter, men også lærerige i forhold til det sociale liv. Samtidig er uddannede generelt bedre til at opfange og støtte aktiviteter, som børnene sætter i gang. Det er vigtigt.

 »Barnets udvikling understøttes, når det mødes med lydhørhed og positive tilkendegivelser på dets ytringer og følelser, og når den voksne stimulerer barnet gennem alderssvarende aktiviteter,« siger Mogens Christoffersen.

Amerikanske erfaringer

Historisk set har opbygning af dagtilbud og pasning af børn handlet om at frigøre kvinderne til at arbejde. Mogens Christoffersen fremhæver to eksempler fra henholdsvis USA og Canada, der viser, at det langtfra er ligegyldigt, hvem der er sammen med børnene, mens forældrene er på arbejde. 

I USA indførte man i 1943 et stort vuggestue- og børnehaveprogram, så mødre til børn i alderen 0 til 12 år kunne komme på arbejdsmarkedet, som manglede hænder på grund af krigen. Man investerede i daginstitutioner, uddannelse, aflønning af pædagoger og måltider til børnene. Pædagogerne deltog i løbende efteruddannelse, og der var afsat tid til kollegial evaluering af børnenes pædagogiske fremskridt.

Betydeligt bedre resultater

Mange af kvinderne – også dem med små børn – blev erhvervsaktive, indtil krigen sluttede, og soldaterne vendte hjem. Det betød, at indsatsen stoppede brat i 1946. Det var derfor muligt at sammenligne de børn, der var 0 til 12 år fra 1943 til 1946, med de børn, der blev født i årene efter og derfor ikke kom i børnehave. Børnene blev fulgt, til de var op til 59 år ved hjælp af landsdækkende folke- og boligtællinger. 

»Børnehavebørnene fik som voksne betydelig bedre uddannelsesmæssige resultater, flere fik arbejde, og flere kunne stifte familie, end de børn, der var født mellem 1947 og 1951 og derfor ikke var med i programmet. Undersøgelserne viste også, at børn fra forsømte familier fik mest ud af indsatsen. Med andre ord: De fattiges børn indhentede noget af det forsømte,« fortæller seniorforskeren.

Quebec-undersøgelsen

Mogens Christoffersen henviser til en række andre undersøgelser fra hele verden, der peger i samme retning. En af dem stammer fra den canadiske stat Quebec, som også ville udvide dagpasningskapaciteten for at gøre det nemmere for småbørnsmødre at arbejde. Staten udvidede ikke specifikt daginstitutionerne, men gav forældrene et tilskud til pasning, så udgiften ikke oversteg fem canadiske dollars om dagen.

Det lykkedes at få flere mødre til små børn i arbejde, men samtidig slækkede man på kvalitetskravene. Flere blev passet af en ung pige eller en ’nanny’ uden uddannelse, og det undersøgte man effekten af.

Effekten af høj kvalitet

»Quebec-undersøgelsen viser, at børnene reagerede mere fjendtligt, forældrene var mere inkonsistente overfor børnene, og forældre-barn-forholdet blev mere belastet end inden reformen. Undersøgelserne bekræfter hypotesen om, at en højkvalitetsbørnehave mindsker den negative sociale arv, mens lav kvalitet uddyber forskellene mellem de ressourcestærke og de mere sårbare børn. Det er interessant i en dansk sammenhæng, fordi politikere taler om at indføre lignende ordninger, hvor man vil give forældrene en pose penge til at få passet deres børn på en måde, som passer ind i familielivet. I Quebec var det ikke godt for børnene,« siger Mogens Christoffersen.