Klubpædagoger og lærere giver skoletrætte børn ny energi

Et tæt samarbejde mellem fritidsklub og skole kan give lærere og pædagoger mulighed for i fællesskab at knække koden til at give skoletrætte børn på mellemtrinnet lyst og mod på skolen igen.

Det er konklusionen i et forskningsprojekt, hvor klubpædagoger og lærere har samarbejdet om at hjælpe børn "på kanten af skolen"’ til mere deltagelse og trivsel.

Bag projektet står et forskerhold fra VIA University College og Københavns Professionshøjskole, der har samarbejdet med pædagoger og lærere fra fire skoler og klubber.

Forskerne er ikke i tvivl om, at fritidspædagogikkens blik på relationer og sociale fællesskaber gavner børn, der har det svært i skolen.

Skaber nye positioner for børnene

»Pædagogerne bringer noget ind i skolens børneforståelse, som ikke altid er til stede, og som virkelig gør en positiv forskel for de børn, der har det svært – dem, der er på vej ud på kanten af skolen ved ikke at deltage særlig meget eller ved slet ikke at komme,« siger Britt Blaabjerg Hansen, lektor på Københavns Professionshøjskole.

Børn, der er marginaliseret i det sociale fællesskab, har også svært ved at deltage i undervisningen, som ofte er gruppearbejde og baserer sig på dynamikker mellem eleverne, påpeger forskerne.

I forskningsprojektet planlagde og gennemførte lærere og pædagoger derfor i fællesskab interventioner for børnene med fokus på at skabe andre positioner i de sociale fællesskaber.

»Når man kigger ud i børnegruppen, må man sige, at der er behov for det samarbejde. Det at kunne fungere i sociale fællesskaber har en tæt sammenhæng mellem trivsel og deltagelse i undervisningen. Det kan samarbejdet bibringe,« siger Andy Højholdt, der også er lektor på Københavns Professionshøjskole.

Doven - eller dreng der ikke trives?

Forskeren kommer med et eksempel fra en af de workshops, hvor pædagoger og lærere blev sat sammen for at tale om børnene og finde interventioner, der kan hjælpe dem:

To lærere og en pædagog sidder og snakker sammen om et barn, der har det svært i skolen. Den ene lærer siger: ’Jeg oplever ham som en doven dreng’. ­

Den anden lærer siger: ’Jeg oplever ham som en klovn’. ’Må jeg lige prøve noget her’, siger pædagogen: ’Er det ikke snarere en dreng, der ikke trives, og som ikke har en klædelig rolle i det sociale fællesskab?’

Billedet er næsten en kliché på den klassiske fortælling om de to fagligheders styrker og svagheder, når det kommer til relationer og børnefællesskaber. Men ikke desto mindre fik dialogen stor betydning for drengen.

»Pædagogerne havde held med at bibringe perspektivet om, at det sociale fællesskab er betydningsfuldt at have fokus på,« siger Andy Højholdt.

Vigtigt samarbejde om at løse problemer 

Anja Hvidtfeldt Stanek er lektor på Syddansk Universitet. Hun har forsket i fritidsinstitutionernes betydning for børn og samtænkning af fritidsinstitutioner i Sverige og Tyskland. Hun er enig i, at den pædagogiske faglighed og pædagogerne kan komme ind med et andet blik, men hun bliver også ’lidt trist’, når pædagogerne bliver fremhævet som den eneste faggruppe, der har blik for børnenes trivsel og relationer. For sådan er virkeligheden ikke, mener hun.

»Jeg møder rigtig mange folkeskolelærere, som udmærket er i stand til at spotte de børn, som ikke trives i fællesskabet,« siger hun.

Men læreren har brug for pædagogens viden om, hvad der er i spil for børnene, når de bevæger sig andre steder hen, mener hun:

»Det kan være helt banale ting som for eksempel, hvem der ikke får adgang til bolden på fodboldbanen. For er det i virkeligheden det, som skaber bøvl, når de sidder i klassen og forstyrrer undervisningen?«

Fælles forståelse af problemet

Anja Hvidtfeldt Stanek er enig i, at opgaven med at understøtte børns læring og trivsel ikke kan reserveres til én faggruppe, og at samarbejde er nødvendigt. Samarbejdskulturen mellem lærere og pædagoger skal væk fra en forestilling om, at læreren kan udlicitere problemer med børn til pædagogerne, som kan løse dem i fritidstilbuddet eller i understøttende undervisning, mener hun.

»Samarbejdet skal handle om at nå en fælles forståelse af, hvad problemet handler om, og ikke om, at pædagogen skal løse problemer med børnene. Den måde at bruge hinandens faglige ressourcer på kunne faktisk ende med at give mening,« siger hun.

Klubpædagogik ind i undervisningen 

At dele viden om børnene på tværs af fagligheder har, ifølge Andy Højholdt og Britt Blaabjerg Hansen, en positiv effekt på skoletrætte børns lyst til og mod på at deltage. Det har især vist sig at virke, når elementer fra klubpædagogikken bliver bragt ind i skolens undervisning. Og omvendt når skolelivet får en plads i klubben.

Hvis klubpædagogerne ved, hvad der sker i undervisningen, kan de bringe det op i snakken med børnene, mens de bager kage, drikker te eller spiller computer.

Det betyder ikke, at det fritidsrum, som børnene har i klubben, skal blive til skole, understreger forskerne.

»Men pædagogerne har aktiviteter i klubben, hvor de i højere grad kan tage udgangspunkt i børnenes interesser og lave det, de plejer, men så også lægge et fagligt lag på,« siger Andy Højholdt.

'Shinede' i både klub og skole

Når aktiviteter fra fritidspædagogikken kommer med ind i skolen, så får børnene mulighed for at deltage på en anden måde, og det kan vise lærerne andre sider af de børn, der ellers ikke deltager i undervisningen. Det så forskerne, da en klubpædagog udførte rollespil med en klasse som en del af undervisningen.

»De børn, som shiner i klubben, når de spiller spil, men som er stille og forsagte i skolen – de shinede pludselig også i skolen. Læreren så det, og det havde en effekt ind i undervisningen. Det var en meget lille intervention, læreren beskriver som rigtig betydningsfuld,« siger Andy Højholdt.

Del viden og indblik i børnenes liv

Anja Hvidtfeldt Stanek er forbeholden overfor at blande de forskellige sammenhænge, som børnene færdes i, for meget sammen. Det er ikke nødvendigvis positivt for børnene at møde pædagogen i undervisningssammenhæng, mener hun.

»Den person, som de ellers kunne være sammen med og have tillid til i deres fritidsaktiviteter, har pludselig taget skolerollen på sig. Forestillingen om, at vi kan flytte ting på tværs, er ikke nødvendigvis hensigtsmæssig. Det er ikke det samme som, at det ikke kan lykkes, men at forestille sig, at det altid sker, er naivt,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

I stedet for at gøre det samme i klub og skole, skal lærere og pædagoger samarbejde og dele deres viden og forskellige indblik i børnenes liv, er hendes pointe.

»Problemet er, at de forskellige sammenhænge bliver mere og mere til den samme sammenhæng, fordi pædagogerne bliver trukket mere ind i skolen og kommer til at se deres opgave som understøttelse af skolen,« siger hun. 

Fælles billede af den gode skole

Tid til samarbejdet er helt afgørende, hvis det skal lykkes og have en effekt på børnene, påpeger Andy Højholdt på baggrund af erfaringerne fra forskningsprojektet.

»Hvis man vil samarbejde, må man prioritere det. Hvis man ikke har ordentlig tid, kaster man både medarbejderne og børnene ud i processer, som er sindssygt svære at håndtere,« siger han.

Det handler ifølge forskeren om at få skabt aftaler om samarbejdet samt ledelsesmæssig opbakning. Det kræver fælles mål og en tydelig vision, og det var på mange måder fraværende på skolerne, oplevede han. 

»Man kan ikke anbefale nok, at ledelsen, både på lærer- og pædagogområdet, bliver enige om, hvordan skolen skal se ud, når der både er lærere og pædagoger. Hvad vil vi egentlig have? Hvilket billede af en god skole skal vores medarbejdere arbejde henimod? Det var fjernt, nærmest ikke-eksisterende,« siger Andy Højholdt.