Forsker i skilsmissegrupper: Lyt til børnene
Deleordninger, fars og mors nye kærester og ’klumpen i maven’. Gennem de seneste 15 år er ’skilsmissegrupper’ i skolen blevet et udbredt tilbud til børn i skilsmissefamilier. Pædagoger leder ofte grupperne med udgangspunkt i materiale fra kursusudbydere i afholdelse af børnegrupper.
Pernelle Rose er ph.d. i pædagogisk psykologi og forsker på Roskilde Universitet. hvor hun gennem flere år har oplevet, hvordan børnene oplever skilsmissegrupperne i skolerne, og hvordan det, der foregår, giver mening for dem. Eller modsat – ikke giver mening. For tilbuddet bygger ofte på prædefinerede metoder og en one-size-fits-all-tilgang, viser hendes forskning.
Hun argumenterer for, at børn og unges selv skal have mere indflydelse på det, der foregår i skilsmissegrupperne.
Brug børnene som ressource
”Når vi bruger børn og unges stemme som ressource, forholder vi os mere nuanceret til de måder, man kan have det på som barn og ung i en skilsmissefamilie. Vi skaber nogle andre former for deltagelsesmuligheder i denne her indsats. Det synes jeg er rigtigt vigtigt,” siger Pernelle Rose, der har observeret børn, pædagoger og lærere i grupperne og interviewet børn om deres oplevelser.
Ifølge Pernelle Rose lægger konceptet og materialerne i skilsmissegrupperne ikke altid op til at inddrage nuancerne og tage højde for, at børn af skilte forældre oplever deres situation vidt forskelligt.
Skilsmissebørn er lige så forskellige som alle andre
”Man arbejder ud fra en grundforståelse om, at hvis du lever med skilte forældre, så er du per definition i sorg. Du er i krise. Du har det svært. Skolen går dårligt. ’Du har rod i tasken, fordi du har rod i hovedet’. Det var sådan en sætning, en pædagog sagde i et interview på et tidspunkt,” siger hun.
Men nogle børn oplever måske en lettelse, eller at hverdagen fortsætter som før efter en periode med opbrud.
”Jeg havde fx et barn i en gruppe, som sagde at hun ikke oplevede, at der var nogen problemer. Fordi forældrene er gode venner, de spiser middag sammen, tager på ferie og holder fødselsdage. Det har jeg hørt flere børn sige,” siger forskeren.
Terapeutisk inspirerede forløb
En ’terapeutiseringstendens’ er skyllet ind over pædagogikken i Danmark i løbet af de seneste 10-15 år, forklarer Pernelle Rose.
Tendensen handler om, at børn og unge skal lære at håndtere deres svære følelser, og med folkeskolereformen i 2014 får skolen også et større ansvar for sikre børn og unges trivsel. Skilsmissegrupperne er et forsøg på at hjælpe sårbare børn og unge, og midlet bliver de terapeutisk inspirerede gruppeforløb, forklarer Pernelle Rose.
”Det er primært samtalen, der er omdrejningspunktet i grupperne. Præmissen er, at vi skal lokalisere vores svære følelser, underforstået at dem har vi alle sammen, og det vigtigt at dele de svære følelser med hinanden for at kunne håndtere dem,” siger hun.
De gruppeledere, der formåede at spørge børnene og de unge selv, hvilke tematikker der var vigtige for dem at tale om, oplevede langt større engagement.
Pernelle Rose, forsker
Leder forgæves efter ’klumpen’ i maven
En af de aktiviteter, der går igen i grupperne er, at børnene skal tale om ’klumpen’, som er en metafor for de svære følelser, som barnet kan opleve. Pernelle Rose har fx observeret, at børnene får uddelt et kopiark med en tegning af en krop, hvor de skal tegne deres ’klump’ og hvor den er placeret henne i kroppen. Men det er langt fra alle børn, som oplever, at de har en ’klump’, understreger Pernelle Rose.
”En ung gut siger, at det kan han slet ikke genkende, for han har aldrig haft en klump, det ved han bare. Så siger gruppelederen ’er du nu helt sikker på det? Hvad med den gang, du blev ked af det?’ Derfor kalder jeg det ’at lede efter klumpen’. For hvis børnene ikke genkender de svære følelser, er vi ligesom nødt til at lede efter dem ved at grave,” siger hun.
At have en ’klump’ bliver på den måde en præmis for at deltage i gruppen. De børn, der ikke har en klump, prøver at forstå, hvad det er for at blive anerkendt og for ikke at føle sig forkerte, viser Pernelle Roses forskning. En pige prøver for eksempel at leve til forventningen om en ’klump’ ved at fortælle, at hun engang har prøvet at gå ind i en lygtepæl, hvor hun fik en klump, og en anden siger: ’min klump er bare glad lige nu’.
”Det udfordrer jo fuldstændig de grundforståelser, der er i gruppen,” siger Pernelle Rose.
Drop koncepterne og spørg børnene selv
De prædefinerede materialer og metoder er derfor problematiske, hvis man gerne vil give et bredt meningstilbud til børn og unge, der lever i en skilsmissefamilie, mener hun.
”I stedet kunne man sige: ’nogle oplever det som en klump, andre oplever et savn, og nogle oplever en lettelse. Man kan opleve skilsmisse på mange forskellige måder.’ Grundlæggende er det vigtige, at blive bekræftet i at de følelser, man har, er okay,” siger hun og uddyber, at det at blive genkendt og anerkendt af andre er, hvad hele gruppekonceptet handler om. Hvis børnenes følelser ikke bliver anerkendt, bliver deltagelsesmulighederne snævret ind. Derfor skal børns perspektiver inddrages langt mere, argumenterer hun.
”De gruppeledere, der formåede at spørge børnene og de unge selv, hvilke tematikker der var vigtige for dem at tale om, oplevede langt større engagement. Fordi børnene oplevede, at den måde, de havde det på, var i orden. Også selvom deres oplevelser og følelser var vidt forskellige,” siger hun.
Børn vil gerne lave noget sjovt, der ikke handler om skilsmissen
Forskeren har spurgt børnene selv i interviews, hvad de synes om det, der foregår i grupperne. Alle børnene sagde uden tvivl, at lege og øvelser var det sjoveste. En øvelse kunne være ’tov-øvelsen’, som handler om at vise, hvad man kan lide og ikke lide: fx alle dem der kan lide Den store bagedyst stiller sig i den ene ende af tovet og alle dem, der ikke kan, stiller sig i den anden ende.
”Fællesskabet er det vigtige her,” siger Pernelle Rose og uddyber: ”For mange børn er det nok at vide, at ’jeg er ikke den eneste, hvis forældre er blevet skilt’, bare det at kunne kigge på de andre og tænke, ’jeg er faktisk ikke alene her’ er vigtigt. Og så vil børnene gerne lave noget sjovt sammen, som ikke nødvendigvis handler om skilsmissen,” siger hun.
Børnene: ”pausen er det bedste ved skilsmissegruppen”
En af grupperne, som Pernelle Rose har observeret, arbejder med en ’pause’, hvor der foregår helt almindelige pædagogiske ting, som at skære frugt og dele saftevand ud. I den pause skete der en transformation af samværet mellem børnene, pædagogerne og lærerne i gruppen, så Pernelle Rose.
I pausen begynder de at snakke med hinanden på helt andre måder. De laver jokes, eller taler om, at de har været i biffen eller til fodboldkamp. Børnene taler lige ud af posen, præcis som de ville gøre i andre sammenhænge. Og det gør pædagogerne og lærerne også, forklarer forskeren.
”Alle børn i den gruppe sagde, at det fedeste ved gruppen var pausen. Fordi der kunne man ligesom bare hygge sig og lave nogle forskellige ting med hinanden. Det synes jeg egentlig, er en god pointe.”
