Børns diagnoser: Rigtig meget kan løses med pædagogik, hvis ressourcerne er på plads
Hvilke konsekvenser har overdiagnosticering for pædagoger og andre fagprofessionelle, der skal hjælpe børnene?
”Den pædagogiske faglighed går tabt, når man bruger et medicinsk sprog til at forme sin pædagogik. Det lyder fint at tale om ’neurodivers pædagogik’, men pædagogikkens grundfaglighed handler jo om at støtte det enkelte barn, hvor det er. Problemet er, at de ekstra ressourcer til at gøre det først udløses med diagnosen," siger Alexandra Brandt Ryborg Jønsson.
"Som pædagog kan du ikke sige: ’Vi har behov for ekstra støtte, fordi barnet går gennem en svær periode’. I praksis skal der en diagnose til. Vi har fået indrettet vores samfund sådan, at vi vil have diagnosen, fordi den er adgangen til hjælp. Det betyder måske, at for mange børn og unge får diagnoser, som de ikke skulle have haft,” uddyber hun.
Hvilke konsekvenser har det for de børn og unge, som får en diagnose, de måske ikke behøvede?
”Det har været kendt siden 60’erne, at det kommer til at smitte af på den måde, du ser dig selv på, hvis du får en diagnose. Man får en ’labeling effect’, hvilket betyder, at man begynder at opføre sig som den kategori, som man er blevet sat i," siger hun.
"Diagnosen kan på den måde forværre nogle børns symptomer. Det kan være med til at fremmedgøre dem endnu mere fra fællesskaberne, fordi det, der er anderledes ved dem, bliver fremhævet. Samtidig er der medicinen, som vi ikke taler nok om. Medicin kan virke godt og være nødvendig, men er den unødvendig, har man risiko for bivirkninger uden grund."
Hvis vi ikke skal bruge psykiatrien og det medicinske paradigme, hvordan hjælper vi så børnene?
”Hvis jeg havde frit valg på alle hylder, ville jeg fordoble eller tredoble normeringerne i alle institutioner. Jeg ville have uddannet pædagogisk personale og flere lærere i klasserne. Først når det er på plads, vil jeg sige: Børn, som mistrives under de omstændigheder, kan vi henvise til psykiatrien. Rigtig meget kan løses og forstås pædagogisk, hvis ressourcerne er til det, men det bliver der ikke taget højde for i dag.”
Alle studier peger i retning af, at der både er overdiagnostik og underdiagnostik inden for mentale lidelser. Begge dele er skadeligt."
Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, forsker på Roskilde Universitet.
Hvad er det første og vigtigste skridt for at undgå overdiagnosticering?
”Vi skal for det første have en større anerkendelse af det pædagogiske arbejde. Pædagoger skal have større ansvar og mere at skulle have sagt, i forhold til hvilke børn der skal henvises til psykiatrien, og hvilke der ikke skal. Tænk, hvis vi havde nogle prøvekommuner, hvor man lod lærere og pædagoger bestemme, hvor der skal tildeles ekstra indsatser – helt uden brug af diagnoser. Hvor man for eksempel ventede med diagnosen, til børnene er 18 år, men stadig havde adgang til medicin, hvis en psykiater udskrev det," siger forskeren.
"Vi skal huske, at nogle børn er syge og får gavn af diagnosen, så det handler også om at bruge ressourcerne der, hvor de hjælper mest. Men vores forskning peger på, at de store udfordringer handler om det relationelle og det sociale, og det er netop her, pædagogikken kan sætte ind."
Nogle peger modsat på, at nogle børn er underdiagnosticerede. Hvordan hænger det sammen?
”Ja, der er børn, som har brug for støtte og medicin, men som ikke bliver opdaget. Alle studier peger i retning af, at der både er overdiagnostik og underdiagnostik inden for mentale lidelser. Begge dele er skadeligt. Det taler ind i en problematik om social ulighed. Diagnosen er noget, man skal kæmpe lidt for, så vi kan sige os selv, at det bliver de stærke forældre, der har lettest ved at tilgå dem, mens de, der har allermest behov, går under radaren. Det betyder, at vi kommer til at bruge ressourcerne forkert,” siger Alexandra Brandt Ryborg Jønsson.
Læs også artiklen Børn har ikke flere symptomer: Så hvorfor fordobles diagnoserne?
