Børn har ikke flere symptomer: Så hvorfor fordobles diagnoserne?
Tallene taler deres tydelige sprog. På 10 år er antallet af børn og unge, der bliver diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse, steget med 117 procent. Det er mere end en fordobling. For ADHD-diagnoserne er tallet steget med hele 84 procent.
Men børnene har ikke flere symptomer på de to lidelser, end de havde for 10 og 20 år siden. Det viser landsdækkende undersøgelser fra både Danmark og Sverige.
“Generelt ser det ikke ud til, at børn i dag er mere belastede af symptomer end for 15 og 20 år siden. Skal jeg pege på en tendens, er det faktisk den modsatte,” siger Niels Bilenberg, professor, overlæge og forskningsleder ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense.
Undersøgelserne, som han henviser til, følger flere tusind børn og unge, fra de bliver født, til de bliver voksne. I Sverige foretager man de samme undersøgelser, og de danske og svenske resultater er ens.
Undersøgelsen viser, at der skal 50 procent færre symptomer til for at få en diagnose i dag end for 10 år siden."
Sebastian Lundström, forsker på Göteborg Universitet.
Mere velfungerende mennesker får en diagnose
“Symptomerne er konstante i befolkningen. Vi får ikke mere ADHD, og vi får ikke mere autisme. Samtidig stiger diagnoserne meget, og sådan har det været i 20 år,” siger Sebastian Lundström, der forsker i psykiske diagnoser på Göteborg Universitet.
Hvordan det kan hænge sammen, at diagnoserne stiger voldsomt, mens symptomerne er konstante, har Sebastian Lundström undersøgt sammen med svenske kolleger.
“Undersøgelsen viser, at der skal 50 procent færre symptomer til for at få en diagnose i dag end for 10 år siden. I dag får mere velfungerende mennesker diagnoser. De har stadig problemer og bekymringer, men de har altså færre symptomer,” forklarer han.
Gift eller mikroplast har ikke skylden
Andre undersøgelser viser, at hverken gener eller biologi har ændret sig.
“Der er ikke kommet noget ind i organismen, som har ændret vores gener. Det er ikke gift i brøndene eller mikroplast i maden, som gør det. Hvis det skulle have haft en stor effekt, ville vi kunne se det. Så en stor del af stigningen skyldes, at man i dag giver diagnoser ud fra færre symptomer,” siger Sebastian Lundström.
For 10-15 år siden ville man helst ikke have, at ens barn fik en diagnose. I dag er det omvendt."
Niels Bilenberg, professor, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense.
Forældre vil have en diagnose, så barnet får hjælp
Niels Bilenberg oplever, at der er kommet et omvendt henvisningsmønster:
“For 10-15 år siden ville man helst ikke have, at ens barn fik en diagnose. I dag er det omvendt: Har barnet udfordringer, vil forældre gerne have stillet en diagnose, fordi det giver adgang til hjælp.”
Det betyder også, at mange ikke accepterer det, hvis en udredning ikke fører til en diagnose. I stedet går de måske til det private sundhedssystem.
“Får man ikke en diagnose, går man et andet sted hen. Det er almindeligt, og når man kan få både en anden og tredje udredning, vil det føre til flere diagnoser,” siger Niels Bilenberg.
Det har aldrig været meningen, at der skulle være sammenhæng mellem at få en diagnose og få hjælp, men det er der."
Niels Bilenberg, professor, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense.
Børn skal have hjælp uden at få en diagnose
Alternativet til et system, som næsten pr. automatik fører til flere diagnoser, er at komme væk fra, at diagnoserne er adgangsbillet til hjælp, men at børn får hjælp, hvis de har behov for det, påpeger Niels Bilenberg.
“Det har aldrig været meningen, at der skulle være sammenhæng mellem at få en diagnose og få hjælp, men det er der. Det skyldes i høj grad, at kommunerne er økonomisk pressede. Har børn problemer, vil de, deres forældre og pædagogerne jo gerne have hjælp, og så er det nødvendigt med en diagnose.”
Også Sebastian Lundström peger på, at alternativet til de mange diagnoser er at give børn og unge den nødvendige hjælp uafhængigt af diagnoser.
Flere unge i psykiatrien
“Der vil nok altid være 1-2 procent med autisme og 3-5 procent med ADHD, som har brug for deres diagnoser, fordi de har store problemer. Her hjælper diagnoserne til, at man kan give den rette støtte. Men hos mange andre skulle man kigge andre steder hen end på diagnosen,” siger Sebastian Lundström.
Det gælder især børn, som har deres første møde med psykiatrien, når de er 13-15 år, Og det er en gruppe i fremgang.
“Mange får diagnoserne som teenagere. Det indikerer, at problemerne måske ikke er neurologiske, som vi ellers tænker, at ADHD og autisme er. Hvis unge siger, at de har problemer med vennerne, eller at de ikke kan koncentrere sig i skolen, kan vi give en masse støtte, før vi begynder at stille diagnoser,” siger Sebastian Lundström.
Når de så kommer ud af skolen, har de ikke længere brug for diagnosen, men den er der stadig og skaber forhindringer.”
Sebastian Lundström, forsker på Göteborg Universitet.
Normalitetens sti bliver smallere og smallere
Når de to forskere peger på, hvorfor det er et problem, at flere får en diagnose:
“Normalitetsbegrebet er indskrænket, og det er næsten det værste. Jo flere med diagnoser, desto færre er normale. Stien, man skal gå på for at blive betragtet som normal, bliver smallere og smallere. Det er bekymrende, for der bør være en vis variation indenfor det normale. Det skal der være plads til,” siger Niels Bilenberg.
Mange voksne vil gerne slippe af med diagnosen
Sebastian Lundström peger på, at når så mange har diagnoserne, er de ved at miste deres betydning. Samtidig har diagnoserne personlige konsekvenser for den enkelte:
”Det er fx meget svært at blive politibetjent, og mange vil gerne slippe af med deres diagnose, når de bliver ældre, fordi de synes, at den ikke længere passer på dem,” siger han og fortsætter:
”Det er grundlæggende to grupper: Mennesker, som føler, at de aldrig har passet ind i diagnosen, og at symptomerne ikke passer på dem. Og mennesker, der har ønsket en diagnose og har haft gavn af den i skolen. Når de så kommer ud af skolen, har de ikke længere brug for diagnosen, men den er der stadig og skaber forhindringer.”
Læs også artiklen Børns diagnoser: Rigtig meget kan løses med pædagogik, hvis ressourcerne er på plads.
