Børn har ikke flere symptomer: Så hvorfor fordobles diagnoserne?

Antallet af børn og unge, der bliver diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse, er steget med 117 procent på ti år. For ADHD-diagnoserne er tallet steget med 84 procent. 

Men børnene har ikke flere symptomer på de to lidelser end tidligere. Det viser store landsdækkende undersøgelser fra både Danmark og Sverige.

“Generelt ser det ikke ud til, at børn i dag er mere belastede af symptomer end for 15 og 20 år siden. Skal jeg pege på en tendens, er det faktisk den modsatte,” siger Niels Bilenberg, som er speciallæge i børnepsykiatri, professor, overlæge og forskningsleder ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense.

Danske og svenske resultater er ens

Undersøgelserne, som han henviser til, følger flere tusinde børn og unge, fra de bliver født, til de bliver voksne. Forældre og senere de unge selv svarer løbende på en lang række spørgsmål, og svarene tegner et billede af deres helbred.

I Sverige foretager man de samme undersøgelser, og de danske og svenske resultater er ens.

“Symptomerne er konstante i befolkningen. Vi får ikke mere ADHD, og vi får ikke mere autisme. Samtidig stiger diagnoserne meget, og sådan har det været i 20 år,” siger lektor Sebastian Lundström, der forsker i psykiske diagnoser ved Sektionen for psykiatri og neurokemi på Göteborg Universitet.

Hverken gift eller mikroplast

Hvordan det kan hænge sammen, at diagnoserne stiger voldsomt, mens symptomerne er konstante, har Sebastian Lundström undersøgt sammen med svenske kolleger.

“Undersøgelsen viser, at der skal 50 procent færre symptomer til for at få en diagnose i dag end for 10 år siden. I dag får mere velfungerende mennesker diagnoser. De har stadig problemer og bekymringer, men de har altså færre symptomer,” forklarer han.

Andre undersøgelser viser, at hverken gener eller biologi har ændret sig.

“Der er ikke kommet noget ind i organismen, som har ændret vores gener. Det er ikke gift i brøndene eller mikroplast i maden, som gør det. Hvis det skulle have haft en stor effekt, ville vi kunne se det. Så en stor del af stigningen skyldes, at man i dag giver diagnoser ud fra færre symptomer,” siger Sebastian Lundström.

Diagnose nødvendig for at få hjælp

Niels Bilenberg oplever, at der er kommet et omvendt henvisningsmønster:

“For 10 til 15 år siden ville man helst ikke have, at ens barn fik en diagnose. I dag er det omvendt: Har barnet udfordringer, vil forældre gerne have stillet en diagnose, fordi det giver adgang til hjælp,” siger professoren og uddyber:

“Det har aldrig været meningen, at der skulle være sammenhæng mellem at få en diagnose og få hjælp, men det er der. Det skyldes i høj grad, at kommunerne er økonomisk pressede. Har børn problemer, vil de, deres forældre og pædagogerne jo gerne have hjælp, og så er det nødvendigt med en diagnose.”

PPR-pædagog: Svært at få hjælp

Børn&Unge har talt med flere pædagoger, som peger på, at børnene ville få hjælp tidligere, og en del af presset på PPR og psykiatrien ville lette, hvis pædagoger og familier kunne få støtte, inden barnet har været igennem en udredning og har fået en diagnose. 

En af dem er Anne Grete Bue Ryneld, pædagog og pædagogisk rådgiver under PPR i Esbjerg Kommune. Hun møder børn, familier og pædagoger, der er ramt af et presset system, som ikke altid slår til for børn med behov for en særlig indsats. Virkeligheden er dog langt fra, som hun ønsker sig.

”I de kommuner, jeg har kendskab til, er det svært at få adgang til hjælp eller ekstra ressourcer, hvis barnet ikke har en diagnose. I min egen kommune, Esbjerg, er det en flaskehals at komme igennem PPR. Jeg kender heller ikke andre kommuner, hvor man siger: 'Det her barn har brug for noget ekstra, så det giver vi', uden at der er en diagnose,” siger hun.

Læs også artiklen: 'Se tallene: Store geografiske forskelle i diagnoseeksplosionen' 

Læs mere om stigningen i antallet af diagnoser i Børn&Unge nr. 7/24