Baby gribes af et stærkt samarbejde

Babyer, som mistrives. Ufødte, der har markant dårligere odds i livet end andre. 

Der er al mulig grund til at sætte massivt ind over for de allermindste børn, som er særligt sårbare. Forskning viser entydigt, at jo længere et barn lever under udsatte livsforhold, jo dårligere odds har barnet for at klare sig senere i livet – på stort set alle parametre.

»Jo tidligere man sætter ind, jo bedre mulighed har vi for at beskytte ­barnet, blandt andet ved at sørge for at familier får bedre levevilkår,« siger Kirsten Elisa Petersen, lektor på DPU, Aarhus Universitet.

Svært at få øje på problemer hos de mindste

Trods det åbenlyst fornuftige i at sætte massivt ind så tidligt som muligt og trods mange initiativer og god vilje er det stadig ikke for alvor lykkedes at bryde den negative sociale arv i Danmark. Det påpeger Mette Skovgaard Væver, der er lektor på Københavns Universitet og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning (CIF).

»Nej, det er ikke lykkedes for os, selvom alle de fagprofessionelle gør deres bedste,« siger hun og tilføjer, at det skønnes, at mellem 10 og 20 procent af børn og unge befinder sig i udsatte positioner.

Og sådan har det set ud i mange år, selvom samfundet poster ­masser af penge i at forebygge. Men problemer får lov at vokse, fordi det ofte er vanskeligt at få øje på dem hos de mindste, og fordi ­informationer og bekymringer ikke altid bliver delt mellem fagfolk som sundhedsplejersker og pædagoger.

Få underretninger

Det kan være svært at dokumentere, om fagfolk opsporer problemer hos de allermindste. Man kan få en indikation ved at se på antallet af underretninger: Generelt er tendensen, at der de seneste fire år er blevet underrettet mere – også på de mindste.

Men faktum er stadig, at jo yngre ­børnene er, jo færre bliver der underrettet om. Men derfor kan man ikke konkludere, at de aller­mindste har færre problemer at slås med, fastslår Mette Skovgaard Væver. 

»Det lave tal skyldes blandt andet, at man ikke får øje på deres mistrivsel, men sandsynligvis også, at fagfolk måske tøver, fordi de ikke kan underbygge deres bekymringer. Det kræver kvalifikationer og høj faglighed både at opspore og at kunne begrunde sin bekymring,« siger hun.

Mange er overladt til deres mavefornemmelse

En af de store udfordringer er, at de mindste børn i sagens natur ikke selv kan sætte ord på, hvad der er galt.

»Vi er nødt til at reagere på deres adfærd for at vurdere den psykiske sundhed, og det ­åbner for en subjektiv fortolkning. Det er 
et problem, for det betyder, at ­nogle børn mistrives, uden at man får øje på det,« ­siger Mette Skovgaard Væver.

Hun beretter om et forsøg, hvor hun sammen med kolleger skulle vurdere fire måneder gamle babyers følelses­mæssige udtryk udelukkende ved at kigge på deres ansigter på videooptagelser.

»Vi skulle uafhængigt af hinanden vurdere, om babyerne viste positive, negative eller neutrale ansigtsudtryk. Vi var rygende uenige om, hvad vi så, hvilket var skræmmende. På samme måde er de fagprofessionelle mange steder overladt til deres mavefornemmelse,« siger hun.

Fagprofessionelle skal have et fælles sprog

Mette Skovgaard Væver opfordrer til, at sundhedsplejersker og pædagoger lærer metoder til systematisk at opspore små børn, der ikke trives. 

»Vi er nødt til at blive enige om, hvad vi forstår ved mistrivsel, og hvad fagfolk skal reagere på. Fagfolk skal have et fælles sprog, og vi skal have forskningsbaserede metoder og resultater ud til de fag­professionelle, som har de små i hænderne hver dag,« siger hun.

Mette Skovgaard Væver har oplevet, at det for nogle fagprofessionelle kan være svært at forene det at finde tegn på mistrivsel med den anerkendende tilgang og fokus på ressourcer, som kendetegner deres praksis.

»Jeg har ofte hørt fagprofessionelle sige, at de ikke vil være fejlfindere, men sam­tidig vil de jo også gerne kunne identificere mistrivsel. Det kræver, at vi investerer i at klæde de fagprofessionelle ordentligt på til opgaven, sådan at de bedre kan vurdere, hvad lille Emma kan, hvor hendes ressourcer er, og hvad hun har brug for støtte til,« siger Mette Skovgaard Væver.

Forebyggelse, der giver mening

Susanne Rank Lücke er formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hun peger også på, at et manglende fælles sprog med pædagogerne kan være en udfordring, som dog kan løses:

»Det kræver, at vi møder hinanden, og min oplevelse er, at når kommuner prioriterer samarbejdet, er der også god lydhørhed mellem faggrupperne,« siger hun.

Samarbejde kræver tid, hvilket er en alvorlig mangelvare i en vuggestue, men det kan betale sig, mener Susanne Rank Lücke.

»Hvis man for eksempel prioriterer at have et overgangsmøde, når barnet skal i vuggestue, hvor forældre, pædagoger og sundhedsplejersker deltager, kan man rydde forhindringer af vejen, og vigtige oplysninger kan blive givet videre. Når man holder møderne, kan man tydeligt se resultatet for det enkelte barn, som trives bedre. Det er forebyggelse, som virkelig giver mening,« siger formanden for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, som peger på det, hun mener, er en af de største udfordringer:

»Serviceniveauet svinger meget fra kommune til kommune. Det er politikerne og økonomien, som bestemmer, hvor meget man kan gøre. Det er ikke behovet,« siger hun.

Efterlyser kontinuitet 

Elisa Rimpler, formand for BUPL, er enig i, at mere samarbejde ­mellem pædagoger og sundhedsplejersker er afgørende, hvis man skal opspore og hjælpe børn i problemer.

»Vi skal nedbryde søjler i kommunerne for at styrke samarbejdet på tværs af fag. Det drømmer alle om, men det er svært for kommunerne blandt andet på grund af kasse­tænkning, så en del steder ved den ene hånd ikke, hvad den anden gør. Det kan betyde, at vigtig information ikke når frem til de ­fagfolk, der skal bruge den,« siger hun.

Hun peger også på, at der rundt omkring i kommunerne er flere gode indsatser og ­projekter, hvor pædagoger og sundheds­plejersker samarbejder om eksempelvis overgangen fra hjem til vuggestue. 

Opprioriter området

»Men de gode initiativer er lidt upåagtede, for de bliver ikke fulgt op af forskning, og en del steder stopper projekter, når projekt­perioden udløber. Det er afgørende, at kommunerne prioriterer det tværpro­fessionelle samarbejde med tid og ­ressourcer, der for eksempel kan bruges på fælles efteruddannelse,« siger Elisa Rimpler.

For hende er kontinuitet et nøgleord. Det gælder også i den enkelte vuggestue.

»Personalet skal vide rigtig meget om at opspore, og det kræver, at de har en høj faglig kapacitet, som skal afspejle sig i en langt højere pædagogandel. Men der er ikke tilstrækkelige ressourcer og den nødvendige faglighed til stede. Pædagogandelen er ­lavest i vuggestuen, man skifter pædagoger ud med medhjælpere, og det giver et område med ­megen udskiftning i det hele taget, så der mangler kontinuitet. Det vil gøre en kæmpe forskel, hvis politikerne opprioriterer området,« siger BUPL-formanden.