Ro og fordybelse: Lerværksted er et kreativt frirum

I en kælder på Fritidshjemmet Randbøllen i Vanløse, er der fuld gang i lerværkstedet. Det er en aktivitet, som fritidshjemmet har haft i mange år, men for fem år siden blev det skemalagt, fordi pædagogerne oplevede en stigende interesse fra børnenes side. Fritidshjemmet var derfor hurtige til at gribe børnenes initiativ, forklarer Pia Johnsen, pædagogisk leder af Fritidshjemmet Randbøllen.
»Børn er gode til at udtrykke sig og få idéer. Ler er en kreativ udtryksform, som vi vil være med til at understøtte,« siger hun.
I løbet af de senere år er arbejdet med ler og keramik blevet en aktivitet, som man kan fordybe sig i henover en kop kaffe. Det kommer ikke bag på Sidse Møller, som er pædagog og selvstændig keramiker, at arbejdet med ler har fået fat i både børn og voksne.
»Når vi laver et stykke keramik, kan vi blive medskabere af et produkt. Derudover giver det mulighed for fordybelse og ro,« siger hun.
Arbejdet med ler styrker en række af børnenes sanser, men for Pia Johsen er det også enormt vigtigt at give børnene et kreativt pusterum i en ellers travl hverdag.
»Børnene snakker indbyrdes, men pædagogerne får også mulighed for at tale med dem om alt det, der rør sig i deres hverdag. Den tætte kontakt er så dejlig at opleve. Det er en stjernestund med børnene.«
I starten kræver et lerværksted ikke mere end et stykke ler og lysten til at gå i gang. Det meste udstyr kan købes løbende, hvis I bliver bidt af den kreative udtryksform.
Se videoen: Sådan kan det foregå, når der er lerværksted i Randbøllen.
5 pædagogiske gevinster ved at arbejde med ler
-
Fællesskab
Lerværkstedet danner ramme om gode samtaler mellem børn og voksne. Det kan også være en god måde at arbejde med inklusion på, fordi børnene ofte anerkender hinandens arbejde. Leret kan fungere som et fælles tredje.
-
Taktil sans
Når børn mærker lerets struktur og har en direkte kontakt til leret, sætter det den taktile sans i spil. Fokus på de ydre stimuli kan gøre det lettere at få tankerne til at falde til ro. Finmotorikken kommer i spil, fordi man kan arbejde detaljeorienteret.
-
Kreativitet og fantasi
Børnene lærer at udvikle og udfolde sig kreativt. De er medskabere af et produkt, som de selv kan designe og forme.
-
Tålmodighed
Der går lang tid fra idé til færdigt produkt. Det styrker børns tålmodighed.
-
Fordybelse
Det giver mulighed for fordybelse og selvforglemmelse, når man kommer ind i et 'flow'. Det bliver et pusterum, og det giver børnene mulighed for at arbejde koncentreret.
Kilde: Pia Johnsen, pædagogisk leder, Fritidshjemmet Randbøllen og Sidse Møller, selvstændig keramiker