Nye tal: Så mange har søgt pædagoguddannelsen

Søgningen til pædagogstudiet falder igen, og det giver anledning til usikkerhed i både kommuner og institutioner. Den aktuelle situation understreger behovet for et markant lønløft til pædagogerne, mener BUPL’s formand.
Studerende på en uddannelse sidder på en trappe

Søgningen til pædagoguddannelsen er faldet dramatisk i en årrække, og beregninger viser, at der vil mangle mindst 8000 pædagoger om ti år.

Og nu viser spritnye tal fra Uddannelsens- og Forskningsministeriet, at søgningen til pædagogstudiet fortsætter med at falde: 4.419 personer har søgt ind dette år, hvilket er 189 færre end i år 2022 (se grafik nederst).

”Vi står overfor en decideret velfærdskatastrofe, hvis ikke pædagogprofessionen bliver et attraktivt valg for flere. Og det skal gå stærkt, for vi er allerede bagud med at skaffe pædagoger nok i dag. Det kommer først og fremmest til at kræve en løn, der matcher vores uddannelsesniveau”, siger BUPL-formand Elisa Rimpler. 

Professionshøjskoler: Det er et kæmpe problem

Søgningen til pædagogstudiet er samlet set faldet med 26 procent siden 2019, og forkvinde for Danske Professionshøjskoler Camilla Wang understreger da også, at det skal gøres mere attraktivt at uddanne sig til eksempelvis pædagog: 

"Det er et kæmpe problem, at det ikke er attraktivt nok for de unge i at uddanne sig til fx pædagog eller sygeplejerske. Det er helt afgørende, at vi får vendt udviklingen og gjort det mere attraktivt at uddanne sig til sygeplejerske, pædagog, lærer eller socialrådgiver," siger hun i en pressemeddelelse.

Læs også: Hvert tredje forsøg på at skaffe en pædagog slår fejl

Tal bekræfter: Lav løn får unge til at fravælge pædagogfaget

I foråret viste en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, at over halvdelen af de unge, som på trods af interesse for pædagogfaget fravalgte pædagoguddannelsen, gjorde det på grund af lav løn og dårlige arbejdsvilkår.

Og de nye tal for søgningen til pædagoguddannelsen understreger endnu en gang behovet for bedre løn og vilkår, hvis flere skal søge mod pædagogfaget, påpeger Elisa Rimpler.

”Man kan ikke fortænke de unge i også at tage lønnen med i deres overvejelser, når de vælger uddannelse. Det er verdens bedste job at være pædagog, men det skal simpelthen kunne betale sig at tage en uddannelse. Ellers ender vi med et velfærdssamfund, hvor ansvaret for børns trivsel og udvikling havner hos ufaglærte medhjælpere,” siger hun.

Også docent og forsker i pædagogers faglighed og pædagoguddannelsen ved UC Syd, Line Togsverd, peger på behovet for en højere pædagogløn. Hun anbefaler samtidig et øget fokus på dannelsesrejsen i pædagoguddannelsen og -faget som middel til at tiltrække flere.

Uddannelsen får et løft: Stort flertal vil anbefale den til andre

Folketinget har netop vedtaget et økonomisk løft af pædagoguddannelsen fra år 2025, og det er tiltrængt, understreger BUPL-formand Elisa Rimpler.

”Det haster med både penge og en reform af pædagoguddannelsen, der skal være så god, at unge fortæller om det til andre unge,” siger hun.

I en ny undersøgelse fra BUPL og de pædagogstuderende organisation PLS peger en stor del af de godt 1.000 medvirkende studerende netop på behovet for et økonomisk løft af uddannelsen. Hele 63 procent af dem fortæller dog samtidig, at de vil anbefale andre at søge ind på studiet.

’Bedste beslutning, jeg har taget for mig selv fagligt. Jeg elsker faget og ser en fremtid for mig selv inden for det,’ skriver en af de studerende, som ville anbefale studiet til andre.

’Vil klart anbefale folk, der brænder for at arbejde med mennesker at tage pædagoguddannelsen, selvom den trænger til et løft,’ skriver en anden.

Læs også: Løft af pædagoguddannelsen er godt nyt for både pædagoger og studerende

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.