Ny vejledning slår fast: Ledere er beskyttet af arbejdsmiljøloven

En ny vejledning fra Arbejdstilsynet tager hånd om ledernes svære dobbeltrolle i arbejdsmiljøspørgsmål. Og så indeholder den godt nyt til langt de fleste ledere med presset arbejdsmiljø.
Børnehavepædagog laver kreativ leg

En lang række pædagogfaglige ledere har et presset psykisk arbejdsmiljø, og BUPL’s Lederforening har gentagne gange kritiseret kommuner, der ikke tager opgaven med at passe på ledernes arbejdsmiljø alvorligt.

Nu understreger en ny vejledning fra Arbejdstilsynet, at pædagogfaglige ledere – i langt de fleste tilfælde – er ’ansatte’ i lovmæssig forstand og derfor har ret til arbejdsmiljølovens beskyttelse.

Men vejledningen understreger også, at lederne sidder i en svær dobbeltrolle.

Her får du et hurtigt overblik over, hvad arbejdsmiljølovgivningen og de nye vejledninger fra Arbejdstilsynet siger om din rolle og dine rettigheder som pædagogfaglig leder:

Hvilke pædagogfaglige ledere er beskyttet arbejdsmiljøloven?

Alle pædagogfaglige ledere, der udfører arbejde for en arbejdsgiver opfattes i arbejdsmiljølovgivningen som ’arbejdsledere’ og dermed som ansatte. De er altså omfattet af lovgivningen på arbejdsmiljøområdet og har blandt andet ret til at være omfattet af arbejdspladsvurderinger (APV’er).

Det gælder alle kommunalt ansatte ledere. De arbejdsmiljøforpligtelser, som kommunerne har for deres øvrige ansatte, gælder altså også for de pædagogfaglige ledere.

Hvad så med ledere i private og selvejende institutioner?

For ledere i private eller selvejende institutioner er der to væsentlige undtagelser:

Den ene gælder ledere, som er øverste leder i en privat eller selvejende institution og refererer til en bestyrelse. Det gælder hovedparten af lederne i private og selvejende daginstitutioner. De opfattes i arbejdsmiljølovgivningen som virksomhedsledere og ikke som ansatte.

Den anden undtagelse er ledere, som er (med)ejere af deres institution. De opfattes i lovgivningen som arbejdsgivere.
BUPL opfordrer de privatansatte ledermedlemmer til at kontakte deres lokale fagforening, hvis de oplever problemer med deres arbejdsmiljø.

Hvordan kan pædagogfaglige ledere både være ledere og ansatte, og hvad betyder det?

Netop ledernes svære dobbeltrolle som både leder og ansat bliver uddybet i nye vejledninger fra Arbejdstilsynet.
Her understreges det, at arbejdslederne leder og fører tilsyn med arbejdet og dermed er en del af virksomhedens ledelse, men at de lovmæssigt skal ses som ansatte og dermed er beskyttet af reglerne i arbejdsmiljølovgivningen.

Netop understregningen af arbejdsledernes status som ansatte tydeliggør, at de har samme ret til et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt arbejdsmiljø, som andre ansatte.

Skal arbejdsmiljørepræsentanterne så repræsentere ledernes interesser?

Nej. Arbejdsmiljørepræsentanterne skal varetage de øvrige ansattes interesser, ikke arbejdslederens. Da arbejdslederne skal varetage arbejdsgivernes interesser i AMO (Arbejdsmiljøorganisation) eller MED-sammenhæng, er der faktisk ingen parter i MED-systemet, som direkte varetager de pædagogfaglige lederes interesser på arbejdsmiljøområdet.

Tjekker Arbejdstilsynet så også ledernes arbejdsmiljø, når de er på tilsynsbesøg?

Da Arbejdstilsynets tilsynsbesøg skal fokusere på virksomhedernes kerneopgaver og vigtigste funktioner, vil fokus for Arbejdstilsynets besøg i fx daginstitutioner først og fremmest ligge på det pædagogiske arbejde med børnene. Dermed vil Arbejdstilsynet ikke i praksis kontrollere ledernes arbejdsmiljø, selvom de pædagogfaglige ledere altså skal betragtes som ansatte.

Hvad skal jeg gøre, hvis min arbejdsgiver ikke lever op til sine forpligtelser på arbejdsmiljøområdet? 

BUPL opfordrer til, at pædagogfaglige ledere kontakter deres lokale fagforening, hvis de oplever, at arbejdsgiveren ikke lever op til forpligtelserne i arbejdsmiljølovgivningen.

Her kan det få stor betydning, at de nye vejledninger fra Arbejdstilsynet netop understreger, at pædagogfaglige ledere – med ovennævnte undtagelser – skal ses som ansatte og har samme rettigheder i forhold til arbejdsmiljøloven.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.