Dogan nåede ind til de unge i kælderen: Jeg ved, hvad det vil sige at føle sig overset og misforstået

Det var på min første klubaften, at jeg mødte dem. De var samlet en 10 stykker i kælderen under klubben. Her tog de snus og røg e-cigaretter og følte sig overladt til sig selv og overset af de voksne omkring dem. Fast besluttet på at nå ind til dem havde jeg taget forskellige forslag til aktiviteter med.

Det skulle nok blive fedt, forsikrede jeg dem.

’Det sagde de, der var her før dig, også,’ lød svaret.

Jeg blev ved. Jeg var ikke ligesom de andre. Det her ville være anderledes.

’Det sagde de andre også,’ svarede de.

Jeg er selv vokset op i miljøet

Det var unge, som fandt deres rollemodeller i bandemiljøer og lyttede til musik, der lagde op til vold og salg af stoffer. Det handlede om at gå i det rigtige tøj, følge bestemte personer på Instagram, være som dem og tale på samme måde.

Det gjaldt om ikke at vise svagheder, og vejen frem i livet gik ikke gennem arbejde og uddannelse, men gennem drengestreger og senere kriminalitet.

Jeg kender miljøet, for jeg er selv vokset op i det. Flere af mine venner valgte en kriminel løbebane, hvor skolen og det almindelige samfund kom til at fylde mindre og mindre, indtil fælden på et tidspunkt klappede, og der ikke var nogen vej tilbage.

Fundamentet for trivsel er relationsdannelse

Det blev tydeligt for mig, da jeg var 16-17 år, at jeg skulle vælge en anden vej. Min religion hjalp mig i den beslutning. Jeg er praktiserende muslim og tror på, at det er forkert at stjæle, snyde og sælge ulovlige stoffer.

Fordi jeg ved, hvad de unge kommer fra, kan jeg sætte mig ind i, hvad de går igennem. Jeg forstår, hvad det betyder, når de siger, at de føler sig overset og misforstået. Og jeg kan dele min egen fortælling med dem og vise dem, at der findes en anden vej.

Fundamentet for at skabe trivsel for unge som dem, jeg mødte i kælderen den aften, er relationsdannelse. Det er ikke en opgave, jeg lykkedes med den første klubaften – og heller ikke den næste. Men jeg blev ved med at opsøge dem, og langsomt mærkede de, at her var en pædagog, der forstod dem og gerne ville lave noget med dem.

De tager med til Koldinghus, jeg tager med i Kolding Storcenter

Jeg havde faste møder med dem hver mandag under overskriften HEAT: håb, engagement, anerkendelse og tillid. Men jeg kunne også finde på at invitere dem med på ture til Aarhus eller Kolding.

Aftalen var, at de fik lov til at bestemme en del af programmet, hvis de også fulgte mit. Så de tog med mig til Koldinghus, og jeg tog med dem til Kolding Storcenter. Vi hyggede os, men der var både mål og mening med turene.

På den måde skabte jeg en relation til dem helt fra bunden. Den holdt jeg fast i og udbyggede i krydsfeltet mellem det personlige, det private og det professionelle. Vi har en snapchatgruppe, hvor vi deler billeder og skriver sammen. Hvis en af drengene er på ferie og sender et billede, svarer jeg altid: ’Det ser fedt ud!’ Også selvom jeg har fri.

Jeg fik ret: Det blev godt

Jeg er en slags storebror, som giver tryghed og støtter. Det er også derfor, jeg har kunnet rykke dem. Der bliver lavet drengestreger indimellem, men slet ikke på et bekymrende niveau. Tværtimod er de fleste i gruppen begyndt at søge mod uddannelse og arbejde.

De vil en masse og har også mange af redskaberne, men ved ikke, hvordan de skal bruge dem. Jeg kan vise dem vejen og støtte dem, når vejen er svær at gå. Eller jeg kan hjælpe dem tilbage, hvis de er på vej i en forkert retning.

Som da en af drengene betroede mig, hvad han havde tænkt på at gøre. Det var ikke lovligt, men ville få ham til at se sej ud i vennernes øjne, mente han. Jeg syntes, at det lød dumt. Og jeg var ret sikker på, at han ville komme til at fortryde det. Det fortalte jeg ham, og hans hårde facade krakelerede. Han er nu kommet på bedre tanker og har planer om at tage en uddannelse.

Så jeg fik ret dengang i kælderen. Det ville blive anderledes. Det blev godt.