Afghansk bådflygtning blev dansk pædagog: Vi måtte finde en sikker havn eller dø i forsøget
Børnene var kun omkring et år gamle, og alligevel kunne de så meget. De hjalp med at lægge ting på plads og rydde op efter sig. De vidste, hvor tallerknerne skulle stå, og hvor man hængte forklæderne, og de vaskede selv hænder. De fleste sad ordentligt på deres plads og spiste deres mad, og jeg undrede mig meget.
Det var i en vuggestue på Nørrebro i København, at jeg første gang mødte dansk pædagogik i en helt almindelig hverdag, og jeg kunne lide, hvad jeg lagde mærke til. Børneopdragelse og pædagogik i Danmark er rettet mod at gøre børn selvstændige og selvhjulpne i meget højere grad end i mit fødeland, og det var så spændende at opleve.
Hentet op af en gummibåd fire år tidligere
Jeg var kommet hertil med et norsk krydstogtskib, hentet op af en gummibåd fire år tidligere efter en årelang og frygtelig flugt fra Afghanistan. Nu var jeg i praktik i vuggestuen som del af et sprogkursus, hvor flygtninge og indvandrere som mig kunne forberede os på det danske arbejdsmarked.
Jeg havde en kandidatgrad og 10 års arbejde som lærer med mig, men min uddannelse og erfaring kunne ikke anerkendes i Danmark, og derfor måtte jeg begynde helt forfra både sprogligt og fagligt.
På listen over praktikmuligheder stod der ’chauffør’, ’kantinearbejder’ og ’sosuassistent’. Og ’pædagogassistent’, som jeg valgte. Det gav mig i alt tre praktikforløb i daginstitutioner, hvor min interesse for pædagogikken kun voksede.
'Du skal tage en uddannelse'
'Du skal tage en uddannelse og arbejde ordentligt med faget,' opmuntrede de andre pædagoger mig. Og jeg blev selv mere og mere nysgerrig efter at vide mere om, hvordan børn voksede op i Danmark. Også fordi jeg var ved at danne min egen familie her i landet og gerne ville opdrage mine børn i overensstemmelse med samfundets forventninger.
Efter flere års sprogundervisning og uddannelse lykkedes det: Jeg blev pædagog.
Jeg stod fast: Vi måtte fortsætte flugten
Det var ikke den vej, jeg havde set for mig selv, da jeg sammen med min mand og knap 80 andre desperate mennesker skjulte mig i et hus og ventede på at kunne flygte videre til Europa. Jeg vidste ikke, at jeg ville ende i Danmark. Faktisk vidste jeg ikke engang, i hvilket land jeg var, og det ved jeg stadig ikke den dag i dag.
Da vi fandt ud af, at vi skulle fortsætte flugten med skib, blev min mand bange. Han ville hellere risikere krig og forfølgelse i vores hjemland end at sejle gennem mørket mod ukendte farer.
Men jeg stod fast. Vi blev nødt til at fortsætte. Vi måtte finde en sikker havn, både for os selv og vores ufødte barn. Eller omkomme i forsøget.
Bidrager med nyt syn på udfordringer
Det var den beslutning, der bragte os til Danmark, og det har jeg ikke fortrudt. Jeg er så glad for mit liv her, ikke mindst på vegne af mine tre døtre, som alle har uddannet sig og klarer sig godt. Og med min anderledes kulturelle og etniske baggrund har jeg ofte kunnet bidrage med et nyt syn på udfordringerne på min arbejdsplads.
En overgang var jeg vikar på en skole, der havde massive problemer med konflikter mellem børnene. De talte usædvanlig grimt til hinanden, og det var ikke ualmindeligt, at de sloges eller boksede kammeraterne i maven. De fleste børn var muslimer, og blandt nogle kolleger var der en opfattelse af, at problemerne skyldtes netop det.
Muslimer har ikke tradition for at opdrage deres børn, sagde en kollega til mig, og jeg svarede, at det ikke passede. I mange muslimske familier er det en religiøs pligt at opdrage børn ordentligt. Og både blandt kristne og muslimer er det en værdi at skabe et trygt miljø for barnets opdragelse og behandle andre mennesker med respekt.
Børnenes adfærd havde ikke noget med deres religion at gøre. Den handlede om de indre mønstre, der lå til grund for børnenes måde at tænke, føle og handle på.
Det får man blik for med den interkulturelle pædagogik, som jeg mener, at flere pædagoger og lærere burde være bedre bekendt med, når de arbejder med børn med anden etnisk baggrund end dansk. Både for børnenes skyld og for deres egen.
