Guide: Sådan gør I jobbet sundt for krop og hjerte

Umiddelbart skulle man tro, at pædagogjobbet er sundt, fordi man bevæger sig hele tiden, men sundhed boostes ikke nødvendigvis af, at man bevæger sig. Der skal mere til. Her får I Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs råd til, hvordan I via lege kan få pulsen op og dermed gøre jobbet sundere.

For at en arbejdsdag skal være sund for krop og hjerte, skal den gerne indeholde tre ting, oplyser Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA):

  • Variation i de fysiske aktiviteter
  • Perioder med høj puls
  • Mulighed for hvile

Undersøgelser viser, at pædagoger både har variation i de fysiske opgaver og mulighed for pause, mens de arbejder. Men de får sjældent pulsen op.

For at sikre høj puls til pædagoger har forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) introduceret en håndfuld ’Guldlok-lege,’ som kan gøre pædagogjobbet lidt sundere, og som kan integreres i den pædagogiske kerneopgave. Legene er testet i københavnske daginstitutioner sammen med Arbejdsmiljø København i det såkaldte ’Guldlok-projekt.’

Navnet skyldes, at den pædagogiske hverdag – ligesom grøden, stolen og sengen i eventyret om Guldlok og de tre bjørne – skal være lige tilpas.

Legene skal hjælpe til at skabe den rette balance mellem fysisk aktivitet med høj puls, variation og hvile i pædagogarbejdet, så man kan fremme sundhed og fysisk kapacitet.

Forventningen er, at forskerne bag Guldlok-projektet udgiver en slutrapport i sommeren 2022.

Lege-eksempel: Halefange
  • Alle børn får udleveret en hale, som fastsættes på kroppen.
  • En bunke ’øvelseskort’ – kort med illustration/beskrivelse af en fysisk øvelse, fx et frøhop – og en bunke kort med tal fra 4 til 9 lægges synligt frem med bagsiden op.
  • Et barn trækker et øvelseskort og et talkort fra de to bunker.
  • Pædagogerne laver med det samme øvelsen det trukne antal gange, imens børnene løber væk.
  • Når pædagogerne er færdige med øvelsen, løber de ud og ’fanger’ børnenes haler.
Lege-eksempel: Toget
  • Børnene holder hinanden i hænderne to og to og går i en lang række i rask tempo.
  • To pædagoger går på hver sin side af ’børnetoget’ i modsat retning af børnene, og henter hver et af de to børn fra togets bagende.
  • Pædagogerne løber sammen med hver sit barn helt op foran toget, hvor børnene mødes og igen holder hinanden i hånden.
  • De netop transporterede børn er nu forreste vogn. Denne seance gentager sig indtil Guldlok-toget har nået sin endestation. Hvor langt der er til endestationen, beslutter man på forhånd. Toget kan også køre rundt i en cirkel.
Skab jeres egne lege

I kan selvfølgelig sagtens opfinde jeres egne lege eller omdanne gode aktiviteter og lege til lege, hvor pulsen kommer op. Guldlok-lege indebærer, at både børn og pædagoger bevæger sig i størstedelen af legen, og at pædagogen via legen selv får pulsen op og dermed samtidig er en rollemodel.

Høj puls kan opnås via løb, hurtig gang eller ved at tilføje øvelser som fx sprællemænd, knæløft eller frøhop. En tommelfingerregel er, at en fysisk aktivitet giver høj puls, hvis åndedrættet gør det svært at snakke normalt, mens man udfører aktiviteten.

Så meget motion skal du helst have

Hvis du er mellem 18 og 64 år

  • Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter.
  • Mindst to gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minuttes varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken. Der skal indgå aktiviteter, som øger knoglestyrken og bevægeligheden.
  • Fysisk aktivitet ud over det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.

Hvis du er 65+

  • Der gælder det samme som for yngre (se ovenover).
  • Men derudover bør træne din balance og lave udstrækningsøvelser.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.