Er vi ikke kommet videre?
I dagtilbudsloven, som alle kommuner er forpligtet til at leve op til, står der blandt andet:
’Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.’
Kan man leve op til det, når halvdelen af personalet eller mere er sygemeldt med corona? Når man i sin iver efter at holde daginstitutionerne åbne rask væk fylder op med ledige fra jobcentret og administrative medarbejdere fra kommunen?
Det mener jeg ikke. Det er betænkeligt, at pasningsgarantien i dagtilbudsloven uden diskussion tromler formålene om et godt børneliv, som findes i den samme dagtilbudslov. Men det er det, som vi har været vidne til i de seneste måneder.
Daginstitutionerne og fritidsinstitutionerne er igen reduceret til alene at være arbejdsmarkedsforanstaltninger. Væk er børneperspektivet. Vækst og penge vejer tungere end børns vilkår og velfærd. For slet ikke at tale om vores arbejdsmiljø.
Og det har konsekvenser, både for børnene og for professionen.
BUPL har længe kæmpet for, at vi som samfund var kommet videre end som så. Men håndteringen af den seneste voldsomme smittebølge har gjort det klart, at vi stadig har lang vej igen. Man kan godt få den tanke, at børnene for enhver pris skal opbevares, så mor og far kan komme på arbejde. Det børnesyn er ikke vores samfund værdigt.
Når vi nu forhåbentlig snart er ude på den anden side af pandemien, er det en samfundsdebat, som vi igen skal løfte. Ikke mindst med politikerne. Daginstitutioner og fritidsinstitutioner er ikke opbevaring af børn, men børns levede liv.
Og det er helt urimeligt, når pædagogers arbejdsmiljø presses helt i bund. Hvis vi skal kunne tiltrække flere ledere og pædagoger, og flere skal have lyst til at blive i faget, skal vi også behandles ordentligt. Med respekt og ordentlige vilkår. Det bliver BUPL ved med at kæmpe for.
