Vikar-boom: Frie fugle flyver helst i flok

Mange pædagoger siger i dag deres faste stillinger op og bliver vikarer for at opleve større frihed og fleksibilitet i arbejdslivet. De vil gerne være fri for det tunge ansvar med langtidsplanlægning i institutionen, de ønsker at undgå opslidende konflikter med kolleger, og ofte søger de også mere tid til sig selv eller familien.



Men en ny undersøgelse peger på, at arbejdslivet som vikar ikke bare er lutter lykke. De frie fugle føler sig ikke så frie endda, viser bachelorprojektet "Pædagogiske vikarer - ambivalenser og forandringspotentialer i et fleksibelt arbejdsliv", som er forfattet af en gruppe arbejdslivsstuderende fra Roskilde Universitetscenter.

Ifølge projektet er prisen for det frie arbejdsliv især tab af kontinuitet i relationerne til børn og kolleger, begrænsede arbejdsrettigheder, grænseløst arbejde, uklare jobbeskrivelser og en generel følelse af ikke at nyde samme faglige anerkendelse, som de fastansatte nyder.

Konklusionerne bygger på interview med seks pædagoger, der er ansat på et pædagogisk vikarbureau.



"Pædagogerne oplever for eksempel, at de som vikarer godt kan have nærvær med et barn, men nærheden går tabt, fordi de ikke kommer i den samme børnehave hver dag. Vikaren oplever bare at være på besøg i børnehaven med de fordele og ulemper, en sådan løs tilknytning indebærer," siger Nina Liv Brøndum, en af de studerende bag projektet.



Fire utopier. Projektet undersøger også, hvordan arbejdslivet som vikar kan forbedres.

Bedre muligheder for faglig udvikling, en forbedring af vikarers rettigheder, mere fleksibilitet i arbejdet og ønsker om fællesskab blandt vikarkollegerne er fire såkaldte utopier, der ifølge projektet kan give vikarerne et bedre arbejdsliv.



"Vikarerne savner især anerkendelse fra forældrene, der bare oplever dem som et ubeskrevet blad i institutionen. Angående fleksibilitet kan det handle om, at fleksibiliteten oftest er på arbejdsgiverens præmisser, fortæller Nina Liv Brøndum, som hører mange sige, at "bureauet ringer otte gange om dagen" og "det er svært at sige nej".

Fællesskabet savner vikarerne også, og de efterlyser kurser og faglige cafeer på bureauet.



"Ingen af de otte ønsker at vende tilbage til en fastansættelse, men det er tydeligt, at tilvalget af den frie arbejdsform som vikar også er et fravalg af mange ting," siger Nina Liv Brøndum.

Hun nævner manglen på basale rettigheder som særligt vigtig.

"Til gengæld for en højere timeløn opgiver vikarerne fuld pension og sygedagpenge. Det er en alvorlig sag, som fagforeningerne bør hjælpe dem med, men vikarerne ser ikke fagforeningen som samarbejdspartner, fortæller Nina Liv Brøndum.



BUPL vil hjælpe. Men projektet er iværksat som et samarbejde mellem vikarerne og BUPL. I maj mødes forretningsudvalgsmedlem Tonny Andersen med nogle af vikarerne fra undersøgelsen.

"Jeg glæder mig til at møde vikarerne. Det er en gruppe, som vi ikke kender meget til," siger Tonny Andersen, der på den ene side finder brugen af vikarer problematisk, når der i stigende grad er ubesatte pædagogstillinger i kommunerne. På den anden side erkender han, at det er en medlemsgruppe, som BUPL skal hjælpe til en ordentlig overenskomst.

"Som fagforening må vi gå på to ben. På den ene side vil vi hellere arbejde på at gøre de faste stillinger mere attraktive for pædagogerne. Men vi har også en gruppe medlemmer, som er vikaransatte, og selvom timelønnen er en smule højere, er der stadig meget at komme efter med hensyn til ferie- og pensionsforhold, barsel og sygedagpenge," siger Tonny Andersen.