Tag sorgen alvorligt

SORG RAMMER BREDT

Hvert år mister mindst 4.000 danske børn deres far eller mor på grund af dødsfald.

Omkring 4 procent af alle danske børn oplever at miste deres far eller mor i løbet af barndommen.

Det svarer statistisk til, at der i hver eneste skoleklasse er mindst et barn, som mister en forælder, inden 9. klasse.

Hvis man regner det ud på dagsbasis, vil det statistisk svare til, at det rammer mere end 10 børn per dag.

Hvert år dør omkring 700 danske børn.

Hvert år dør godt 61.000 mennesker i Danmark.

Der findes cirka 1,1 million børn under 18 år i Danmark. Mere end 350.000 af dem lever i dagens Danmark adskilt fra den ene eller begge

forældre, typisk på grund af skilsmisse.

Det vil sige, at hvert tredje danske barn vil opleve, at dets forældre flytter fra

hinanden, inden det fylder 18 år.



Hvert år mister mere end 4000 børn i Danmark en forælder. Det svarer til, at der hver dag er mere end ti børn, der mister en forælder. Cirka hvert tredje danske barn lever adskilt fra den ene forælder på grund af skilsmisse. Det giver anledning til sorg og kriser i børns liv.

Det typiske billede i mange daginstitutioner og især skoler er, at pædagogen eller læreren helst ikke vil tale om død, sorg og om det tab, barnet har lidt. Det sker i et forsøg på at undgå, at barnet begynder at græde og mindes tabet. Det viser de erfaringer, Per Bøge, skolekonsulent i Kræftens Bekæmpelse, har gjort sig med "Projekt Omsorg" gennem de sidste fem år.

»Når man som voksen tror, at det er en dårlig ting for barnet at græde, handler det om en misforstået omsorg fra den voksnes side og i høj grad om beskyttelse af den voksne selv. På lang sigt skaber det sorgfyldte børn, der får det svært senere i livet,« siger han.

Før jobbet hos Kræftens Bekæmpelse var Per Bøge skolelærer. Her oplevede han ofte følelsen af, at der var noget, han ikke havde lært på seminariet, men som han alligevel følte sig forpligtet til at tage sig af. Nemlig børns sorg, når de mistede på den ene eller anden måde.

Danmark har uofficiel verdensrekord i at have flest børn længst tid per uge i daginstitution eller skole. Dermed har lærere og pædagogers opgave også ændret sig over tid og er blevet større i forhold til omsorgen for det enkelte barn.

»Pædagogerne er nødt til at se i øjnene, at ansvaret i høj grad hviler på dem, når et barn pludselig står i en krise. Det er som om, det er et fy-ord at sige, at lærere og pædagoger skal opdrage. Men det er jo allerede det, de gør hver dag. Desværre er det også lidt tabu at tale med sine kollegaer om et emne som døden,« siger Per Bøge.

Han mener, at det især er lærerne, der stritter imod ved at gemme sig bag deres faglighed og sige, at det ikke er en del af deres job.

»Pædagogerne er bedre til at erkende ansvaret, tage fat og tale om det her,« siger han.



Solsortens død. Projektet Omsorg handler om, hvordan man som skole eller daginstitution på forhånd kan organisere hvem, der gør hvad, når der opstår pludselige situationer, hvor børn, pædagoger eller børns forældre pludselig dør eller bliver skilt. Men projektet handler også om, hvordan man som pædagog takler de symbolske tab, et barn kan opleve, såsom skilsmisse, kæledyret, der dør, vennen, der flytter væk eller pædagogen, der stopper i institutionen.

»Når børn for eksempel finder en død solsort, sker der jo det, at de mærker efter, hvordan det ville være, hvis det nu var en, de holdt af, der døde. Det er jo sådan, børn får et erfaringsgrundlag med liv og død. Og det er kun naturligt, at de græder over det. Det skal vi voksne lære at tage alvorligt og benytte som en lejlighed til at få talt med barnet om, hvad døden er for en størrelse, og hvad det vil sige at miste,« siger Per Bøge.

Per Bøge og hans partner i projektet, tidligere pædagog Jes Dige, tager ud på skoler og i daginstitutioner og holder kurser for personalegrupper i at takle sorg og hvordan, man stabler en omsorgsplan på benene. Her taler de ikke kun om død som følge af kræft. De taler om alle situationer lige fra mord, selvmord, forløb med uhelbredelige sygdomme, trafikulykker og til de symbolske tab.

»Jeg taler altid om emnet ved at bruge anonyme cases, fordi tidligere sager fra den pågældende daginstitution kan få folk til at skændes så meget om skyldsspørgsmålet, at det fjerner fokus fra en fremtidig omsorgsplan,« fortæller Per Bøge.

Mange af de skoler eller daginstitutioner, Per Bøge har besøgt, sender deres omsorgsplan tilbage til ham. Og erfaringerne viser, at omsorgsplanen gør, at pædagogerne føler sig mere forpligtede overfor opgaven.

»Hvis man ikke har en omsorgsplan kan hele håndteringen af en krise blive meget ukoordineret og tilfældig i alt fra kontakten til forældrene til hvem, hvornår og hvordan, der tales med barnet,« siger Per Bøge.

Når Per Bøge bliver inviteret ud, er det ofte, fordi pædagogerne tidligere har stået i en kedelig situation, som de ikke synes blev løst særlig godt.

»Pudsigt nok kan de fleste nikke genkendende til oplevelser, hvor de har tænkt: "Puha, tænk hvis lille Lise var løbet længere ud på gaden, så kunne det nemt være gået galt",« fortæller Per Bøge.

Det er netop disse situationer, Per Bøge bruger som cases, bare med en tragisk afslutning, hvor pædagogen for eksempel står alene på tur med en flok børn og en ulykke. Her spørger Per Bøge pædagogerne om, hvad de så ville stille op.

»Skal pædagogen tage med det dræbte barn til hospitalet og møde forældrene? Skal hun blive ved de resterende børn, som formentlig også er chokerede? Skal hun overlade disse børn i en forbipasserendes varetægt, mens hun ringer efter hjælp? Skal hun ringe efter en anden pædagog? Der er mange ting, der skal tages stilling til, hvis man pludselig står i sådan en situation,« siger Per Bøge.

Der findes ikke nogen korrekte svar. Det handler nemlig om, at pædagogerne i deres omsorgsplan bliver enige om en procedure, de kan leve med. Praktisk som etisk.



Besøg forældrene. En omsorgsplan stikker dybere end at håndtere ulykkessituationer. Den handler også om den efterfølgende dagligdag. Og her skal der tages mange beslutninger om, hvad der skal gøres for det enkelte barn, og hvordan de andre børn i institutionen og deres forældre skal informeres. Blandt andet gør Per Bøge meget ud af, hvor vigtigt det er at besøge familien hurtigst muligt for at få talt om, hvad der skal gøres for barnet i det næste lange stykke tid i institutionen, men også for at støtte familien midt i sorgen. Det får ofte mange pædagoger til at stejle eller undres. Enten fordi de tror, at de træder over nogle private grænser, eller fordi de ikke anser det for en del af deres arbejde. Men Per Bøges erfaringer viser, at forældrene bliver utrolig glade for besøget. Hvis ikke i første omgang, så på længere sigt. Desuden er det også en stor hjælp for pædagogerne, at de kender hele historien. Dermed har de et bedre arbejdsgrundlag.

»Pædagogerne møder i forvejen forældrene to gange om dagen og er vant til at tale sammen om barnet. Men de skal huske på, at kriser i denne størrelsesorden ikke kan klares i døren,« siger Per Bøge.

Der er mange ting, som skal på plads før et hjemmebesøg. Pædagogerne skal gøre sig klart, hvorfor og hvordan de håndterer besøget, inden de tager afsted. Det er et hjem i krise, de skal besøge, og derfor er det svært ikke at blive berørt af stemningen.

»Man skal selvfølgelig ringe først og så huske på, at man er pædagog for barnet, ikke for forældrene. Samtidig skal man passe på ikke at falde ind i rollen som bankrådgiver, socialrådgiver eller psykolog. Derfor er det vigtigt altid at være to, der tager afsted sammen, så man kan hjælpe hinanden med at holde fokus på barnet og dets hverdag i institutionen,« siger Per Bøge.

Det sker, at pædagoger bliver så berørt af en krise hos en familie, at det prikker hul på svære følelser i pædagogens eget liv.

»Selvom det er en professionel opgave at træde til i disse situationer, skal der i omsorgsplanen også være taget højde for, at man kan sige fra, hvis det bliver for hårdt,« mener Per Bøge.



Sig sandheden til børnene. En omsorgsplan skal revideres en gang om året efter Per Bøges mening, da der kan være kommet nyt personale, ny normering og nye måder at gøre forskellige ting på i dagligdagen, der berører en omsorgsplans organisering.

»Det er selvfølgelig vigtigt at huske, at en omsorgsplan aldrig dækker alle situationer, og at ingen tilfælde er ens. Men overordnet set handler det hele om, at pædagogerne skal handle på deres bekymring i stedet for at se tiden an,« siger han.

At se tiden an er nemlig en meget dårlig beslutning at tage, mener Per Bøge. Børn skal have lov til at tale om døden, når de møder den. Det er der ikke noget dårligt i. Tværtimod er det en helt naturlig del af et barns dannelse. Men han understreger også, at det er de voksnes ansvar at tage initiativet til at tale om det, når en krise opstår.

»Det er ikke altid nemt for børnene at sætte ord på, og selvom vi som voksne nemt kan tryne børn verbalt, kan vi ikke skjule vores kropssprog. De skal nok opdage, at noget er helt galt, og derfor er det bedre at være åbne om det og fortælle dem sandheden med det samme, hvor ubehagelig den end måtte være. Alternativet kan nemlig blive, at børnene får forvrængede fantasier om døden,« siger han.

Per Bøge og Jes Dige har for nylig udgivet nyt materiale i samlingen af Omsorg-serien, som retter sig mod børnehavebørn og børnehavepersonale. Og selvom omsorgsplanerne er langt mere udbredt på skolerne, er Per Bøge ikke i tvivl om, at børnehaverne også har brug for dem.

»Det behøver ikke at være en hundrede siders plan. Om man så bare har en omsorgsplan på et stykke A4-papir er det okay. Bare der er tænkt over det, så er man langt mere forberedt, hvis en krise opstår,« siger han.