Samlemani. Samletrang er gratis guld for børns læring

Jannis på 11 år samler. »Jeg kan ikke finde ud af at lede. Jeg kan kun finde ud af at finde,« siger han.

Udsagnet lyder uskyldigt og ret sødt. Men i virkeligheden rummer det langt mere sandhed, end Jannis selv ved. Han er nemlig helt tosset med at samle dyreknogler. Når han har vasket dem, laver han små udstillinger af dem på en reol hjemme i haven. Og helt uden at tænke over det, skaber han her kategorier for knoglerne som for eksempel form, farve, hvilket dyr de kommer fra eller bare et flot mønster. Med andre ord: Jannis finder faktisk noget, han måske slet ikke havde ledt efter.



Forankret i mennesket. Jannis er bare et ud af cirka 550 små og store børn, som den tyske pædagogikprofessor Ludwig Duncker har interviewet til forskningsprojektet ’Når børn samler’. For børn samler jo på alt muligt og har formentlig altid gjort det. Men selvom det er dybt forankret i mennesket, har pædagogikken sjældent beskæftiget sig med det, fortæller Ludwig Duncker.

»Når vi for eksempel har spurgt klasser i indskolingen, er der måske et til to børn, der ikke har erfaringer med at samle. Næsten alle børn gør det, nogle endda allerede i vuggestuealderen,« siger han.

»Det kan være samlinger af visne blade eller røde ting, som skal ligge på reolen ved siden af hinanden. Men som regel samler børn først struktureret og bevidst i indskolingsalderen. Det er også her, de begynder at bytte og forhandle om samleobjekter. I puberteten skifter genstandene karakter, men både børn og unge har svært ved at forestille sig at skille sig af med deres samlinger igen,« siger professoren og citerer nogle af de interviewede børn:

»’Jeg vil give min samling til mit eget barn engang’ eller ’jeg vil beholde min samling for altid’.«



Forstå virkeligheden. For Ludwig Duncker handler det at samle i høj grad om ’barnets tilegnelse af virkeligheden’, som han formulerer det.

»Tag for eksempel et barn, der samler kastanjer. Der er ikke to, der er helt ens. ’Hvor er der forskelle, hvor er der ligheder?’ spørger barnet. Måske opfinder barnet endda begreber til de forskellige typer, de flade, de runde, de matte og så videre. Barnet iagttager altså meget nøje, det sammenligner og opdager kendetegn. Man kan også sige, at barnet danner kategorier, som det omvendt bruger til at se på verden med,« siger den tyske pædagogikprofessor.

Som samler udfolder barnet dermed helt nye evner, som man med et videnskabeligt udtryk kan kalde en kompetence til at beherske en metode.

»Det er fantastisk. Det er en slags forskende læring. Uanset om det for eksempel er fodboldkort eller sten, bliver barnet ekspert inden for sit område. Men selvom det er et afgrænset område, det lærer noget om, er det nogle generelle evner, som barnet kan overføre til alle mulige andre områder. Det er altså givende for hele barnets læringsproces,« siger han.



Logik for børn. De fleste voksne bakker intuitivt op om børns samlinger, måske fordi de selv har mange skønne minder om deres barndoms samlinger. Alligevel har de fleste af os voksne glemt, hvordan børn samler, siger Ludwig Duncker og bruger et eksempel med knapper. Hvis et to- til treårigt barn får en stor æske med knapper i hånden, vil det højst sandsynligt bruge det som rangle eller sprede knapperne i hele rummet og måske samle dem op igen. Hvis man venter et par år, vil barnet begynde at tage knapperne ud og undersøge dem, udvælge yndlingsknapper og sortere dem.

»Her er voksne tit helt vildt fantasiløse, hvis de skal finde på noget med knapperne. De sorterer måske i størrelse, farve eller materiale. Børn derimod kan lave kategorier som ’knapperne, som kan stables uden at vælte’, ’knapperne, som jeg har døbt til at være ridderknapper’ eller ’knapperne, som passer til at lave et måneansigt’,« siger Ludwig Duncker.

»Her kommer vi også til et vigtigt æstetisk aspekt i det at samle. Hvis man spørger børn, hvorfor de samler, svarer de typisk ’det ved jeg ikke’ eller måske ’fordi det er sjovt’, men også ofte ’se, hvor flot det er.’ De har en anden tilgang til det, end vi voksne lige forestiller os,« siger han.



Min egen samling. Børns store begejstring for at samle kan godt smitte. Men omvendt er den så individuel, at man ikke kan prakke børn en sådan begejstring på.

»Man kan jo ikke befale en interesse. At sige ’fra i morgen skal du samle sten eller frimærker’ går ikke. Samleinteressen skal komme indefra. Derfor er fænomenet også så essentielt, for børn lærer jo generelt ikke uden interesse. Samleaktiviteten er pædagogisk set guld værd, uanset hvad de samler,« siger Ludwig Duncker.

På grund af det stærke individuelle islæt udgør samlinger ofte en meget stor del af børnenes selvopfattelse. De er med professorens ord et spejl af børnenes opmærksomhed og en stor del af deres identitet.

»Det er jo noget, de selv kan sammensætte. Derfor tilskriver de også deres samlinger stor betydning. Det må man endelig ikke tage fra dem,« siger Ludwig Duncker.



Industrien udnytter. I bogen af Ludwig Duncker støder man over­vejende på børn, der samler ting, som man kan købe, om det så er dukker, Jumbobøger eller Filly-heste. Det afspejler tiden på godt og ondt, mener den tyske forsker, som ikke lægger skjul på sin ærgrelse over, at blandt andet supermarkeder og forlag for længst har fundet ud af, at der er gode penge at hente i børns samletrang.

Uanset om det er Disney, fodboldkort eller dyreklistermærker, handler det i denne slags samlinger oftest om at have alle eksemplarer. Det udgør ifølge Ludwig Duncker forskellen mellem åbne og lukkede samlinger. Den åbne samling kan for eksempel bestå af ting, man finder i naturen. Det kan være sten eller fjer, hvor der aldrig er to, der er ens. Men det kan også gælde samleobjekter som slikpapir, bamser eller glaskugler, hvor der ikke en­tydigt kan siges, at nu har jeg alle typer, der findes.

I de lukkede samlinger, typisk i samle­album, handler det derimod om at samle alle typer eller finde noget, som der kun er produceret få af, som for eksempel ved Pokemon-kort.

»Hvis det kun handler om at udfylde et mønster eller en ramme, der er givet på forhånd, går det meste af den forskende læring tabt. Det er en klar ulempe, at de kommer­cielle samleprodukter ikke har nær den samme mangfoldighed, fordi børnene opererer mere i lukkede kategorier, som de ikke selv er med til at definere,« siger Ludwig Duncker.



Sammen om at samle. I den 64-årige Ludwig Dunckers øjne er der ingen tvivl om, at børns tænkning og kreativitet er blevet mere konsumorienteret i de årtier, han har været pædagogikprofessor. Alligevel mener han absolut ikke, at man skal fordømme eller ligefrem forbyde de mere kommercielt styrede samlinger, med mindre de tager økonomisk overhånd. For det første kan børn indholdsmæssigt lære meget af dem, for eksempel om dyr, hvis det handler om dyreklistermærker. For det andet oplever de at blive eksperter på et område. Og for det tredje er der et vigtigt socialt aspekt i den slags samlinger.

»Børn mødes om den slags og bruger utallige timer på det. De bytter og forhandler og gennemfører en masse sociale spil, som er meget lærerige. De ser deres styrker og svagheder, og de bliver interessante for andre børn,« siger Ludwig Duncker.

Sammenlignet med den 11-årige Jannis, der samler på dyreknogler, er der altså tale om en helt anden proces. En proces der for eksempel med samlekort er mere flygtig, fordi samlemanien afhænger af modediller eller begivenheder som VM i fodbold.

»Selvom den forskende læring kommer til kort i de kommercielle samlinger, så udgør de for en tid en vigtig del af barnets identitet,« siger Ludwig Duncker.

»Det er og bliver en indgroet del af børn at samle. Det en stor fornøjelse at få lov til at forske i noget så fint og vigtigt for den menneskelige udvikling,« siger han.



Ludwig Dunckers gode råd

Sådan kan man fremme den sunde samletrang i institutionen eller skolen

Man kan ikke befale børn at samle, i hvert fald ikke, så de tager det passioneret til sig. Interessen skal komme indefra, ellers bliver det halvhjertet. Derfor kan man ifølge pædagogikprofessor Ludwig Duncker ikke bare sætte børn til at samle, det vil kort og godt udvikle sig til en mindre losseplads uden videre interesse. Alligevel nævner han flere muligheder for at inddrage det at samle i alle aldersgrupper:

1. Forbered et emne i god tid og opfordr derefter børnene til at finde fem ting, der har med emnet at gøre. Herefter vil det vise sig, hvem der ’bider på’ og påbegynder en egentlig samling.

2. Da børn bliver eksperter på deres samleområde, er det oplagt at bruge de enkelte børn som miniundervisere. Husk, at en samling kan være noget dybt privat. Pædagoger og lærere skal respektere, hvis eleven ikke ønsker at dele det.

3. Indret et vitrineskab i institutionen eller skolen. Her kan alle elever, der aktuelt har en samling, på skift udstille deres samling med eller uden medfølgende forklaring. Det er vigtigt at forklare børnene på forhånd, at der ikke findes bedre eller dårligere samlinger, og at der ikke tales dårligt om andres samlinger, selvom man ikke selv lige forstår den.

4. Skrivende skolebørn kan lave en tematisk samling, som de beskriver og forklarer og derefter gemmer væk i for eksempel fem år. Herefter kan de som større børn selv opleve den igen og vise den til en klasse på deres daværende klassetrin.



Om bogen

Fodboldkort, sten, Filly-heste, Lego, servietter, Jumbobøger, sodavandskapsler, knapper, you name it, alt kan samles. Et sammenkog af Ludwig Dunckers pædagogiske forskningsprojekt om børns samletrang findes under titlen ’Wenn Kinder sammeln’ (’Når børn samler’). Det er en flot illustreret bog med 25 portrætter af samlende børn samt en rigtig god og komprimeret pædagogikfaglig indledning. Desværre findes den kun på tysk.

Ludwig Duncker m.fl. Wenn Kinder sammeln‘, Friedrich Verlag, 160 sider, pris 27,95 euro.



Generelle råd til samlinger

● Tag samlingerne alvorligt, og lyt også, selvom de kan være lidt upraktiske. Spørg til dem, og husk, at kategorierne kan være skruet helt anderledes sammen end voksenlogik.

● Sæt grænser hvis nødvendigt, for eksempel ved uhygiejniske eller dyre samleobjekter er det i orden at sige fra eller indgå kompromisser.

● Brug samlingerne til at lære barnet bedre at kende.

● Barnet lægger mange følelser i samlingen, så 10 minutters leg med eller spørgen ind til samlingen kan være utroligt berigende for både barnet, den voksne og forholdet mellem dem.