Rytmik er for legebørn

Peter bor i trommen. Det ved alle børnene i Vuggestuen Mindegade i Århus. For han kommer jævnligt sammen med sin "mor", Helle Hunø, og leger og synger og spiller med dem. Peters bløde hånddukke-krop ligner en krydsning mellem et pindsvin og en muldvarp. Han kommer op af sin tromme og hilser på hver enkelt af de otte børn og fire pædagoger som en rolig begyndelse på de næste tre kvarters leg, sang og musik.

»Peter er med til at trække både børn og voksne med over i "den anden verden",« siger musikpædagog Helle Hunø.

Med "den anden verden" mener Helle Hunø et rum, hvor tingene sker på børnenes præmisser. Det vigtigste er at lege og give tid til og mulighed for, at børnene kan udforske kroppen, rummet, deres rytmesans og deres stemme.

»Det, jeg ofte oplever, når jeg kommer ind i en institution, er, at energien er langt fra børneniveau. De voksne har en masse praktisk, de skal holde styr på, men jeg hiver deres energi ned i børnehøjde og skaber et rum, hvor de kan "se" børnene på børnenes præmisser.«

Kan pædagogen finde legebarnet i sig selv, er det flintrende ligegyldigt, om hun kan holde en calypsorytme. Det er vigtigere for børnene, at de er sammen med nogle voksne, der synes, at det er sjovt at lege med dem. Derfor kan det være en hjælp for pædagogerne, at der kommer en "trommeekspert", som kan holde rytmen og "køre showet". Det sætter pædagogerne fri til at lege med børnene på lige fod.

»De voksne skal synes, at det er i orden, at et barn "spiller på tromme" ved at trille den med maven, og de skal se ud, som om det er sjovt at lave rytmik. Oplever børnene glade voksne, der har det sjovt med at tromme og lege, så begynder de at efterligne. Men hvis de voksne sidder og tænker på noget andet, hvis de er sure på hinanden, eller hvis de vil have børnene til at spille på en bestemt måde, så springer børnene af,« siger Helle Hunø.

Hun mener, at pædagogerne skal lokke børnene med deres egen glæde, og det kan godt betyde, at de må spille lidt skuespil.

»Når jeg går rundt med Peter, så skal jeg sørge for at være ham, ellers er det hele ødelagt. Det er ham, børnene kan huske, når de møder mig på gaden. Det er en rolle, jeg går ind i. Det er legebarnet i mig, de ser, og børnene er vilde med det, for jeg møder dem, der hvor de er. Pludselig kan de mærke, at voksne kan være solidariske, og at her er det ikke de voksnes program, der bliver kørt af. Det kan lyde mærkeligt, for rytmik er jo en arrangeret situation. Men børn er i nuet og ved at arrangere en session, hvor voksne også er det, så får begge parter et frirum.«



Kreativt kaos. Anton kan næsten ikke sidde stille. Hver gang en ny sang eller en ny leg skal begynde, hopper han ud på gulvet og danser sin glade uro ud af kroppen. Legen, hvor nogle børn og en voksen gemmes under et farvestrålende tæppe i den ene ende af stuen og skal bestemme, hvordan de andre skal bevæge sig, akkompagneres af hyl, hvin og børn, der løber frem og tilbage i bare iver og glæde.

Den leg kan sagtens skabe kaos i en børnegruppe, og mange pædagoger lader netop være med at lave rytmik, fordi de er bange for kaos. De er bange for at slippe noget løs, som de ikke kan styre. Helle Hunø fortæller, at en børnehave efter nogle gange bad hende om ikke at have musikinstrumenter med, for børnene blev så urolige af det.

»Jeg møder børnene der, hvor de er, og kalder det, der sker, for kreativt kaos. Rytmik handler om kreativitet, om at kunne se tingene på ny. Jo mere voksen du bliver, jo mere målrettet bliver du, og jo mere forsvinder det eksperimenterende og legende. Børn ved jo ingenting om trommer. "Hvad er det for en gryde?", var der et barn, der sagde. Men de har styr på det med kreativiteten, og det kan vi lære af dem, hvis vi åbner os for det,« siger hun.

I vuggestuen lader Helle Hunø børnene gøre, hvad de vil med trommen. Når de er babyer, smager de på trommen, når de er et år, triller de den, og når de er to år, begynder de at spille på den. Når de er tre år, kan de spille højt og lavt, og i børnehaven kan de begynde på simple rytmer.

De første gange Helle Hunø er i en børnegruppe, synes børnene, at det er meget spændende. Så kommer der et par gange, hvor de skal prøve grænser af. Men så bliver de fanget ind, og til sidst er de med på det hele og tør være eksperimenterende.

»Børn lærer at koncentrere sig og være sociale, de lærer noget om deres krop og om at kunne orientere sig i et rum, de lærer at have fokus. Jeg synes jo, at de lærer det hele. Det er sanserne og sanseintegration og alle begreberne, stor, lille, hen til og væk fra, som de får ind i kroppen. Og så er de i en gruppe samtidig med, at de også kan få fokus på deres egen person.«



Ind i børnenes univers. Pædagoger kan sagtens selv gøre det, Helle Hunø gør. Også selv om de ikke er verdensmestre på tromme eller guitar. Det er ofte angst og generthed, der afholder pædagoger fra at synge og spille, og så kalder de det, at de ikke kan.

»Pædagoger skal slippe trangen til at være pæne og til, at der skal være orden i tingene. De er vel blevet pædagoger, fordi de kan lide at lege med børn, men det glemmer de nok meget i hverdagen, som er fyldt op af alt det praktiske. Tillader de sig at komme ind i børnenes univers, forsvinder hæmningerne, og så bliver de mere ligeglade med, om de synger rent. Børnene synger jo også bare, som de nu kan, og det er jo heller ikke altid skønsang.«

Det kan hjælpe at lave en ramme. Helle Hunø har erfaring for, at det er godt at starte småt og roligt med en blid og stille melodi. Derefter laver hun større og større bevægelser og højere lyde og kommer ud i rummet, så tager hun instrumenterne med og lukker ned på en stille måde til sidst. Det er en form, hun har udviklet ved at følge børnene.

»Og hvis man endelig synes, at man selv er helt håbløs, så indkald sådan en som mig for at få noget inspiration. Jeg oplever, at pædagogerne får lige så meget ud af det som børnene. For det, at der kommer én udefra og ser deres børn, giver dem nogle nye input. Det er nærmest en slags efteruddannelse i rytmik og i at iagttage børn, og så bliver ansvaret taget lidt fra pædagogerne,« siger hun.



Et sted at udforske. Desværre betyder pædagogers kaos- og præstationsangst, at der laves alt for lidt rytmik rundt om i de danske institutioner, mener Helle Hunø. Der er så meget fokus på, at børnene skal blive gode til at komme i skole, og det giver mindre plads til kreativitet. Og det er underligt, da det netop er den kreative kompetence, som erhvervslivet efterspørger. Virksomhederne har brug for folk, der kan se på en opgave fra mange vinkler, og som ikke er fastlåste.

Børn skal have evnen til at vurdere, analysere, eksperimentere, handle og fungere sammen med andre, og derfor skal de lege. Men legene må gerne være organiserede, for på den måde giver man børnene en ramme, hvor de får lov til at være børn. De voksne skal tilbyde rammer, som giver børnene mulighed for at være kreative. Børn skal have indsigtsfulde, kærlige og vidende voksne, som gelejder dem til et sted, hvor de har mulighed for at udforske.

»Hvis du forlanger tilpasning, så får du mennesker, der kun kan gøre tingene på bestemte måder. Det starter allerede i vuggestuen med, at barnet får lov til at bruge en tromme på mange forskellige måder. Så lærer det, at en opgave ikke kun kan løses på én måde. Man tror, at man skal målrette børnene, men i stedet skal man sørge for, at børnene ved, hvem de selv er. Børn, som har udforsket deres sanser og deres krop, ved, hvad de kan, og hvad de har lyst til. Det værste, du kan gøre ved et barn, som ikke kan læse, er at begynde at læse med det. I stedet skal man lege med det, sørge for sanseintegration for eksempel gennem rytmik, så det får styr over højre-venstre-koordinationen, som er vigtig for at kunne lære at læse,« siger Helle Hunø.