Pædagogisk vikarbureau; 80 pædagoger i stalden

Pædagogisk Vikarbureaus kontor vidner om firmaets succes: Helt nyt inventar, nyt gulv og lyse lokaler danner i dag rammen for de fire, der dagligt sidder og formidler kontakten mellem institutioner og vikarer.

Det er ellers kun tre år siden, at de to pædagogmedhjælpere Morten Berg Hansen og Rasmus Thornval med deres egne ord "gik ned til banken med et par Netto-poser med nogle gode ideer i". I stedet for at begynde på seminariet, som de havde planlagt, fik de banken overtalt til at låne dem penge til at føre ideen om et vikarbureau ud i livet. Derefter lejede de et lokale og tegnede en overenskomst med BUPL og Socialpædagogernes Landsforbund.

»Der var vi måske lidt naive, fordi vi ikke rigtigt krævede noget. Vi accepterede stort set de krav, som fagforbundene stillede - måske fordi vi har en grundlæggende forståelse af, at pædagoger skal lønnes ordentligt,« forklarer Morten Berg Hansen, der selv er tidligere tillidsrepræsentant.



Udvider til hele landet. I begyndelsen var de to selv ude som vikarer - mens den ene sad på kontoret, var den anden ude i en institution, og om aftenen sad de begge og ordnede regnskaber. I dag er deres arbejdsuge noget mere struktureret, men selvom der i dag er to ansatte på kontoret, har de to ejere stadig svært ved at begrænse arbejdet til 37 timer. Men bureauet er også vokset. I dag har det tilknyttet mere end 100 vikarer, hvoraf de 80 er pædagoger.

Bureauet tilbyder vikarer til dagpasningsområdet, til døgninstitutioner og til specialopgaver som for eksempel "hjemme-hos"-vikar i en socialt belastet familie. I marts tegnede bureauet desuden overenskomst med Danmarks Lærerforening og er nu ved at ansætte lærervikarer og sende materiale ud til folkeskolerne om deres eksistens.

»Vi har udvidet meget, men vi har ingen planer om at gå uden for det pædagogiske område,« fortæller Rasmus Thornval.

Til gengæld har de intet imod at udvide geografisk. I dag dækker bureauet fortrinsvis København og Nordsjælland, men allerede næste år håber de to ejere at kunne dække hele landet.

»Vi har også en idé om at kunne sende vikarer til Grønland, men det er stadig på idéstadiet,« fortæller Morten Berg Hansen.

»Vi vil også gerne tænke utraditionelt, og derfor har vi for eksempel arrangeret børnepasning på Det Konservative Folkepartis landsmøde de sidste par år.«



Dyre vikarer. Da de to startede bureauet var der en udbredt skepsis for projektet. Hvilken institution vil betale mere end nødvendigt for en vikar? En uddannet vikar koster 220 kroner i timen plus moms, omkring dobbelt så meget som en almindelig vikar koster. Ikke desto mindre har ideen slået an, og det forklarer de to ejere med flere ting.

»Det er rigtigt, at det er dyrere at bruge os, men til gengæld klarer vi administrationen med lønregnskabet og ikke mindst at finde vikarerne. Det kan godt være tidskrævende at holde jobsamtaler. De fleste ledere har også prøvet at ringe rundt til listen af vikarer, hvor de første fem ikke er til at få fat i. Vi kan skaffe en god vikar hurtigt.«

Jobsamtalerne en stor del af bureauets arbejde.

»Jobsamtalen er det vigtigste for os. Vi kræver at se straffeattester og anbefalinger, men det er de menneskelige ressourcer, der tæller mest. Under samtalen spørger vi til de erfaringer, som pædagogen har, men også til hvilke områder, vedkommende har lyst til at arbejde med. Det er ok for os, at der er noget, man ikke har lyst til, for de skal have lyst til de opgaver, de får.«

Nogle gange beder institutionerne om en bestemt type pædagog.

»Måske har de brug for en type, der er frisk på at spille fodbold med drengene, eller måske er det mere en stille pigegruppe, der skal plejes. Så forsøger vi at finde den vikar, der passer bedst. Hvis det drejer sig om længere vikariater, sender lederne ofte institutionens virksomhedsplan, så vikarerne kan sætte sig ind i den, inden de starter.«



Tre grupper. Det er mange forskellige pædagoger, der er vikarer, men de deler sig groft sagt i tre grupper: En gruppe af nyuddannede, der ikke har lyst til at binde sig i et bestemt job med det samme, en gruppe af lidt ældre pædagoger, der har været ude i mange år, og som savner et mere fleksibelt arbejdsliv, samt en gruppe, der vælger vikartilværelsen i en begrænset periode, fordi de har andre planer.

Når bureauet kan stå inde for, at vikarerne er dygtige, mener de to ejere også, at de kan kræve en vis kvalitet af institutionerne. Der er grænser for, hvad vikarerne skal stå model til, og det er sket et par gange, at de har truet med at trække vikarerne hjem:

»Det skete første gang lige efter, vi var startet, og vi havde faktisk ikke råd til at miste kunder. Men en af vores vikarer ringede efter tre dage i en institution, hvor hun havde været alene på en stue med 22 børn, som hun ikke kendte. Der ringede vi til lederen og sagde, at hun måtte sørge for at ændre på de forhold, hvis ikke vi skulle trække vikaren tilbage. Og det gjorde hun heldigvis.«