Lige børn leger bedst

Børn skal være hjælpsomme, solidariske og omsorgsfulde for hinanden. Hvis de har lyst.

Selv om forældre, pædagoger og lærere vægter socialt ansvar meget højt, når de bliver spurgt, så skinner det ikke igennem, når man ser på, hvordan børnene omgås hinanden. Det viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI). Socialt ansvar opfattes som noget, der skal være frivilligt, og venskaber er noget privat, man som voksen ikke skal blande sig for meget i.

De to forfattere til rapporten "Betingelser for børns sociale ansvar", forskerne Connie Carøe Christiansen og Pernille Hohnen, har gennem kvalitative interviews og observationer fra to sjetteklasser kortlagt, hvordan børnene omgås hinanden og hvilke krav om socialt ansvar, der stilles til dem i skolen, i klubben og hjemme.

»Vores undersøgelse viser, at børn i dag lærer, at socialt ansvar er noget, man tager, hvis man har lyst. Vi stiller i virkeligheden ikke særligt store krav til børnene, hverken som forældre, pædagoger eller lærere,« fortæller Pernille Hohnen.

Hun nævner som et eksempel, at børn i dag højst bruger et kvarter om dagen på familiepligter.

»Ud fra vores undersøgelse kan vi ikke sige, om børn, der hjælper meget til derhjemme, er mere sociale end andre, men det er meget påfaldende, at det er lysten, der styrer meget, både med konkrete pligter og i børnenes indbyrdes relationer.«

Resultatet er, at der findes ensomme børn, som ingen af de andre børn føler ansvar for, uden at de voksne griber ind.

Pernille Hohnen understreger, at undersøgelsen er kvalitativ og ikke repræsentativ. Det vil sige, at de to forskere har brugt meget tid på at gå i dybden og afdække problemstillingerne i de to klasser, der har deltaget. Til gengæld har de ikke resultater fra mange hundrede skolebørn. Alligevel mener de, at undersøgelsen peger på nogle forhold, der sandsynligvis gør sig gældende de fleste steder. Den udvalgte skole lå i et relativt velfungerende område uden større sociale problemer og med omkring 25 procent tosprogede. Man havde i en periode arbejdet med trivsel på skolen, og derfor er resultaterne måske en smule bedre end gennemsnittet.



To slags fællesskaber. De to forskere stødte på to forskellige fællesskaber i de to klasser: Alliancefællesskabet og sidemakkerfællesskabet. I den ene klasse var det overladt helt til børnene selv at styre deres indbyrdes relationer, hvilket bevirkede, at de skabte en række alliancer.

»I alliancefællesskabet er det tydeligt, hvem der hører sammen med hvem. Samtidig er der også en stor chance for at blive udstødt. Der er stor samhørighed og hjælpsomhed inden for alliancerne, men de børn, der ikke er med i en gruppe, er der ingen, der tager sig af eller føler ansvar for,« fortæller Pernille Hohnen.

Det andet fællesskab, sidemakkerfællesskabet, var gældende i den anden klasse. Modsat alliancefællesskabet kræver sidemakkerfællesskabet et ansvar af børnene. I denne klasse trak læreren hver måned lod om, hvem der skulle sidde ved siden af hvem, så børnene ikke kunne udelukke nogen, de ikke havde lyst til at være sammen med. Samtidig gjaldt der her flere regler for fællesskabet: Det var for eksempel ikke tilladt at udelukke nogle bestemte fra legene. Hvor børnene i alliancefællesskabet godt kunne afvise en af kammeraterne med et: "Vi gider ikke lege med dig", så var det ikke tilladt i sidemakkerfællesskabet. Her vidste børnene godt, at det ikke var acceptabelt at udelukke bestemte i klassen.

»Men selv om det sociale ansvar her var højere, så byggede det stadig kun på et minimumsansvar. Børnene kunne godt finde på at sige, at "der ikke kunne være flere med til at sjippe", hvis en af de mindre populære piger ønskede at være med. På den måde kunne de camouflere deres motiver,« fortæller Pernille Hohnen.

Som eksemplet viser, kan sidemakkerfællesskabet gøre de virkelige venskaber usynlige.

»Kammeratskabsrelationen er den bærende i sidemakkerfællesskabet, men rigtige venskaber anses som en privat sag, som ingen rigtig blander sig i. Hvis et barn ikke har nogle venner, er det dets eget ansvar,« siger hun.



Tjek på relationerne. De sociale mønstre, der bliver bygget op i skolen, bliver i høj grad videreført i klubben. Under halvdelen af børnene i undersøgelsen var tilmeldt klubben, men alligevel gjorde de samme mønstre sig gældende. I klubben var der også børn - ofte de samme som i skolen - der ikke havde nære venner, men som gerne ville have det.

De to forskere mener imidlertid, at klubben har langt bedre muligheder end skolen for at bryde de sociale mønstre. Også selv om skolen er der, hvor mønstrene bliver lagt - først og fremmest fordi børnene er der i længst tid. Hvor skolen er bundet af en anden dagsorden, kan pædagogerne i klubben koncentrere sig om det sociale.

»Vi blev overraskede over at opdage, hvor meget tjek de har på børnene i klubberne. Selv om børnene er flere timer i skolen, har personalet i klubberne tilsyneladende mere styr på deres relationer,« fortæller Pernille Hohnen.

Alligevel mener de to forskere ikke, at klubberne udnytter deres muligheder godt nok.

Hverken skolen eller klubben fokuserer nok på de sociale mønstre, konkluderer de i rapporten. Børnenes sociale ansvar for hinanden begrænses af, at de ikke rigtig véd, hvordan de skal udøve det. De voksne giver dem ikke tilstrækkelige retningslinjer, og derfor efterlades børnene med et indtryk af, at deres hjælpsomhed, solidaritet og omsorg skal være baseret på deres lyst til at udfolde det over for et andet barn.

Særligt de stærke børns ressourcer er et uudnyttet potentiale.

»Der er ingen, der stiller særlige krav til de stærke børn. Når nogle marginaliseres i dag, så er der en tendens til, at man kun søger årsagen til problemerne hos de svage. Men man kan måske også finde noget af årsagen hos de stærke.

Det er jo ikke, fordi jeg tror, at man kan tvinge det stærke barn til at lege med det svage, men jeg tror godt, at man i højere grad kan udbygge sidemakkerfællesskabet med flere regler om, hvordan man omgås hinanden,« siger Pernille Hohnen.

Hun anerkender, at personalet i klubberne forsøger at bryde de faste mønstre ved for eksempel at skabe nogle aktiviteter, der kan binde børnene sammen på nye måder, for eksempel fodbold, men hun mener ikke, at det er nok. Undersøgelsen peger ellers på, at aktivitetsbundne fællesskaber ofte er præget af en rarere omgangstone og en højere grad af hjælpsomhed end i klassefællesskaberne.



Bange for dårlig påvirkning. Forældrene er præget af de samme holdninger som lærere og pædagoger. Selv om de lægger vægt på, at deres børn lærer hjælpsomhed, så er der også her en udbredt forestilling om, at hjælpsomheden skal drives af lyst.

»Vi spurgte ind til, hvorfor det var sådan, og det viste sig, at flere forældre til stærke børn var bange for, at deres barn skulle blive dårligt påvirket af de svage. Det er interessant, at de har den angst. Som mor kan man jo godt forstå det, men ved at synliggøre det kan vi måske tænke lidt mere over det, når vi møder det i hverdagen. Hvorfor er det lige, at vi ikke synes, vores barn har tid til at lege med netop dén pige i dag?«

I virkeligheden gør det gamle ordsprog "Lige børn leger bedst" sig stadig gældende.

»Ja, men definitionen af lighed har måske ændret sig. Det ser ikke ud til, at det er de sociale forskelle, der gør sig gældende i dag,« fortæller Pernille Hohnen.

Forestillingen om lighed er grundlæggende for alliancerne, men lighed forstås som enshed, og det er dét, der kan skabe problemer.

»Det er en udbredt skandinavisk tankegang, at vi tænker lighed som enhed, også blandt voksne. Vi vil helst være ens allesammen, og vi kan ikke så godt være fælles med nogle, der ikke tænker som os.«

Sådan er det ikke alle steder. Pernille Hohnen nævner for eksempel USA, hvor man opfatter lighed som retten til at være forskellig.

»Jeg vil ikke fremhæve USA som noget forbillede, men det er måske meget godt at kende de forskelle, så vi kan tænke over, hvad det er, vi selv gør. Måske lukker vi os for meget i de kredse, som vi kan spejle os i. Det er der megen forskning, der tyder på.«



Forældre savner information. Forældrene vil i virkeligheden gerne engagere sig mere i børnenes venskaber, viser SFI-undersøgelsen. Men de har det problem, at de ikke får nok information fra skolen eller klubben. I klubben efterlyser personalet i øvrigt også mere information fra og bedre samarbejde med skolen. Men undersøgelsen tyder på, at hverken lærere eller pædagoger ønsker at diskutere andre børn med forældrene.

»Lærere og pædagoger anser det ikke rigtigt for legitimt at interessere sig for andre end ens eget barn. Der er en udbredt opfattelse af, at et barns trivsel først og fremmest er forældrenes ansvar. Forældre til ét barn skal ikke blade sig i et andet barns trivsel. Det er i virkeligheden en meget privat holdning at have.«

Pernille Hohnen gør opmærksom på det paradoksale i, at både forældre, lærere og pædagoger mener, at det først og fremmest er forældrenes opgave at lære børnene at tage socialt ansvar. For det kan de have svært ved, når de ved så lidt om børnenes indbyrdes relationer.

De to forskere oplevede et eksempel på det i en af klasserne, hvor en pige havde skiftet skole på grund af manglende trivsel. En del af forældrene anede ikke, at hun var gået ud af klassen, eller at hun havde haft problemer.

»Man kan godt overveje, om skolen og klubben nogle gange bremser for forældrenes engagement i børnenes sociale fællesskab,« siger forskeren.

Generelt interesserer forældre sig mest for børnenes sociale liv, når deres eget barn har problemer. Men de vil tilsyneladende gerne involveres mere.

»Så spørgsmålet er, om de stærke børns forældre ikke også skal på banen i gode tider,« siger Pernille Hohnen.