Karsten fik ønskejob på lille ø. Årene i Norge blev min kvalifikation

Karsten Jensen har skiftet sit arbejde som pædagog i Nordnorge ud med et job som skolepædagog på den lille danske ø Endelave.

Og lighederne mellem at være pædagog i en lille norsk bygd og være det i et dansk øsamfund er slående, vurderer Karsten Jensen. Han mener selv, at han – blandt 35 ansøgere til jobbet som pædagog på Endelave Skole – blev valgt, fordi han efter treethalvt år i Norge havde oparbejdet de nødvendige faglige og ikke mindst personlige kvalifikationer.

»En forudsætning for at tage et job som det her er, at man skal kunne tåle at bo isoleret, man skal kunne leve med, at færgen måske ikke sejler, når man skal hjem på weekend, og man skal kunne begå sig i et lille samfund. Og det er jo noget, som jeg har med mig fra årene i Norge,« siger Karsten Jensen.



Børnebørn trak. Da Karsten Jensen tog til det nordligste og mest øde Nordnorge i 2012, er han en af stadig flere danske pædagoger, som søger til nabolandet efter arbejde. På bare fire år er antallet af danske pædagoger, som får norsk arbejdstilladelse, femdoblet. I 2011 var det kun 13. I 2014 var det 108, viser tal fra det norske Utdanningsdirektoratet.

Det er nedskæringer i Danmark, ringe normeringer og frustrationer efter folkeskolereformen, der får de mange danske pædagoger til at søge nordpå. I Karsten Jensens tilfælde skyldtes landeflugten, at han efter en fyring på grund af omstruktureringer havde svært ved igen at få arbejde. I Norge var hans pædagog- og ledererfaring i høj kurs, og at han havde rundet de 50 var ingen hindring.

Børn&Unge besøgte ham i Nordnorge i 2012, og dengang var hans aftale med konen Kirsten, som blev hjemme i Danmark, at han kunne blive i Norge i fem år. Men hvis der kom børnebørn, ville han dog hjem og være bedstefar. Da han i juli flyttede hjem, var hans første barnebarn knap halvandet år, og i denne måned ventes det næste barn at blive født.

»Børnebørnene har trukket i mig. Det er vigtigt for tilknytningen at være tæt på, og nu kan jeg besøge dem på fastlandet hver uge. Den dag, hvor den lille nye bliver født, kan jeg tage efter­middagsfærgen over og se ham. Det kunne jeg ikke nå med fly fra Norge,« siger Karsten Jensen, der nu også ser sin kone Kirsten hjemme i Vejle mindst hver weekend mod tidligere fem gange om året. Til hverdag bor han i en lejlighed på Endelave.

»Det var måske også lidt for meget, hvis jeg kom helt hjem på en gang,« griner han.



Til højrebenet. I årene i Norge har Karsten tjent så godt, at han og Kirsten i marts blev gældfri. Han kunne godt bare være taget hjem uden et arbejde og have klaret sig på dagpenge indtil efterlønnen. Men så dukkede jobbet på Endelave op.

»Det er som at få appelsinen i turbanen. Jeg kunne ikke se mig selv arbejde i en storbybørnehave med 120 børn i tre etager og med mure på alle sider, men jobbet her er et ønskejob. Hvor mange kan sige, at de er pædagog på en skole med kun syv børn? Her er plads og tid til en differentieret og nærværende undervisning for alle,« siger han.

Han har som pædagog både timer i undervisningen og i pasningsdelen om eftermiddagen.

»Jeg har fagene natur og teknik, sløjd og udematematik. Det er for eksempel sådan noget med at samle muslingeskaller, dividere og lægge dem ud i bunker. Det ligger alt sammen lige til højrebenet,« siger Karsten Jensen, der i arbejdet og ølivet generelt vil få gavn af sine interesser for både fiskeri, jagt og knivmageri.

Til vinter, når øens turistattraktioner, campingpladser og kroen lukker ned, vil han også bidrage til øens foreningsliv.

»Der er 170 fastboende på øen, og 13 foreninger, og jeg har planer om at tilføje et par nye. Når man flytter ind og bliver budt så varmt velkommen, som jeg er blevet det her, så må man også vise, at man selv er indstillet på at give noget til fællesskabet,« siger Karsten Jensen.