Du kan flyve hvis du vil
Du kan flyve hvis du vil
Er du ikke ved at lande flyet? Skal du så ikke have hjulene ned?« »Melder kontroltårnet, at hjulene er nede.« »O.k., du har tilladelse til at lande...«
Klubleder Otto Jensen kan sagtens forestille sig dialogen mellem den unge pilotaspirant i flykabinen og flyvelederen i kontroltårnet, når klubbens nye attraktion, et Draken-fly, til foråret skal anvendes som flysimulator.
Det slanke, militærgrønne jagerfly står nu indhegnet i klubbens baghave, men snart bliver det en aktiv del af børnenes legeplads. Og børnene er vilde med ideen.
»Det er det gode ved sådan et projekt. Det er aldrig helt færdigt, og de unge følger hele processen,« siger Otto Jensen og fortæller, hvordan en flok drenge fra klubben mødte op for at polere flyet i deres sommerferie.
Danmarks billigste pilotakademi. Engelske gloser som "taxi" og "take off" kommer til at flyve gennem luften, når projektet kører. Men de unge skal ikke bare lære at lette og lande flyet. De skal også kende hver en skrue og samtlige plader i konstruktionen, og de skal undervises i, hvordan man læser rutekort og manualer, og hvordan man reparerer maskinen. Viadukten kan til foråret tilbyde Danmarks billigste pilotuddannelse.
»Det er nok klubbens ældste medlemmer, vi kan gøre det mest seriøst for. Kommunikationen foregår jo på engelsk, og selvfølgelig kan de også tale engelsk, når de er 12 år. Men ved 15-16-års alderen begynder man at reflektere lidt mere over, hvad man vil med sit liv. Mange unge aner simpelthen ikke, hvad de vil. Skal man i 10. klasse, eller på efterskole, i gymnasiet eller noget helt andet. Det er vigtigt at støtte de unge i troen på, at de kan blive, hvad de vil. Og hvis de vil være piloter eller flymekanikere, ja så kan de i hvert fald få det afprøvet her,« siger Otto Jensen.
Selvtillid og samspil med skolen. Otto Jensen mener også, at interessen for flyvning kan støtte de unge i matematiske fag og give dem fornyet interesse for en skole, de måske var kørt sur i.
»Jeg siger ikke, vi skal redde folkeskolen, men vi kan give nogle unge mennesker nogle ideer om, at de kan blive til, hvad de vil her i verden. Det giver dem interesse for skolen at opdage, at de kan bruge lærdommen til at realisere deres drømme. Og jeg tror, det giver de unge selvtillid at opdage, at engelsk, matematik og fysik pludselig giver mening,« siger Otto Jensen.
Han sammenligner med erfaringerne fra medlemmernes engagement i klubbens gokartbane.
»Jeg møder tit unge med lavt selvværd, som måske heller ikke kan finde sig til rette i skolen. Men så kaster de sig over mekanikken, og så er der pludselig en masse interessant ved den gokart. De begynder at eksperimentere, og nogle af dem bliver gode,« forklarer Otto Jensen og henviser til Viaduktens gamle medlemmer, gokartmesteren Jason Watt og racerkøreren Jan Magnussen.
Energiske drengerøve. Ideen med en flyveuddannelse for de unge havde Otto Jensen diskuteret over hækken med sin bagbo, en pensioneret flyvekaptajn. Denne tog kontakt til gamle kolleger i Flyvevåbnet, og snart tilbød Flyvevåbnets Museumskomité at låne klubben det pensionerede Draken-fly AR105. Sidst i juni kom flyet til Viadukten på blokvogn og med militær eskorte fra Vandel i Jylland.
Klargøringen af flyet involverer mange frivillige mekanikere og piloter. En af dem er Ricki Andersen. Han er ikke bare pilot, men også tidligere medlem af Viadukten.
»Jeg er med på projektet, fordi jeg har fløjet netop AR105, og fordi jeg stadig føler en vis tilknytning til Viadukten. Det er et fantastisk sted, der altid har brudt grænserne for, hvad man kunne og ikke kunne med en klub,« siger Ricki Andersen.
Da F-16 fly i starten af 1990erne erstattede Draken-flyene, måtte Ricky som andre piloter omskoles, men alle har de bevaret kærligheden til "Dragen".
Flyet var sidst i luften i 1993, men efter planen skal det stå på taget af værkstedsbygningen, monteret på en sokkel og med et skydetag over sig. Forskellige firmaer er begejstrede for ideen og sponsorerer gerne de pengebeløb og byggematerialer, der således skal bringe flyet op i dets rette luftlag. Det er mest mandlige direktører.
»Vi er da nogle drengerøve alle sammen. Men hvis energien kan bruges til et projekt som dette, synes jeg, det er positivt,« griner Otto Jensen.
En vigtig sponsor er computergiganten Microsoft, som vil sørge for alt det tekniske udstyr, så flyet kan komme til at tippe både til siderne, fremad og bagover, når børnene trækker i instrumentbrættets håndtag. Klubbens medieværksted skal være kontroltårn, hvor de frivillige piloter på en skærm kan følge med i, hvad de unge laver, og give dem instruktioner i at stige, krænge og dykke.
Drenge er vilde, og piger er stille. Der er stadig ferie, da Børn&Unge besøger Viadukten, men medlemmerne tiltrækkes af klubbens mange aktiviteter. I sommerheden er især poolen med vandrutschebane et trækplaster, men ellers hitter gokarten for drengene og hestene for pigerne. De to køn har også hver deres mening om flyet. Kasper, Casper og Rico, alle 10 år, er nye i klubben, men har set flyet fra vinduet i klubbens hobbyrum.
»Det er sejt,« siger Kasper.
»Ja, det er helt vildt,« istemmer Rico.
Alle tre glæder sig til, de kan få en tur.
Af de mere garvede medlemmer er kun Emilie på 12 år og Tessa på 13 i klubben i dag. De fortæller, at alle gokartdrengene var helt vilde, den dag flyet kom, mens de selv kun så på, fordi deres fædre ville ned og se det.
»Det er nok mest drengene, der synes flyet er fedt,« siger Tessa.
»Ja, jeg synes, det er lidt irriterende, for det står der, hvor vi plejer at ride. Nu må vi ride ude på folden, hvor det blæser,« forklarer Emilie.
Pigerne mener, at piger mere er til dyr og stille ting.
Dog er der en pige i klubben, som vil modbevise alle fordomme ved at blive den første kvindelige jagerpilot.
»Kathrine er meget engageret i projektet, og jeg vil da gøre, hvad jeg kan, for også at lokke andre piger med op at flyve,« siger Otto Jensen.