Dengang. Danmarkshistorie i børnehøjde

I ’Barndommens land – Danmarkshistorie i børnehøjde’ fortæller forfatteren Helle Juhl om at være barn i Danmark i løbet af det 20. århundrede, og hvordan synet på barndommen har ændret sig. Hun gennemgår udviklingen i børnelivet, fra dengang barndommen var kort, og børn skulle holde lav profil, til nutidens ønskebørn med iPads, samtalekøkkener og medbestemmelse.

Hvilke idealer har vi for barndommen i dag?

I dag har vi et ideal om, at børn skal høres, og de bliver medinddraget i familiens liv, fra de er helt små. For eksempel bliver børn taget med på råd, når familiens rejse skal plan­lægges. Man møder børn på deres egne præmisser og inddrager dem i familien – det er i hvert fald idealet. Nogle mener, at man gør det i en sådan grad, at det nærmest er børnene, der styrer familien.

Hvilke idealer havde man for barndommen for over hundrede år siden?

Det handlede om, at børn skulle blive voksne hurtigst muligt. Børn skulle ikke ses eller høres, de var nederst i hierarkiet og skulle indordne sig de voksne. Der var en klar sondring mellem børn og voksne, men til gengæld blev man tidligt voksen, typisk omkring konfirmationsalderen. Dengang havde man slet ikke begrebet ’teenager’.

Hvad er der sket med pædagogikken i løbet af perioden?

Synet på børn i løbet af det 20. århundrede er kendetegnet ved idealer om en mere fri opdragelse og en afstandtagen fra fysisk opdragelse. Man begynder at opfatte børn som ligeværdige med voksne. Men der har selvfølgelig været kursændringer undervejs. For eksempel kommer der på et tidspunkt en reaktion på den frie opdragelse i retning af, at man også skal sætte grænser. Det kan jeg huske fra min tid som forælder, hvor vi også lige skulle huske at sætte grænser for vores børn og lære at sige nej en gang imellem.

Har børn fået det bedre i løbet af det 20. århundrede?

Der er ingen tvivl om, at børn generelt har fået det langt bedre materielt og fysisk. Mine forældre kom fra kår, hvor der ikke var økonomisk mulighed for at gå mere end syv år i skole, og sådan har det jo været for langt de fleste danskere, der var født i første halvdel af det 20. århundrede. Det er først efter krigen, og efter at velfærdsudviklingen tager fart, at uddannelse til alle bliver alment. Børn har fået det bedre på de fleste områder. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan være dårligt børneliv i dag.

Hvad kan vi lære af fortidens børneliv?

Jeg ønsker ikke at lægge brænde på bekymringsbålet, men selvom børn i dag i høj grad er ønskebørn, bruger vi ikke nødvendigvis lige så meget tid på vores børn, som man gjorde førhen. Jeg er vokset op i et hjem, hvor mine forældre var lige omkring mig, fordi bolig- og arbejdsliv hang sammen. Når jeg kom hjem fra skole, var mine forældre der. Det var ikke, fordi jeg gik og snakkede med min mor hele dagen, men vi fik måske lige en snak sammen over opvasken. I dag har vi de meget omtalte samtalekøkkener, men spørgsmålet er, hvor meget der bliver samtalt i dem. Når vi har spist, går vi måske til hver vores skærm i stedet for at tale sammen.

Hvor bevæger barndommens historie sig hen?

Jeg er meget spændt på at se, hvordan folkeskolereformen vil spænde af. Jeg hører nok til dem, der er lidt bekymrede. Min umiddelbare reaktion er, at det godt nok er en lang skoledag at byde børn. Det, der skulle være fritidslivet, flytter mere og mere ind i skolen. Børnene skal være i den samme bygning, fra de stempler ind om morgenen, til forældrene kommer og henter dem. Så er der nok ikke meget tid til overs til et almindeligt legeliv.



Barndommens land

Journalist og forfatter Helle Juhl har tidligere blandt andet skrevet ’Det var så dejligt på landet – en billedkrønike fra det 20. århundredes bondeland’ og ’Husmødre –Historier fra landets største arbejdsplads’. ’Barndommens land – Danmarkshistorie i børnehøjde’ er tredje bog i den kulturhistoriske trilogi om Danmarks udvikling i det 20. århundrede. Bogen er spækket med flotte billeder, historiske informationer og personlige fortællinger.

Se mere på hellejuhl.dk