Da Gitte kom på forsiden

Indenfor 48 timer blev pædagog og bladtegnerkone Gitte Vestergaard fyret af områdechefen, genansat af Rådkvinde Louise Gade (V) og bakket op af borgmesteren. Her fortæller hun for første gang sin historie for at inspirere andre til at sige fra, når de bliver trådt hårdt over tæerne.

Gitte Vestergaards mobiltelefon ringer nede fra taskens dyb. Hun undskylder og siger, hun er nødt til at have den tændt. Hun forklarer det ikke nærmere. Men det er Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ringer.

"Jo, jo, alt er i orden, bil og det hele," siger Gitte til PET-agenten, som hun betegner som en ualmindelig flink mand, der er meget nem at samarbejde med. PET skal sikre, at alt er i orden til endnu en flytning af familien Vestergaard.

Gitte Vestergaard er mangeårigt medlem af BUPL og har vikarjob i en lille børnehave i Århus. Hun har arbejdet som pædagog, leder og tilsynsassistent i dagplejen, siden hun blev uddannet i 1981.

Og selvom hun nu er gået på pension, arbejder hun stadig som vikar ind i mellem, nu færre timer om ugen og når det passer ind i hendes program.

I dette 27. år af karrieren blev der pludselig sat spørgsmålstegn ved, om det er trygt og sikkert at få sine børn passet af Gitte Vestergaard.

Kendt husbond - og viv

Et halvt år før hele miseren, kendte vi kun hendes mand, bladtegneren Kurt Westergaard (og ja, hans navn staves med W og hendes med V). Han er én af de 12, der tegnede profeten Muhammed for Jyllands-Posten. Han er også den tegner, der efter trusler på livet er flyttet med sin kone fra hjemmet i Århus. PET har vurderet, at det er for farligt for ægteparret at bo der.

Gitte Vestergaards historie starter i februar 2008, hvor nogle forældre i den børnehave, hvor Gitte arbejder, opdager sammenhængen mellem Kurt Westergaard og Gitte Vestergaard. De bliver nervøse for, om Gitte Vestergaard udgør en sikkerhedsrisiko for deres børn nu, hvor hendes mand er truet på livet.

En sen aften i februar reagerer Børn- og Unge Forvaltningen i Århus Kommune: Onsdag den 27. februar ved 20-tiden ringer områdechefen og siger, at man er enige om, at Gitte skal holde sig væk fra børnehaven et stykke tid. Gitte bliver målløs, men ikke handlingslammet. Hun inddrager selv pressen.

"Jeg sagde til områdechefen, at når jeg havde lagt røret, ville jeg kontakte Jyllands-Posten," fortæller Gitte Vestergaard om den aften, hvor hun meget overraskende og mod sin vilje blev hovedperson i den storpolitiske bladtegnersag.

"Jeg blev så rasende, gal og skuffet over forvaltningens behandling af mig. Jeg ville aldrig selv gøre sådan mod andre, og jeg ville aldrig gå på arbejde, hvis jeg udgjorde en fare for børn," siger Gitte Vestergaard med lynende øjne.

En vild aften og morgen

Hun ringer til avisen, og klokken 22.55 ligger historien på Jyllands-Postens net-udgave: 'Tegners hustru bortvist fra sit arbejde'. Den ukendte pædagog-Gitte er nu med ét blevet til tegner-kone-Gitte.

Næsten inden avisbuddet har skubbet de sidste morgenaviser gennem brevsprækkerne, bliver Gitte Vestergaard ringet op igen.

Klokken er syv om morgenen torsdag den 28. februar 2008. Rådkvinde Louise Gade (V) er i røret, og Gitte får af vide, at hun kan fortsætte som pædagog i børnehaven.

forside avis medier pressehåndtering

Beklagelsen

Rådkvinden har hørt om sagen, og hun har lynhurtigt omgjort aftenens beslutning. Fra samtalen med Louise Gade husker Gitte:

"Louise Gade var så gal. Hun ringede og sagde, at hun stolede på PET, og at hun var glad for at kende sådan en sej kone som mig," fortæller Gitte Vestergaard.

Det hele var en stor fejltagelse. Politiets Efterretningstjeneste havde allerede i dagene inden forklaret forvaltningen, at bladtegnerens kone ikke udgør en sikkerhedsrisiko.

Fik opbakning

Borgmester Nicolai Wammen (S) fulgte også op på sagen og undskyldte over en kop kaffe på rådhuset fredag den 29. februar.

"Han bakkede os op og støttede os," siger Gitte Vestergaard.

Hun er glad for både den ene og den anden undskyldning, men mener at forvaltningen kunne have tacklet sagen helt anderledes.

"De kunne have indkaldt mig til møde om sagen. I stedet blev det til en ualmindelig Århus-historie. Tænk sig, at ringe hjem til folk og fyre dem. Dét ville jeg aldrig selv have gjort, da jeg var leder."

Ikke mere suppe på den høne

Gitte Vestergaards navn blev for en kort stund berømt, men offentligheden ved ikke, hvordan hun ser ud - og sådan skal det blive ved med at være.

"Det var mærkeligt at se mit eget navn i Jyllands-Posten, men det er dejligt at kun få ved, hvordan jeg ser ud. Da vi var inde hos borgmesteren, blev jeg sluset ind ad bagdøren på rådhuset, mens Kurt gik ind ad fordøren. Da jeg skulle starte på arbejdet igen, løj jeg om, hvornår jeg skulle starte, for jeg ville undgå, at pressen stod der. Jeg er blevet ringet op af 10.000 journalister og kunne være kommet i både Billedbladet og Ekstra Bladet, hvis jeg ville, men jeg bruger hellere min energi på at holde pressen væk. Det er helt bevidst. Der skal ikke koges mere suppe på den høne," siger Gitte Vestergaard.

Tilbage på jobbet

Hun er nu tilbage i børnehaven, hvor kollegerne hele tiden har støttet hende.

"Det er en fantastisk god institution, hvor jeg ønsker at blive. Jeg er også blevet budt velkommen tilbage af forældrene, og den pædagogiske leder har været helt fin hele vejen igennem," siger Gitte Vestergaard.

Hun ønsker fortsat at være anonym, for som hun paradoksalt nok udtrykker det: "Den der lever stille, lever godt!"

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.