BUPL og mæglingsforslaget; Mange imod, men flest for

Med 3543 stemmers overvægt har medlemmerne af BUPL godkendt forligsmandens mæglingsforslag. Aldrig har andelen af nej-stemmer dog været så stor

56,1 procent af de afgivne stemmer faldt på et ja, mens 42,9 procent faldt på et nej. 47,5 procent deltog i urafstemningen. 16 af BUPL's fagforeninger samt Pædagogstuderendes Landssammenslutning havde ja-flertal, mens seks fagforeninger kom ud med et nej-flertal. Højeste ja-procent kom i Ribe Amt, mens BUPL Århus Kommune som sædvanlig mønstrede både højeste stemmeprocent og den højeste andel af nej-stemmer.

Selv om der for femte urafstemning i træk kan konstateres en stigning i andel af nej-stemmer, er kendsgerningen, at et flertal, som ikke var stort, men stort nok, har godkendt mæglingsforslaget og den deri indeholdte overenskomst for perioden 2002-2005.

Det er forbundsformand Bente Sorgenfrey glad for.

»Medlemmerne har fulgt den anbefaling, som et ganske vist lille flertal i hovedbestyrelsen kom med. Det er selvfølgelig tilfredsstillende. En stemmeprocent på under 50 procent - den laveste i mange år - er til gengæld ikke tilfredsstillende, og jeg håber meget, at det er en engangsforeteelse,« siger Bente Sorgenfrey.

På forhånd var der ventet tæt opløb mellem ja- og nej-stemmerne, måske endda tættere end det endte med at blive.

»Jeg synes, at der er tale om et rimeligt klart resultat, og at der med det er skabt en platform at komme videre fra. Nu gælder det om, at vi i fællesskab arbejder på at bruge Ny Løn-systemet, så det kommer medlemmerne mest muligt til gode. Vi har ikke brug for en "uh, hvor er det dårligt"-periode, men derimod for at arbejde med systemet og få det til at virke.«

Hvorfor tror du, at så mange har stemt nej?

»Jeg har hørt mange begrundelser. Hovedvægten ligger nok på kritikken af Ny-Løn-systemet, og derfor skal vores ja heller ikke tolkes af arbejdsgiverne som en begejstring for Ny Løn. Vi er stadigvæk meget kritiske, og derfor skal der stilles krav til arbejdsgiverne om, at vi sammen får forbedret lønsystemet, så det passer til det pædagogiske område. Men jeg har også hørt flere medlemmer sige, at det her er dråben, som har fået bægeret til at flyde over. Det handler altså både om Ny Løn, som man er frustreret over, og om de arbejdsvilkår, man bydes, og som man har lyst til at sige fra overfor,« siger forbundsformand Bente Sorgenfrey.



Efter fire måneders til-og-fra forhandlinger er overenskomsten på plads. Man ses igen om tre år. Dog ikke Poul Winckler, som på grund af alder stopper både som formand for Forbundet af Offentligt Ansatte og for KTO. Forbundsformand Bente Sorgenfrey er i dagspressen nævnt som mulig arvtager til KTO-tronen.



Klart ja

Med 74,7 procent ja-stemmer var BUPL Ribe Amt den fagforening, der klarest bakkede op om overenskomstresultatet. Formand John Johannessen glæder sig over resultatet såvel lokalt som for hele KTO.

»Det er et resultat, som begge parter kan bruge til noget. Nu har jeg selv været ja-agitator, og så er det rart at se, at der er et ja. Men både ja-sigere og ikke mindst de kommunale arbejdsgivere skal bemærke den meget høje andel af nej-sigere. Der skal rettes op på noget, hvad angår Ny Løn, og det er arbejdsgivernes ansvar at lægge sig i selen i de kommende tre år, for ellers står vi i en særdeles anstrengt situation ved de næste overenskomstforhandlinger,« påpeger John Johannesen, der forklarer det overbevisende ja i Ribe Amt sådan her.

»Vi ser tingene i en helhed. Det er ikke sort-hvidt. Jeg synes også, at nej-siden har haft gode argumenter i det her. Vi kan godt se, at Ny Løn er et problem, men vi ser tingene i en wide-vinkel, så vi har ikke zoomet ind på Ny Løn alene,« siger John Johannesen.



Klart nej

BUPL Århus Kommune markerede sig som fagforeningen med flest nej-stemmer, nemlig 65,9 procent, men samtidig også som afdelingen med den højeste stemmeprocent: 61,8 procent. Formand Henning Truelsegaard, der har anbefalet et nej, er kun tilfreds med det lokale resultat:

»Jeg er skuffet over det samlede resultat på det offentlige område. Der er ikke meget, der skiller. Og der havde været perspektiver i, at de offentligt ansatte gik ud og sloges for at forbedre det dårlige overenskomstresultat. Jeg opfatter det som en begmand til overenskomsten, at der er så stor utilfredshed, som afstemningen udtrykker,« siger Henning Truelsegaard. Han hæfter sig også ved, at kun 56,1 procent af BUPL's medlemmer stemte ja.

»Det er det mindste ja i BUPL's historie. Det afspejler den samme situation: Der er stor utilfredshed med overenskomstresultatet, der er stor utilfredshed med Ny Løn. Det er et kraftigt signal til organisationen om, at der skal andre boller på suppen i forhold til overenskomsten samlet set, både det lokale og i særdeleshed det centrale niveau,« fastslår Henning Truelsegaard.



Det mindste ja

BUPL Fyn havde det mindste ja i BUPL med 50,1 procent ja-stemmer. Hovedbestyrelsesmedlem Lars Søgaard Jensen anbefalede selv et ja, men i BUPL Fyns bestyrelse var der flertal for et nej.

»Der var afstemning i bestyrelsen - det blev vist 9-7 til nej-siden. Alt andet lige har vi afspejlet medlemmerne meget godt. Medlemmerne er også delt lige over. Det er 28 stemmer, der skiller på hele Fyn,« siger Lars Søgaard Jensen.

»Ny Løn giver mange frustrationer og meget modstand. Vi skal bruge rigtig meget tid i BUPL i de kommende år på at se, om vi kan strikke et eller andet lønsystem sammen, der er skræddersyet til vores område. Jeg tror ikke på, at man skal gå tilbage til det gamle lønsystem. Det har spillet fallit,« fastslår Lars Søgaard Jensen.



Ja trods nej-anbefaling

Pædagogstuderendes Landssammenslutning har i de sidste måneder agiteret kraftigt for et nej til overenskomsten. Men de studerende har åbenbart ikke hørt efter, for 64,9 procent stemte ja.

»Ja, det må vi tage til os,« siger Søren Ekstrand, nyvalgt formand for PLS.

»Det siger noget om, at vi ikke har været i stand til at få vores oplevelse af overenskomstresultatet ud til medlemmerne.«

Så det er medlemmerne, der ikke har forstået det?

»Deeet, ahr, det skal du ikke skrive,« siger Søren Ekstrand.

Det var samtidig kun 19,5 procent af PLS' medlemmer, der stemte. Men Søren Ekstrand har ikke noget klart bud på, hvorfor stemmesedlerne ikke bliver udfyldt.

»De identificerer sig måske ikke umiddelbart med det at være pædagog. De betragter sig nok som studerende og synes ikke, at det er deres kamp,« gætter han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.